Blomstrende kastanjegrene
En sidste forår i Auvers
Vincent van Gogh nåede Auvers-sur-Oise i maj 1890, nedbrudt efter året i Saint-Rémy og i håb om, at en landsby inden for rækkevidde af Paris, og af hans bror Theo, kunne stabilisere ham. Kastanjetræer var ved at springe ud langs vejene og haverne der, tunge hvide og lyserøde blomsterstande mod frisk løv. Han malede flere nære studier af blomstrende grene det forår, arbejdede hurtigt, sådan som han havde arbejdet hele det sidste år.
Blomstrende kastanjetrægrene hører til den udbrud af arbejde. Det er dateret 1890, samme år Van Gogh døde i Auvers i juli, og det bærer intet af en kunstners forsigtighed med at holde igen. Lærredet måler 91 gange 72 centimeter, højt nok til at grenen, det rummer, fremstår i noget nær naturlig størrelse.
Der er ingen horisontlinje, ingen havemur, ingen fornemmelse af, hvor træet står i verden. Van Gogh har skåret direkte ind i motivet, sådan som han havde lært det fra de japanske træsnit, han samlede og hængte op på sit ateliervægge i Paris og Arles. En gren fylder rammen fra kant til kant, og beskueren får ingen afstand, hvorfra man kan træde tilbage og se det som et helt træ.
Hvad der fylder lærredet
To tunge klaser af hvid kastanjeblomst dominerer midten og højre side af billedet, deres småblomster bygget af korte, mættede strøg af hvid, creme og bleg gul. Til venstre læner en anden klase sig ind fra uden for lærredet, dens blomster er gået i en dybere lyserød-rød, som om den er fanget lidt længere fremme i blomstringen.
Omkring og under blomsterne breder de brede håndformede blade på hestekastanjen sig i alle retninger, nogle stadig i en hård, ung grøn, andre blødgørende mod gul i kanterne. Nogle få, længere nede i billedet, er efterladt næsten blottet for blomster, hvilket giver øjet et sted at hvile, før det trækkes tilbage op i det hvide.
Selve grenen er næppe synlig. Van Gogh lader bladene og blomsterne bære hele kompositionens vægt, så strukturen antydes snarere end tegnes, sådan som en fuldvoksen kastanje i blomst faktisk ser ud nedefra, al krone og ingen stamme.
Farve, lys og penselens arbejde
Bag grenen er himlen en tæt, urolig blå, bygget af korte buede strøg, der drejer og hvirvler som luft i bevægelse snarere end at ligge fladt. Det er ikke en rolig blå. Den har den samme nervøse energi, Van Gogh gav himlen over hvedemarkerne, han malede i disse samme uger i Auvers.
Langs den nederste kant viger den blå uden varsel pladsen for en varm bund af orange og rød skravering, lagt ind med de samme korte, drevne strøg. De to farver, blå ovenover og orange-rød nedenunder, sidder i hver sin ende af farvecirklen, og Van Gogh lader dem diskutere med hinanden snarere end at blande sig.
Grøn gør arbejdet med at holde billedet sammen. Den løber fra en kølig, næsten gråblå grøn i de skyggefulde blade til en hed gulgrøn, hvor lyset fanger en bladkant, og hvert blad er bygget af flere sådanne grønne lagt side om side snarere end én farve, der skygges over i en anden.
Blomsternes hvid er aldrig flad hvid. Van Gogh trækker bleg blå, gul og lyserød gennem den, så blomsterne synes at holde på lyset snarere end blot at reflektere det. Tæt på sidder malingen tykt og adskilt, ryg efter ryg efterladt af penslen eller den fyldte spids af en malerkniv; billedet opløses først til blomster og blade et kort stykke tilbage.
Det, øjet først møder, er den masse af hvide blomster i midten, før det vandrer ud langs grenens diagonale træk til den mindre klase blomster øverst til højre og tilbage igen til den lyserøde klase til venstre. Intet i lærredet beder om at blive læst som baggrund. Hver del af det, himlen inkluderet, er bearbejdet med samme urgency.
I Zürich, og på en væg derhjemme
Det originale maleri ejes i dag af Kunsthaus Zürich, en del af en samling, der har holdt det registreret og til tider udstillet i godt over et århundrede. Det er et billede, der belønner at stå tæt på, hvor de enkelte farvestrøg bevarer deres kanter, og at træde tilbage, hvor de opløses til gren og blad og blomst.
Hængt hvor morgen- eller eftermiddagslys rammer det direkte, optager blomsternes hvid den varme eller kølighed, rummet udsender den time, lysner ved middagstid og falder til ro i noget stille hen mod aften. Det er et billede, der holder et rum forårsagtigt uden at kræve at blive set på hele tiden, hvilket er tættere på, hvordan en virkelig gren kastanjeblomst opfører sig på et bord eller gennem et vindue, end de fleste blomstermalerier formår.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kunsthaus Zürich samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.