Blomstrende ferskentræ: Historie, betydning & penselarbejde
Et mindesmærke i blomst
Van Gogh havde forladt Paris i februar 1888, nedbrudt af to år blandt impressionisterne og sulten efter et lys, han forbandt med japanske træsnit. Han ankom til Arles og fandt byen stadig kold, frugthaverne bare, og installerede sig i værelser over en restaurant, mens han ventede på foråret.
I de samme uger kom nyheden fra Nederlandene: Anton Mauve var død. Mauve, en førende maler fra Haag-skolen, var gift med Van Goghs kusine Jet og havde givet ham hans første ordentlige lektioner i olimaleri tilbage i 1881, før de to mænd blev uvenner.
Van Gogh svarede på nyheden med et billede snarere end et brev. Han valgte et ungt ferskentræ, der netop var ved at springe ud, og i nederste venstre hjørne af lærredet indskrev han med sin egen hånd: “Souvenir de Mauve, Vincent”; et minde, ofret i maling, til en mand, der engang havde troet på ham.
At læse lærredet
Træet fylder det meste af rammen, dets stamme deler sig lavt og hælder let til venstre for midten, før den åbner sig i en vifte af grene. Lyserøde og hvide blomster fylder de øverste to tredjedele af lærredet, tættere i højre side, hvor grenene rækker længst ud i lyset.
Bag det er himlen en bleg, urolig blå, brudt af løst malet hvid sky, der genlyder formen af blomsterne nedenfor. Van Gogh har holdt horisonten lav, en stribe grøn og okker jord, der løber tilbage til en lav haremur eller et hegn malet i strøg af gul og olivengrøn i højre side.
Forgrunden er bar dyrket jord, revet i korte diagonale berøringer af okker, lyserød og bleg grøn, der vifter ud fra stammens fod som sollys. Det er her, halvt skjult i det løse penselarbejde, at dedikationen til Mauve sidder, let at overse og tydeligt ikke ment som noget, der skal dominere billedet.
Et træ blandt fjorten
Blomstrende ferskentræ blev malet i foråret 1888, et af omkring fjorten frugthavebilleder, Van Gogh lavede i Arles inden for få korte uger. Blomster venter ikke, og han arbejdede hurtigt og bevægede sig mellem træer og lærreder, efterhånden som hver sort sprang ud.
Han skrev til sin bror Theo på det tidspunkt og beskrev kampagnens intensitet, opmærksom på at fersken-, abrikos- og pæreblomster kun ville holde i dage, når de først var sprunget ud. Frugthavemalerierne registrerer tilsammen den ene sammentrængte sæson mere præcist, end nogen dato alene kunne.
Det meste af serien beskriver ganske enkelt de blomster, Van Gogh så omkring sig. Dette lærred er undtagelsen: det eneste frugthavebillede fra det forår, der bærer en dedikation, hvilket adskiller det fra dets ledsagere, selv om det deler deres format, farvepalet og hurtige behandling.
Hånden, der malede det
Blomsterne er bygget op af korte, mættede strøg af lyserød, hvid og strejf af koralrød, påført tæt sammen, så de enkelte klatter på normal betragtningsafstand læses som en blomstermasse snarere end som separate kronblade. Tæt på står malingen frem fra lærredet i rygge, hvor penslen var tungt ladet.
Stammen og grenene er tegnet snarere end modelleret, mørke konturlinjer lagt over bleg undermaling, en vane Van Gogh lånte fra de japanske træsnit, han samlede på. Blå og grågrøn skygge løber langs den ene side af stammen og giver den en følelse af rundhed uden nogen egentlig gradering af tonen.
Farven holdes hele vejen igennem høj og ren: blå mod lyserød, grøn mod okker, med næsten intet sløret eller gjort gråt. Det er en hurtig, selvsikker slags maleri, lavet af en, der efter års tegning havde regnet ud, præcis hvor få mærker en form egentlig behøver.
På en væg, i skiftende lys
Med 59,5 gange 73 centimeter er originalen et beskedent, intimt objekt, tættere på skalaen af et vindue end på et vægmaleri. Dens størrelse passer til en væg, der ses tæt på, dag efter dag, snarere end en, der skimtes fra den anden side af et rum.
Morgenlyset fremhæver himlens og skyggens kølige blågrønne toner; ved lampelys om aftenen varmes de lyserøde og okkerfarvede toner op og træder frem, og træet ser ud til at stå længere ud fra sin baggrund. Få malerier belønner den slags daglige opmærksomhed så rundhåndet som et lærred bygget næsten udelukkende af berøringer af rå farve.
Originalen Blomstrende ferskentræ ejes af Kröller-Müller Museum. Den er fortsat en af de klareste bevarede skildringer af det forår, Van Gogh tilbragte i Arles, en sæson, der begyndte i sorg og blev, træ for træ, til noget af den mest direkte maling i hans liv.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kröller-Müller Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.