Asylets have: Historie, betydning og penselføring
I maj 1889, et år før sin død, lod Vincent van Gogh sig indlægge på asylet Saint-Paul-de-Mausole, ved udkanten af Saint-Rémy-de-Provence. Hans læger holdt ham tæt på grunden, og i månedsvis var den murede have bag de gamle klosterbygninger næsten hele den udendørs verden, han havde. Han malede den besætligt, i forskellige årstider og forskelligt vejr, indtil det samme hjørne med fyrretræer og stier blev et af de centrale motiver i hans sidste arbejdsår.
Garden of the Asylum, malet i 1889 og i dag ejet af Van Gogh Museum, er et af disse udsyn. Det viser intet fjernt landskab, ingen åben vej, intet af det provençalske landskab, han havde malet så frit i Arles. Det viser i stedet, hvad der var foran ham hver dag: træer, jord, en lav grænsemur og bag den en stribe himmel.
Træer, der fylder hele lærredet
Billedet domineres, næsten overvældes, af en gruppe høje fyrretræer, hvis stammer vrider sig opad i blegt gråblåt og rejser sig frit over det tætte løvtag ovenover. Van Gogh har ladet dem fylde næsten hele kompositionens højde, så himlen kun viser sig som fragmenter fanget mellem grenene, indtil horisonten åbner sig til højre.
I forgrunden, lidt til venstre for midten, er en stamme blevet skåret eller brækket af, og det takkede, blege træ står blotlagt mod den omgivende bark. Den sidder lavt og stump blandt de stående træer, et stykke skade, som Van Gogh registrerede lige så omhyggeligt som enhver levende gren.
I nærheden står en enkel træbænk og en lille kasse på den bare, rødbrune jord. Ingen af dem er prægtige eller pittoreske. De læses som den almindelige møblering i en have, som folk faktisk brugte, sat ned mellem træer, der tydeligvis havde groet der i lang tid, før nogen tænkte på at sidde under dem.
En mur, en sti og to små figurer
På højre side af lærredet viger træerne for den okkergule side af selve asylbygningen, hvis stueetage gennembrydes af en skyggefuld buegang. En brolagt sti løber langs den, fanger køligt blågråt lys, og en lav mur skiller den beplantede have fra den stribe åbent land bagved.
Langs denne sti går en enlig figur med ryggen til os, dværget af træerne, mens to andre figurer står sammen længere væk nær bygningen. De er malet med kun nogle få strøg hver, men de er nok til at sætte en menneskelig skala mod fyrretræernes størrelse og til at antyde, at denne have, hvor indskrænket den end var, stadig var et sted, hvor folk bevægede sig igennem.
En blomstrende busk, duttet i hvidt og grønt, vokser langs stien nær muren. Det er et af de få bløde, ustrukturerede partier i et lærred, der ellers er bygget af faste, retningsbestemte strøg, og den trækker blikket mod lyset bag træerne.
Skumringslys over grænsemuren
Over muren er himlen bearbejdet i vandrette bånd af violet, guld og bleg rosa, farverne fra en provençalsk aften snarere end den høje blå middagshimmel. En ryg af mauvefarvede bakker ligger lavt mod den, det eneste vink om landskab bag asylets grund.
Den varme, åbne stribe himmel står i direkte kontrast til havens kølige, sammenfiltrede grønne og blågrå toner. Van Gogh har sat træernes lukkede verden op mod himlens vide verden uden nogensinde at lade den anden dominere lærredet; muren bliver fast på sin plads, og haven bliver foran.
Penselarbejdet, der bærer hele scenen
Enhver overflade i maleriet, løv, bark, jord og himmel, er bygget af korte, rytmiske strøg lagt tæt sammen, der krøller og overlapper snarere end at blende. Malingen sidder tykt på lærredet, så stammerne især synes at vride sig og presse frem under lyset i stedet for blot at være skitseret op.
Dette var den måde, Van Gogh havde udviklet gennem sit år i Saint-Rémy, en måde at male på, der forvandlede selv et fast, velkendt udsyn til noget rastløst. Lærredets mål, 90,5 gange 71,5 centimeter, er beskedne, men penselarbejdets tæthed giver haven en fysisk vægt langt ud over dens størrelse.
Hvad denne have gør på en væg
Hængt i et rum opfører Garden of the Asylum sig mindre som et landskab og mere som en skærm af træer, der står mellem beskueren og lyset. Om morgenen, når et rum er koldest, læses de blågrå stammer og de mørke grønne toner ofte først. Senere på dagen, når lyset varmes op, træder himlens guld og violet gennem grenene i stedet frem.
Det belønner et andet og tredje blik på en måde, et simpelt haveudsyn ikke ville, netop fordi så meget af lærredet er overladt til de træer, Van Gogh ikke kunne gå forbi uden at male. Det, der begyndte som det indskrænkede udsyn fra et asylvindue, forbliver på en væg halvandet århundrede senere et billede, der bliver ved med at finde nyt lys at fange.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.