Baby Marcelle Roulin: Historie, betydning og penselføring
En postmands familie i Arles
I anden halvdel af 1888 havde Vincent van Gogh boet i Arles i månedsvis og arbejdet i et tempo, der foruroligede selv ham. Blandt den lille håndfuld lokale, der var villige til at sidde model for ham, var Joseph Roulin, en postansat, hvis familie blev nogle af de få faste ledsagere i det vanskelige år.
Van Gogh malede Roulin selv flere gange og vendte sig derefter mod resten af husstanden: hans kone Augustine, deres to sønner og til sidst det yngste barn, en lille pige ved navn Marcelle. Hun var blevet født kun måneder tidligere, og da Van Gogh satte hendes portræt på lærredet, var hun stadig lille nok til at blive svøbt og have hue på.
At male en hel familie, spædbarnet inkluderet, var ikke et tilfældigt valg. Det afspejler, hvor afhængig Van Gogh var blevet af Roulins selskab og varme i en periode, hvor hans omgangskreds i Arles var tynd, og hans breve til broren Theo blev stadig mere ængstelige.
Et ansigt, der fylder det lille lærred
Billedet er næsten udelukkende bygget op omkring barnets ansigt. Malet på et lærred på kun 24,6 gange 35,2 centimeter levner kompositionen ikke meget plads til andet end barnet selv, støttet op, så hendes hoved og foldede arme optager næsten hele fladen.
Hendes øjne er det første, beskueren møder: mørke, runde og rettet mod et sted lige forbi maleren, hvilket giver ansigtet en alvor, der er usædvanlig i et portræt af et spædbarn. Kinderne er fyldige og rødmossede, den lille mund har den let sammenpressede, usikre linje, som babyer ofte har, når de koncentrerer sig frem for at smile.
En blød hvid hue omrammer hovedet, og dens folder er fremhævet i gråblå skygge mod den varme orangegule hud. Nedenunder krydser hendes arme løst over en lys kjole, og hænderne er gengivet som hurtige, butte strøg frem for omhyggeligt modellerede fingre.
Grøn baggrund, varmt barn
Bag hende lagde Van Gogh et fladt felt af gulgrøn, påført i korte, trukne strøg, der på steder lader lærredets vævning være synlig. Det er ikke et værelse eller nogen form for omgivelse, blot et farvefelt valgt til at spille mod hudtonerne foran det.
Orange og grøn ligger næsten i hver sin ende af farvecirklen, og Van Gogh vidste præcis, hvad den kombination ville gøre: det grønne skubber barnets ansigt fremad og varmer det yderligere, mens ansigtet til gengæld forhindrer baggrunden i at fremstå som blot dekoration. Det er samme logik, han brugte i sine portrætter af voksne det år, skaleret ned til et enkelt lille hoved.
Malingen på barnets hud er opbygget tættere end baggrunden bag hende, og kamme af pigment fanger lyset hen over panden og næseryggen. På nært hold opløses ansigtet i enkelte strøg af okker, pink og hvidt; på normal betragtningsafstand smelter de sammen til blødt, overbevisende kød.
Babyen fra La Berceuse
Dette er det samme spædbarn, hvis vugge Augustine Roulin vugger med en snor i Van Goghs mere kendte La Berceuse, et af flere portrætter, han lavede af moderen det år. Set sammen udfylder de to billeder en enkelt husstand: moderen på sin post ved vuggen, barnet selv studeret på nært hold og alene.
Van Gogh lavede mere end én version af babyens portræt og vendte tilbage til hendes ansigt, ligesom han var vendt tilbage til hendes forældres og brødres. Uanset hvilken vanskelighed et sprællende spædbarn som motiv bød på, behandlede han hende med samme alvor, som han gav de voksne, og tilpassede hendes portræt i skala og behandling til resten af familiegruppen.
Hvad portrættet gør i et rum
Ophængt i øjenhøjde læses maleriet først som et par øjne, før noget andet i det registreres. Skalaen er intim af design, tættere på en side i et familiealbum end et formelt portræt, og det kræver at blive betragtet på nært hold frem for fra den anden ende af rummet.
Morgenlys fremhæver det gule i huen og kjolen; ved lampelys bliver den grønne baggrund dybere, og orange i huden træder endnu længere frem og varmer hele billedet. Det er et lille lærred, der står stærkt på en væg, fordi så lidt i det er spildt: et ansigt, et farvefelt, og malingen, der gør hele arbejdet.
I dag ejes originalen af Van Gogh Museum i Amsterdam, en del af den bredere dokumentation af Roulin-familien, som Van Gogh opbyggede gennem sin tid i Arles i 1888.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.