Det hvide hus mellem oliventræerne
Vincent van Gogh malede Det hvide hus blandt oliventræerne i 1889, det år han lod sig indlægge på asylet Saint-Paul-de-Mausole i Saint-Rémy-de-Provence. Han havde forladt Arles efter det sammenbrud, der afsluttede hans tid med Gauguin, og på Saint-Rémy fik han i perioder lov til at komme ud under opsyn for at male hvedemarkerne, cypresserne og olivenlundene uden for asylets mure. Olivenmotivet blev et af hans faste emner det år, en serie han vendte tilbage til igen og igen, i et forsøg på at fange træer, han fandt sværere at male, end han havde forventet.
Et hus set mellem grenene
Han skrev om oliventræerne som vanskelige, deres farve skiftede med hver time og hver sky, sølv det ene øjeblik og næsten blå det næste. Her satte han det skiftende løv op mod noget fasttømret: et lavt hvidkalket hus med et mørkt, tungt tag, set gennem lunden snarere end placeret på åben grund.
Huset ligger lidt til venstre for midten, dets gavl og skorsten bryder linjen af bakker bag det. En sti af bleg okkerjord bugter sig ind fra venstre og giver øjet en vej ind i billedet, før træerne lukker sig om det igen.
Kun to små vinduer og en døråbning er læsbare i den hvidkalkede mur, strejfet ned med et par strøg af blågråt og gult. Taget er bygget af korte diagonale mærker i brunt, mauve og mat rødt, lagt så tæt, at teglstenene synes at have deres egen vægt og hældning.
Røg mod en urolig himmel
En enkelt røgstribe stiger op fra skorstenen og ruller ind i sig selv i det øvre venstre hjørne, en spiral af pink, gråt og cremefarvet, der dværger det hus, den kommer fra. Det er det mest ophidsede parti på hele lærredet, tegnet med den samme ubrudte, løkkende linje, Van Gogh brugte til cypresserne samme år.
Bag huset rejser blåviolette bjerge sig i bløde, rullende kamme, deres kanter er opløste snarere end tegnede. Himmelen over dem er bearbejdet i korte vandrette og diagonale strøg af hvidt, blegt pink og lilla, tættere på vævet stof end på åben luft.
Intet i himmelen er stille. Den samme uro, der trækker i røgen, løber gennem skyerne, så det rolige, firkantede hus nedenunder næsten læses som et tilbageholdt åndedrag midt i det hele.
Lunden i forgrunden
Oliventræerne dominerer lærredets nederste to tredjedele, deres stammer vrider og deler sig i tykke, mørke konturer af brunt og sort. Van Gogh giver hver stamme en fysisk kamp, bøjende og knudrende, som om selve træet var under pres.
Deres blade er bygget af korte, krøllende dyp af salviegrøn, sølvgrå og strejf af hvidt, påført så tykt, at enkelte strøg står frem fra overfladen. Mellem stammerne er jorden lagt i varm okker, guld og rosa, brudt af den samme urolige rytme af mærker, der fylder himmelen.
Intet i lunden er fladt. Stamme, blad og jord bærer alle den samme nervøse, krøllende håndskrift, så et træ i forgrunden og et træ en halv mark væk er gjort af den samme synlige bevægelse, blot mindre.
Farve, maling og malerens hånd
Billedet arbejder ud fra et snævert farvespektrum drevet hårdt: okker og guld i jorden, salvie og sølv i bladene, violetblåt i bakkerne og husets hvidt sat op mod det hele som en enkelt slået tone. Van Gogh lagde malingen på i korte, retningsbestemte strøg overalt, uden at blende, hvor et synligt mærke kunne gøre arbejdet i stedet.
Med sine 60 gange 70 centimeter er lærredet lille nok til, at denne behandling læses som intim snarere end monumental, et nært studie af én lund snarere end et panorama over dalen. Penselarbejdet bærer den samme hast over hele overfladen, fra den tætvundne røg til de løst samlede skyer, så det at se på maleriet føles mindre som at betragte en statisk scene og mere som at se en, der stadig er i bevægelse.
At leve med det
Hængt i et rum med skiftende dagslys forandrer maleriet sig med timerne, ligesom dets motiv engang gjorde for manden, der malede det. Morgenlyset fremhæver den kølige salvie og sølv i olivenbladenes blade; aftenlyset varmer den okkergule jord og det rosa i himmelen, indtil hele lunden synes at gløde indefra.
Det, der forbliver konstant, er huset, lille og stabilt blandt træer, der aldrig helt falder til ro, et fast punkt, øjet vender tilbage til, efter at have fulgt den krøllende røg, de bøjende stammer og den urolige himmel ned igen.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.