Aften, dagens slutning, efter Millet: Historien
Et værelse på Saint-Paul-de-Mausole
I efteråret 1889 havde Vincent van Gogh været frivillig patient på asylet Saint-Paul-de-Mausole nær Saint-Rémy-de-Provence i flere måneder. Han havde fået lov til at arbejde i en nøgen celle og senere at bruge et andet værelse som atelier, og han var afskåret fra de modeller og friluftsmotiver, der havde holdt ham oppe i Arles. I stedet vendte han sig mod reproduktioner af værker, han beundrede, først og fremmest de sort-hvide tryk efter Jean-François Millet, som hans bror Theo sendte ham fra Paris.
Millet var død i 1875, æret over hele Europa som bondearbeitets maler. Van Gogh havde kopieret hans figurer som ung elev og vendte nu tilbage til dem med et andet formål. Han sporede ikke Millet så meget, som han oversatte ham, på den måde en musiker kan sætte en anden komponists melodi for et andet instrument.
At arbejde ud fra sort og hvidt
Van Gogh beskrev i breve til Theo denne praksis som en slags samarbejde hen over tiden, hvor han behandlede et tryk som en sort-hvid registrering af en scene, han frit kunne farvelægge, som det passede ham. Han beholdt Millets tegning, figurens positur og redskabernes opstilling og leverede alt det øvrige: tidspunktet på dagen, lysets temperatur, malingens vægt.
Aften: Dagens ende, malet i 1889 og nu i Menard Art Museum, hører til denne gruppe af farvelagte oversættelser. Den følger et stik efter Millets oprindelige komposition, men intet i dens farve skylder Millet noget. Paletten er van Goghs egen, bygget op af de violetter, blå og svovlgule toner, han havde brugt siden Arles.
En mand, der strækker sig i skumringen
I midten af lærredet står en bonde på en halvpløjet mark, armene krydset og løftet over hovedet i den umiskendelige strækken af en krop, der har været bøjet over arbejdet siden daggry. Hans hoved bøjer bagover, og skuldrene ruller åbne, og for et øjeblik lægges dagens arbejde til side.
Han har efterladt sine redskaber i nærheden. En fork læner sig ind over forgrunden med en flettet kurv hængt over tænderne, og en bred hat ligger kastet på den vendte jord ved hans fødder. Til venstre står en plov forladt ved furens kant, og dens hjul fanger det sidste lys.
Længere tilbage, lidt mere end et par strøg, krydser en hest og en rytter marken mod horisonten, hvor en tynd spir markerer en fjern landsby. Disse små hændelser holder blikket i bevægelse uden nogensinde at konkurrere med manden i midten.
Himlen, der gør arbejdet
Over marken optager himlen næsten halvdelen af lærredet, og det er der, van Gogh lægger sin indsats. Tykke, krøllende strøg af gult og okker skubber udad fra en lav sol og køler til grønt og gråviolet, efterhånden som de stiger, med en smal månesegl allerede synlig nær den øverste kant.
Den pløjede jord nedenunder svarer i samme rytme, furer rakt i korte diagonale berøringer af grønt, brunt og violet, der fanger himlens sidste varme. Van Gogh lader de to zoner, jord og himmel, dele en enkelt rastløs energi, så marken synes at ånde i samme rytme som skyerne over den.
Figuren er derimod bygget fastere op, dens omrids holdt i en mørkere kontur, så den læses klart mod gløden bag sig. Denne kontrast, en stille silhuet mod en himmel i bevægelse, er det, der bærer maleriets stemning: udmattelse mødt af et øjebliks frigørelse.
På en væg ved dagens ende
Hængt der, hvor aftenlyset når den, skifter en reproduktion af denne scene med rummet, på samme måde som originalens farve skifter hen over lærredet. I direkte lys læses himlens gule toner næsten hede; i takt med at lyset falmer, træder violetternes og grønnernes toner i den skyggede jord frem, og hele marken synes at køle af.
Den belønner den slags blik, der har tid til overs, idet øjet bevæger sig fra mandens løftede arme ud til forken, hatten, den fjerne hest og tilbage igen. Med 94 gange 72 centimeter rummer lærredet en enkelt figur bekvemt i noget nær menneskelig skala, så strækket i midten bevarer sin umiddelbarhed fra den anden ende af et værelse.
Det, der bliver hos beskueren, er ikke ploven eller den mørknende mark, men selve gestussen, en arbejdende mand, der tillader sig et enkelt ubevogtet øjeblik, før redskaberne tages op igen i morgen.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Menard Art Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.