Den barmhjertige samaritaner efter Delacroix
I foråret 1890 havde Vincent van Gogh tilbragt næsten et år bag murene på Saint-Paul-de-Mausole-asylets i Saint-Rémy-de-Provence, hvor han malede mellem sygdomsperioder, der gjorde ham ude af stand til at arbejde helt. Afskåret fra modeller, med mangel på friske motiver og ofte begrænset til asylets område, vendte han sig mod en praksis, han havde brugt før: at tage et sort-hvidt tryk efter et maleri, han beundrede, og genskabe det i sine egne farver. Den barmhjertige samaritaner, malet i 1890, er et af resultaterne, et lærred opbygget ikke fra livet, men fra en anden kunstners design, filtreret helt gennem Van Goghs egen hånd.
At arbejde ud fra en anden mands design
Det tryk, Van Gogh kopierede, var efter Eugène Delacroix, en kunstner, han ærede for sin farve længe før, han nogensinde så en original Delacroix i virkeligheden. Han havde allerede omarbejdet Delacroix’ Pietà samme år og ville vende tilbage til Millet og Rembrandt med samme metode og behandle en lånt komposition som et udgangspunkt snarere end en grænse.
Dette var en af de få gange i hans karriere, hvor Van Gogh valgte et religiøst motiv direkte. Han havde uddannet sig som lægprædikant i sine tyvere og havde engang forsøgt, og fejlet, at blive evangelist blandt minerne i Borinage. Lignelsen om en fremmed, der stopper for at hjælpe, hvor andre går forbi, betød tydeligvis stadig noget for ham, selvom han aldrig skrev direkte om, hvorfor han valgte det det år.
At arbejde ud fra en monokrom kilde betød, at enhver farvebeslutning i det færdige billede var hans egen. Intet i trykket fortalte ham, at den rejsendes kappe skulle være netop den gule farve, eller at klippen bag figurerne skulle blive grøn og violet. Opfindelsen ligger helt i malingen.
Scenen på vejen
Billedet viser øjeblikket fra Lukasevangeliet lignelse, hvor samaritaneren løfter den udplyndrede og gennembankede rejsende op på sit eget dyr. Den sårede mand hænger næsten nøgen og knogløs i sin redningsmands arme, hans hoved svøbt i en plettet rød og hvid bandage, den ene arm dinglende løs. Samaritaneren, klædt i en tung okkergul frakke over grønne knæbukser, spænder hele kroppen bagud for at tage vægten.
En kraftig brun hest står i midten af lærredet, hovedet drejet for at se de to mænd, seletøj og bidsel fremhævet i tykke malingsreb. I mellemgrunden, på vejens stigning, går to små figurer væk uden at se tilbage: præsten og levitten fra lignelsen, som så den sårede mand og gik forbi på den anden side.
Nederst til venstre vælter en omkuld kiste sit blå stof ud på jorden, det tiloversblevne bevis på det røveri, der åbnede historien. Omgivelserne er en stejl, stenet kløft snarere end et åbent landskab, vejen løber diagonalt opad, så hele gruppen ser ud til at anstrenge sig mod skråningen.
Intet i scenen er dekorativt. Hver genstand, den spildte kiste, den løse bandage, hestens spændte hals, arbejder på at fortælle det enkelte narrative øjeblik af en mand, der tager en anden mands vægt på sig.
Farve og penselens bevægelse
Van Goghs palet er her bygget af tre farvefamilier sat hårdt op mod hinanden: samaritanerens gyldne okkerfrakke, den rejsendes blodrøde hovedklæde og en grund af blågrøn og violet klippe, der fylder det meste af det øverste lærred. Den hvedefarvede skråning ved mændenes fødder er lagt ind med korte diagonale strøg, der alle løber samme retning, hvilket giver indtryk af en mark skåret af vind.
Klippevæggen bag figurerne er, hvor penselarbejdet bliver mest ophidset, bygget af lange krøllende strøg af blå, hvid og okker, der vrir sig opad som røg eller flammer snarere end beskriver nogen bestemt geologisk form. Det er maling, der opfører sig som vejr, ikke som sten.
Hud, stof og seletøjslæder får hver en forskellig rytme af mærker: korte stikkende berøringer til den rejsendes blege torso, længere fejende strøg til frakken, tætte snoede linjer til hestens manke. Malingen er aldrig tynd. Den sidder på lærredet i rygge, en betragter kan se fange lyset fra en vinkel.
Øjet lander først på den ene røde tone ved den sårede mands hoved, den eneste skarpe farve i et felt af gul, grøn og blå, før det bevæger sig ned ad diagonalen af anstrengte arme og ben til hestens spændte hover.
Et lille lærred med lang rækkevidde
Med 60 gange 73 centimeter er originalen et beskedent objekt, mindre, end dramaet i den måske antyder. Den tilhører nu Kröller-Müller Museum, en del af en samling bygget specifikt omkring Van Goghs arbejde.
En skala som denne belønner en væg, hvor en betragter kan stå tæt på. Fra den anden ende af et rum læses billedet som en knude af okker, grøn og rød; kun nærmere skiller de enkelte strøg sig ud, den lagdelte farve opløses og samler sig igen, efterhånden som lyset i rummet skifter gennem dagen.
Morgenlys, der falder lavt, vil fange ryggene af maling på klippevæggen og frakken og fremkalde en tekstur, som den flade farve alene ikke har. Under en varmere aftenslampe trækker okker og rød frem, mens blåerne trækker sig tilbage, og hele kløften ser ud til at mørkne omkring de to mænd, billedet forandrer sig uden et eneste strøg bliver berørt.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kröller-Müller Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.