Madame Augustine Roulin med barn: Historie
I efteråret 1888 boede Vincent van Gogh i Arles på lånt mod og ventede på, at Paul Gauguin skulle ankomme, mens han imidlertid forsøgte at male sig frem til en form for ro. De mennesker, der holdt ham med selskab det år, var ikke andre malere eller kunsthandlere, men en postmedarbejders husstand: Joseph Roulin, hans kone Augustine og deres tre børn. Van Gogh malede dem alle, mere end én gang hver, og dette lærred er et resultat: Madame Augustine Roulin med baby, udført i 1888 og måler 73,5 gange 92,4 centimeter.
En postbuds husstand bliver et motiv
Joseph Roulin havde siddet model for Van Gogh først, hans blå uniform og fulde skæg gav maleren noget solidt at arbejde ud fra. Gennem Joseph mødte Van Gogh resten af familien, og Augustine sad model for ham med det yngste barn, en lille datter født samme år.
Han manglede modeller, han kunne stole på, og selskab, han kunne regne med. Roulin-familien gav ham begge dele, og den række af portrætter, han lavede af dem, enkeltvis og i denne sammensætning af mor og spædbarn, læses mindre som en bestilling og mere som en registrering af den ene husstand i Arles, der lukkede ham ind.
Der er ingen foregivelse af et ateliermiljø her. Babyen holdes op snarere end poseres, armene let løftet, sådan som et spædbarn løftes for at blive vist frem eller gjort tilpas, og den urepeterede gestus er en del af det, der får billedet til at føles observeret snarere end arrangeret.
Et felt af gult med to figurer i
Baggrunden er en enkelt flade af gult, lagt på fladt med næsten intet i sig ud over penselstrøgets bevægelse. Den giver hele lærredet dets temperatur, før øjet har fæstnet sig ved noget andet, og den skubber begge figurer frem, som om der ikke er andre steder i rummet, lyset kan gå hen.
Mod det gule står Augustines mørkegrønne livstykke og babyens hvide kjole som billedets to poler. En kile af orange, bagsiden af hendes stol, ses ved hendes skulder, og det strejf af orange mod den omgivende grønne og gule gør et virkeligt arbejde: det er den slags komplementære parring, Van Gogh havde jagtet, siden han ankom til syden, farve brugt til at fremkalde varme snarere end til at beskrive stof.
Tykke sorte konturlinjer holder hver form på plads, kvindens krave, ærmet på hendes jakke, omridset af babyens kyse. Det er en grafisk, næsten glasmaleriagtig måde at bygge en figur op på, og den lader farven inde i hver form forblive enkel og ufortyndet.
Mor og barn, set fra siden
Augustine er vendt tre fjerdedele mod babyen, blikket sænket, hendes opmærksomhed fuldstændigt på den lille skikkelse, hun holder oprejst foran sig. Hun ser ikke på den, der maler hende, hvilket forhindrer billedet i at føles som en siddende model og bringer det tættere på et øjeblik fanget midt i en bevægelse.
Babyens ansigt er der, hvor øjet lander først: rundt, blegt, svagt grønligt i skyggerne på samme måde, som morens hud bærer grønne undertoner, med mørke øjne placeret bredt og en mund holdt i det neutrale, let forbløffede udtryk, spædbørn har, når de bliver løftet. Kysen og kjolen er malet i løse strøg af hvidt, creme og en smule pink, uden nogen af de fine detaljer, en mere akademisk portrætmaler ville have insisteret på.
Augustines hånd, stor og pink mod den hvide kjole, gør arbejdet med at vise, hvordan hun holder barnet stabilt. Det er ikke en sart hånd på billedet; det er en arbejdshånd, og Van Gogh bløder den ikke op.
Maling lagt på hurtigt og ladet være
Intet her er blevet omarbejdet til glathed. Strøgene i den gule grund løber i én retning, korte og jævne, og kjolens grønne er bygget op af synlige penselstrøg snarere end sammenblendede skygger.
Dette er den måde, Van Gogh havde fundet ind i i løbet af sit andet år i syden: stærk kontur, flad farve, penselarbejde efterladt læsbart på overfladen i stedet for skjult. Det passede til en model, han ikke behøvede at smigre, og en husstand, han var kommet til at kende godt nok til at male hurtigt.
Resultatet bærer intet af formaliteten fra et bestillingsportræt. Det har tempoet fra noget malet på en eftermiddag af en, der vidste præcis, hvad han ville med det gule, det grønne og det orange, før han begyndte.
Hvad billedet kræver af en væg
Hængt hvor dagslys når det, står den gule grund ikke stille. Den skifter fra varmt guld i fuld sol til noget nærmere okker, efterhånden som lyset falder, og det grønne i Augustines kjole bevæger sig med det, køligere om morgenen, dybere om aftenen.
Det er den effekt, Van Gogh byggede mod med denne slags flade, mættede farve: et billede, der bliver ved med at skifte karakter alt efter, hvilket lys der falder over det, snarere end et, der læses på samme måde på alle tider af døgnet.
Originalen ejes af NEPIP, katalogiseret i samlingsposten for Q11771568. Det, der bliver hos en betragter bagefter, er ikke omgivelserne, men gestussen, en mor, der holder sit barn op for at blive set, malet af en mand, der havde få nok mennesker tilbage i Arles, som var villige til at sidde model for ham.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.