Bjergene ved Saint-Rémy: Historie, betydning og penselføring
I maj 1889 havde Vincent van Gogh indlagt sig selv på asylet Saint-Paul-de-Mausole ved kanten af Saint-Rémy-de-Provence, og bag dets mure begyndte han at male den kalkstensryg af Alpilles, der lukkede horisonten mod syd. Bjerge ved Saint-Rémy, malet samme år, er et af resultaterne af disse måneder: et lærred bygget på et syn, han så næsten dagligt, vendte tilbage til og bearbejdede igen, indtil klippen holdt op med at fremstå som landskab og begyndte at føles som noget i bevægelse.
Han var seksogtredive, i bedring efter krisen i Arles, der havde ført ham til frivilligt at søge om indlæggelse, og maleriet var efter hans eget udsagn det, der holdt ham stabil. Alpilles gav ham et motiv, han ikke behøvede at rejse for at finde. Han kunne stå på asylets område eller gå en kort tur under opsyn og finde den samme takkede horisontlinje ventende.
Et år brugt på at betragte én bjergryg
Saint-Rémy ligger ved foden af Alpilles mod nord, en kort kalkstenskæde, der rejser sig brat ud af det ellers flade provencalske landbrugsland. Van Gogh malede kæden gentagne gange gennem 1889, fra forskellige afstande og i forskelligt vejr, og behandlede den mindre som et fast landmærke end som et motiv, der ændrede sig, hver gang han betragtede det.
Dette lærred, på 90,8 gange 71,8 centimeter, giver bjergryggen plads til at fylde næsten hele den øvre halvdel af billedet. Der er ingen forsøg på at formilde dens skala eller anbringe den i en behagelig afstand; bjergene indtager ganske enkelt udsynet, sådan som de ville have indtaget hans.
Klippe forvandlet til strøm
Toppene er bygget op af korte, krøllende strøg, der følger klippens logik snarere end en fast lyskilde, cremefarve og bleg okker på de solbelyste flader, blågrå og violet kastet ned i folderne og kløfterne mellem dem. En mørk, næsten sort kontur løber langs bjergryggen og gennem det dybe hak i dens midte, hvilket giver silhuetten en takket, flænset kant mod himlen.
Intet i klippefladen står stille. Den samme rytme af buede mærker, som Van Gogh brugte til cypresser og til himlen i sine natbilleder, er på spil her, så fast kalksten læses, som om den foldede og rullede under sin egen vægt. Det er en måde at male på, som insisterer på, at et bjerg ikke er stille og ubevægeligt, at det er blevet presset i form af kræfter, der stadig arbejder på det.
Himlen ovenover er en bleg, urolig blå, lagt på med de samme løse, krøllende strøg som klippen nedenfor, så overgangen fra sten til luft er en af farve og temperatur snarere end en hård linje.
Et tag mellem buskene
Neden for bjergryggen falder landet ned i et bånd af tætte, afrundede træer og krat, malet i dyb blågrøn med den samme energiske berøring. En enkelt lille bygning med et mørkerødt tag ligger lavt blandt dem, næsten opslugt af løvet, det eneste tegn på beboelse i hele scenen.
I forgrunden nær beskueren bryder en klynge af gule og hvide vilde blomster jorden til venstre, en lille passage af tæt, delikat detalje mod de bredere farvesving omkring den. Et blegt, sandet spor bugter sig gennem lærredets nederste kant, den ene del af maleriet, hvor malingen ligger flad og rolig i stedet for at dreje.
Hytten og blomsterne er lette at overse ved første blik, anbragt lavt mod den tårnhøje klippe bag dem, men det er dem, der giver bjergene deres skala. Uden det lille tag ville bjergryggen være en abstraktion; med det forstår beskueren, hvor højt over dalbunden disse toppe faktisk rejser sig.
Farve presset mod sine grænser
Van Gogh arbejdede her ud fra en stram, bevidst begrænset palet: violetblå, salvie og flaskegrøn, okker, cremefarve og strejf af næsten-sort. Intet i billedet er en naturalistisk farve i streng forstand, og alligevel læses kombinationen som en hed, tør provencalsk middag, lyset hårdt nok til at blege den blege sten og kaste dens sprækker i blå skygge.
Selve malingen er tyk, lagt på vådt i vådt visse steder, så pigmentrygge fanger virkeligt lys hen over lærredets overflade. På nært hold opløses bjerget i enkelte belagte strøg; på afstand samler de samme strøg sig til klippe, skygge og himmel.
Hvad der ændrer sig med lyset
Et maleri bygget så tungt op af retningsbestemte penselstrøg opfører sig forskelligt alt efter, hvor lyset i et rum kommer fra. Skrånende lys fra et sidevindue fanger malingens rygge hen over bjergsiden og får impastoen til at stå frem i relief; fladere lys ovenfra lader farven gøre mere af arbejdet og beroliger overfladen.
Hængt hvor dagslyset når det gennem dagen, skifter det sammen med rummet, klarere og mere blåt i tonen om morgenen, varmere efterhånden som okkeren og violeten træder frem mod aftenen. Det var allerede sandt om den klippe, det afbilder, en kæde som Van Gogh malede igen og igen, fordi den aldrig så helt ens ud to gange.
Originalen hænger i dag på Solomon R. Guggenheim Museum, et landskab blandt gruppen af Saint-Rémy-billeder, der følger et enkelt syn fastholdt og bearbejdet gennem et vanskeligt år.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Solomon R. Guggenheim Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.