Cypresser med to figurer: Historie, betydning & penselarbejde
I maj 1889 lod Vincent van Gogh sig indlægge på asylet Saint-Paul-de-Mausole, i udkanten af Saint-Rémy-de-Provence. Inden for dets murede have, og på markerne og stierne udenfor, var der én form, der blev ved med at drage hans blik tilbage: cypressen, mørk og opret mod den provencalske himmel.
Han havde allerede malet cypresser i juni samme år og følte, at han ikke havde fået dem rigtigt. I et brev til sin bror Theo kaldte han træet ‘så smukt i linje og proportion som en egyptisk obelisk’ og satte sig for at mestre det, som han engang havde gjort med solsikken, indtil motivet tilhørte ham.
Cypresser med to figurer, malet i 1889, var et andet, mere bevidst forsøg på det samme motiv. Hvor hans tidligere cypressemalerier var malet direkte efter naturen, forstås dette almindeligvis som en bearbejdning i atelieret, opbygget fra en eksisterende studie snarere end udført på stedet. Det tilhører i dag Kröller-Müller Museum, et af de største opbevaringssteder for hans værk nogen steder i verden.
Et andet forsøg på cypressen
Da han vendte tilbage til motivet, havde Van Gogh tilbragt måneder inden for asylets mure og malet den samme begrænsede strækning af have, hvedemark og skrænt igen og igen. Cypressen tilbød ham noget, som stuerne ikke kunne: en form høj nok til at fylde et lærred fra kant til kant, og vild nok i sin silhuet til at opsuge, hvad der end var tilbage af energi at give den.
Han ønskede, at træet skulle bære samme vægt i hans værk, som solsikken havde. Den ambition viser sig i, hvor meget plads det får her: træerne er ikke en baggrund for et landskab, men landskabets helt eget motiv, med alt andet, himmel, mark, figurer, arrangeret omkring dem.
To vandrere under en grøn flamme
To cypresser klatrer op ad hele lærredets højde, målt til 73 gange 92 centimeter, deres mørke, snoede masse sat mod en himmel brudt i krøllende bånd af hvid og bleg turkis. Van Gogh gav træerne ingen enkelt ren kontur; hvert af dem er bygget af korte strøg, der skubber opad og sidelæns på én gang, så massen læses som noget, der stadig bevæger sig, snarere end løvværk fastlåst på stedet.
Ved foden af træerne, små mod deres skala, går to kvinder i lyse kjoler sammen, set bagfra og allerede halvt opslugt af underskoven. De ser ikke op på cypresserne eller på hinanden. Billedet hævder intet om, hvem de er; det lader dem blot passere igennem.
Til venstre løber en strækning gul hvede mod en lav gård og en linje blå bakker. Til højre lukker gyldne neg og en masse gul løvværk kompositionen. Under fødderne er et leje af røde, lyserøde og hvide blomster lagt ned i korte klatter farve, der genlyder samme rastløse rytme som skyerne ovenover.
Maling håndteret som vejr
Van Gogh arbejdede malingen hurtigt og vådt og trak penslen i korte buer, der skifter retning strøg for strøg. Den samme krøllende bevægelse, han brugte til skyerne, dukker op igen i cypressenålene og i blomsterne under fødderne, så hele lærredet pulserer i én rytme snarere end flere.
Træernes grønne er ikke én enkelt farve. Den skifter gennem næsten sort, oliven og en lys, skarp tone, hvor en gren fanger lys, opbygget i overlappende lag snarere end blandet glat på paletten. Mod den tæthed er himlen håndteret løsere, i længere fejende strøg af hvid og blågrøn, der læses som vind, der bevæger sig gennem skyer.
Farven, mere end linjen, bærer billedets ladning. De kølige blå og hvide i himlen er sat mod de varme røde og gule i blomsterbedet og hvedemarken, så øjet bliver ved med at vandre mellem de to temperaturer i stedet for at falde til ro på nogen af dem.
I et rum, mens lyset skifter
Hængt et sted, der får noget dagslys, ændrer maleriet sig gennem dagen. Morgenlyset fremhæver de lyse kjoler på de to vandrere og de hvide krøller i himlen; om aftenen bliver de grønne dybere, og træerne læses næsten som én mørk silhuet mod en blegnende blå.
Set fra den anden ende af et rum holder cypresserne øjet først, høje nok til at dominere en væg, omtrent som de blev malet for at dominere en mark. Først ved et nærmere blik træder de to figurer og blomsterne ved deres fødder frem, en langsommere opdagelse, der forhindrer, at billedet bliver brugt op i ét blik.
Det passer på et sted, hvor nogen faktisk standser: en gang, der fanger skiftende lys, en studervæg over for et vindue, et soveværelse set sidste ting før mørkets frembrud. Maleriet tilbyder sig ikke alt på én gang. Det beder om at blive set på igen, næste gang lyset er anderledes.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kröller-Müller Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.