Blomstrende blommetræ efter Hiroshige
I 1887 havde Vincent van Gogh været i Paris i et år, hvor han boede hos sin bror Theo og opsugede en kunstverden, der havde lidt til fælles med den dunkle, jordbundne palet, han havde efterladt i Nuenen. Han så impressionistiske og neoimpressionistiske lærreder på første hånd, mødte malere som Bernard og Signac og opbyggede samtidig en privat besættelse af japanske træsnit.
Han og Theo samlede hundredvis af dem, købt billigt hos pariserforhandleren Siegfried Bing, og i en periode hængte Vincent ark efter ark op på væggene i sine værelser og studerede dem, som en elev studerer en mester. Han ville, skrev han, se verden, som en japansk kunstner gjorde, forenklet, direkte, uforstyrret af sine egne træningers konventioner.
Blomstrende blommetræ, efter Hiroshige, malet i Paris i 1887, er et af to malerier, hvor den ambition blev bogstavelig. I stedet for kun at opsuge, hvad japanske træsnit havde at lære ham, tog Van Gogh et eksisterende ark og arbejdede det op i oliemaling på lærred.
At kopiere som en måde at tænke på
Træsnittet bag dette maleri er Utagawa Hiroshiges Blommetræhaven i Kameido, en del af hans serie Hundrede berømte syn på Edo. Van Gogh kendte det gennem magasinet Paris Illustre, som gengav japanske træsnit for et fransk publikum, og meget sandsynligt gennem sin egen samling.
Han sporede ikke træsnittet så meget som han genopbyggede det. Han inddelte dets komposition i kvadrater og forstørrede det op på lærred, idet han tilpassede det, medieskiftet krævede, mens han holdt designets dristighed intakt: en træstamme, der fylder næsten hele billedet, jorden, der næsten ikke får plads, øjet, der ikke tilbydes nogen let vej til en horisont.
At kopiere var aldrig for Van Gogh en mindre form for arbejde. Det var en måde at tænke gennem en anden kunstners hånd, en disciplin han vendte tilbage til gennem hele sit liv med Millet og Delacroix, ligesom han gjorde her med Hiroshige.
Hvad lærredet rummer
En blommestamme deler maleriet på en skarp diagonal, dens bark bygget af tørre, trukne strøg i maroon, sort og okker, der giver træet en ru, næsten geologisk vægt. Tynde grene skyder opad og til siden fra den, hver spids ladet med hvid blomstring sat ned i korte, bevidste dyp.
Bag træet er himlen ikke blå, men en dyb, mættet rød, der blødgøres mod pink og creme nær horisonten, hvor en hel frugthave af blege blomstrende træer står i flad, uformet farve. Små figurer i blåt og gult bevæger sig langs et hegn ved foden af den frugthave, knap mere end et strøg eller to hver, til stede for at give skala snarere end begivenhed.
Paletten er hele vejen igennem reduceret til en håndfuld kraftfulde farver, rød, grøn, sort og hvid, lagt på uden nogen af de glatte overgange, Van Goghs akademiske træning engang ville have krævet. Det er et billede bygget til at slå fra den anden ende af et rum, og derefter belønnet ved nærmere eftersyn af sin ru overflade.
Rammerne, han opfandt
Van Gogh tilføjede noget, Hiroshiges originale træsnit aldrig havde: to lodrette strimler med japanske tegn på en orange baggrund, der indrammer scenen, som et butiksskilt eller en rullemontering kunne. Tegnene er ikke en tro gengivelse af noget specifikt; han tilpassede dem fra andre ark i sin samling, mere tiltrukket af deres grafiske vægt end af deres betydning, som han ikke kunne læse.
Effekten er at gøre lånet synligt snarere end skjult. Dette er ikke en forklædt kopi, men en åben hyldest, en hollandsk malers tribut til et japansk træsnit, bygget delvist af tegn beundret udelukkende som former.
På en væg, i skiftende lys
Med 46 gange 55 centimeter er originalen et beskedent objekt, der argumenterer for sig selv gennem farve snarere end skala. Det er en del af grunden til, at den kan holde en væg fra den anden ende af et rum og stadig belønne at stå tæt på, hvor stammens trukne, ublendede maling bliver sit eget emne.
Den røde baggrund skifter med lyset omkring sig, varmere og tungere om aftenen, køligere og skarpere under et nordvendt vindue. Få malerier skifter stemning gennem dagen så synligt som et, der er bygget næsten udelukkende af en enkelt mættet farve.
Van Gogh malede det samme år, som han begyndte at skubbe sin egen palet mod den intensitet, der skulle definere hans sidste år i Sydfrankrig. Set i dag på Van Gogh Museum i Amsterdam læses det som et hængselsbillede, øjeblikket, hvor en maler trænet i den hollandske traditions brune nuancer besluttede, at farve alene kunne bære et helt billedes betydning.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.