Den grønne vingård: Historie, betydning & penselstrøg
I slutningen af september 1888 havde Vincent van Gogh været i Arles i seks måneder og arbejdede hurtigere, end han nogensinde havde gjort før. Han var ved at gøre Det Gule Hus klar til Paul Gauguins ankomst og fyldte dets værelser med lærreder i en hast, der selv nu læses som en trang til at nå noget snarere end som hastværk. Blandt de marker, han vendte tilbage til den efterår, var vinmarkerne syd for byen, hvor høsten var i gang, og lyset allerede var ved at skifte.
Han malede vinstokkene mere end én gang den sæson, i forskellige farvetilstande efterhånden som sæsonen skred frem. Den grønne vingård, malet i 1888, fanger et tidligere øjeblik end dens mere kendte ledsager, vingården stadig for det meste grøn med kun de første pletter af rust og kobber, der viser sig. Det er en registrering af en bestemt uge på et bestemt sted, udført på stedet og afsluttet med samme fart, som den skildrer.
En mark, der stadig skifter
Lærredet er næsten udelukkende viet til vingården og himlen over den, med næppe nogen horisontlinje, der skiller de to. Rækkerne af vinstokke løber fra billedets nederste kant tilbage mod en tynd stribe træer og hustage, så øjet trækkes ind i marken snarere end hen over den.
Grøn dominerer, men det er ikke én enkelt grøn farve. Van Gogh lægger oliven, saftgrøn og en skarpere syrlig grøn side om side, og gennemtrækker dem med orange, rust og strejf af violet, hvor løvet allerede er begyndt at skifte. Virkningen er af en mark fanget midt i forandringen, hverken helt grøn eller endnu overgivet til efteråret.
Små huse ligger ved horisonten til højre, deres tage i en varm okker mod den køligere afstand. De forankrer scenen i et virkeligt, beboet stykke landskab snarere end et forestillet et, den slags arbejdende landskab, som van Gogh var kommet til at kende godt i sin anden sommer i Provence.
Folkene, der arbejder i rækkerne
Figurer er spredt gennem vinstokkene, små i forhold til markens skala. Til venstre søger en kvinde ly under en rød parasol, hvis farve er den enkeltstående skarpeste røde tone i hele lærredet og det første, øjet finder. Ved siden af hende bøjer en anden figur sig lavt blandt bladene, tæt nok i behandlingen til kun at kunne identificeres ved kropsholdning snarere end detaljer.
Længere inde på marken dukker flere arbejdere op i to- og tretal, deres former reduceret til nogle få strøg af mørkt stof og bleg hudtone. Til højre står to figurer tæt sammen nær en mørkere masse af løv, de betragter eller hviler snarere end plukker.
Ingen af disse personer er malet med individuelle træk. Van Gogh giver dem lige akkurat nok form til, at de læses som menneskeligt arbejde, figurer, der udfører et job, som ville have været helt almindeligt for enhver, der boede nær Arles i september, og overlader resten til vinstokkene omkring dem.
En himmel, der ikke vil stå stille
Den øvre halvdel af lærredet er himmel, og den er alt andet end rolig. Van Gogh bygger den op af korte, mørke, kommaformede strøg sat mod en grund af blå og bleg grøn, så hele fladen synes at flimre snarere end at stå stille.
Uanset om disse mørke mærker læses som fugle, som vind, der bevæger sig gennem usynlig sky, eller blot som ophidset penselføring, giver de billedets øvre halvdel samme rastløshed som marken nedenfor. Intet i dette maleri er ubevægeligt.
Kontrasten betyder noget. Nedenfor har vinstokkrækkerne en struktur og en retning, der løber tilbage i disciplinerede linjer. Ovenover viger den orden for noget, der er tættere på vejr, en himmel, der ser ud til at bevæge sig, selv om billedet står stille.
Hvordan malingen sidder på lærredet
Van Gogh udførte denne scene i korte, mættede strøg, lagt det ene op mod det næste uden megen blanding, så selve penselføringen bærer retningen af vækst i vinstokkene og luftens bevægelse over dem. Tæt på bryder billedet op i hundredvis af enkeltstående mærker. På afstand samler disse mærker sig til rækker, blade og figurer.
Malingen er stedvis tyk nok til at fange virkeligt lys, rygge af pigment, der kaster små skygger hen over overfladen alt efter, hvor en lampe eller et vindue sidder. Dette er ikke et fladt billede, og det var aldrig meningen, at det kun skulle ses fra en fast, ideel afstand.
Farve udfører meget af det strukturelle arbejde, som tegningen ellers kunne gøre. Komplementære par, grøn mod rød, blå mod orange, holder øjet i bevægelse hen over lærredet, fra parasollen til de rustfarvede blade til de varme tage ved horisonten.
At leve med maleriet
Med sine 92 gange 72 centimeter er Den grønne vingård stort nok til at holde en væg alene, uden at have selskab. Hængt hvor dagslys rammer det i en vinkel, fanger og mister impastoen lyset gennem dagen, så marken synes at skifte på præcis den måde, en virkelig vingård ville, når solen bevæger sig.
Om aftenen, under lampelys, har de røde og orange toner en tendens til at træde frem, mens de mørke strøg i himlen trækker sig tilbage i det blå omkring dem. Maleriet læses forskelligt alt efter time, hvilket passer til et billede så optaget af et landskab midt i forandring.
Originalen hænger på Kröller-Müller Museum, en af de største samlinger af van Goghs værk nogen steder, hvor den sidder blandt de andre malerier fra hans Arles-periode. Set der eller gengivet derhjemme forbliver den en registrering af en arbejdende efterårsmark, malet af en, der den sæson havde brug for at arbejde lige så hurtigt, som landskabet foran ham forandrede sig.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kröller-Müller Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.