Drikkerne (efter Daumier): Historie & betydning
I foråret 1890 havde Vincent van Gogh tilbragt det meste af et år inden for murene på asylet i Saint-Rémy-de-Provence. Det var svært at finde modeller der, så han vendte sig mod en praksis, han havde brugt før i vanskelige perioder: at arbejde ud fra sort-hvide tryk af kunstnere, han beundrede, og genopbygge dem i sin egen farve. The Drinkers, malet i 1890, hører til denne lille, private gruppe af værker.
Kilden var et tryk af Honoré Daumier, den store parisiske karikaturtegner og litograf, hvis skarpe, økonomiske tegninger af almindelige mennesker van Gogh havde fulgt i årevis. Daumiers design gav ham figurerne, deres positurer, hele scenens opstilling. Det, van Gogh tilføjede, var alt det, en litografi ikke kunne rumme: malingens vægt, lysets temperatur, de særlige blå og grønne farver på en helt bestemt forestillet eftermiddag.
Han beskrev den slags arbejde over for sin bror Theo som noget nærmere musikalsk fortolkning end kopiering, en måde at oversætte en anden kunstners sort-hvide til sin egen toneart. Det lod ham fortsætte med at arbejde gennem en periode, hvor det ikke altid var muligt at forlade grunden for at male efter livet, uden at opgive figuren som sit motiv.
Fire aldre omkring et grønt bord
Maleriet er bygget op omkring et enkelt grønt bord, der skærer tværs over lærredets nederste kant, tæt nok på beskueren til, at de fire drikkende synes at stå næsten inden for rækkevidde. Der er intet rum, intet interiør, ingen rod, kun bordet, en kande og figurerne selv, som drikker i hvad der læses som en åben, let barsk udendørsscene.
Til venstre står en mand i en lang mørkegrøn frakke og en sort høj hat, et rustrødt slips knyttet ved halsen, mens han fører et glas til munden. Hans ansigt er gengivet i de samme sygelige grønne toner som frakken, indfaldent og hulkindet, tættere på karikatur end på portræt, hvilket netop er det register, Daumier arbejdede i.
I midten, og større end de andre, løfter en gammel mand i en blå bluse og endnu en sort høj hat et glas med begge hænder. Han forankrer hele kompositionen, hans bøjede holdning og tunge træk bærer følelsen af et allerede levet liv. En grøn kande står på bordet lige foran ham, den eneste stille genstand i et maleri, der ellers er fuld af bevægelse.
Til højre drikker en yngre mand med rødt hår og en blå skjorte uden krave fra et glas, han holder næsten i øjenhøjde, ærmet skubbet op for at vise en underarm, der rækker hen over den gamles skulder. Lavt ved den nederste kant, næsten skåret ud af billedet, læner et barn sig mod bordet og drikker også, små hænder klemt om et bæger. Spædbarnsalder, ungdom, midterste alder og alderdom er stillet op på én række, et gammelt motiv givet en tydeligt moderne ramme.
Himmel, røg og en urolig pensel
Over figurerne optager himlen næsten halvdelen af lærredet, en masse af blegblå brudt af tykke hvide skyer, der krummer og snor sig hen over overfladen. Penselarbejdet her er det mest ophidsede i billedet, lagt ned i lange, snørende strøg, der skylder van Goghs egen sene stil mere end noget som helst i Daumiers tryk.
Paletten er overordnet set kølig og let syrlig: flaskegrønne, skifergrå og koboltblå toner, hvor kun slipsen, håret og den varme brune farve i drikkene giver billedet egentlig varme. Mørke konturer løber rundt om hver figur, et synligt spor af trykkets linjeføring, der stadig ses gennem malingen.
Bag de drikkende åbner et lavt landskab sig, marker i gulgrønt, en spredning af huse med røde tage, og yderst til venstre to fabriksskorstene, der sender tynde røgspor op. Det placerer scenen ved kanten af en by snarere end på det åbne land, en almindelig arbejdsmarginal snarere end en malerisk udsigt.
Selve bordet er malet som et enkelt fladt plan af mørkegrønt, brede penselstrøg i én retning, hvilket giver lærredets nederste tredjedel en ro, der opvejer uroligheden i himlen ovenover. Mellem den rolige forgrund og de hvirvlende skyer sidder de fire hoveder og deres løftede glas i et smalt, travlt bånd af aktivitet.
I rummet
Originalen måler 73,4 gange 59,4 centimeter og tilhører i dag Art Institute of Chicago. Det er en beskeden størrelse til en komposition med så meget, der sker i sig, fire figurer og en hel himmel presset sammen på et lærred, en person kunne bære under den ene arm.
Hængt i øjenhøjde giver bordets nærhed og figurerne, der læner sig over det, maleriet en særlig direktehed, som om de drikkende simpelthen er blevet afbrudt midt i en bevægelse snarere end opstillet. Der tilbydes lidt afstand til beskueren, og billedet kræver at blive læst tæt på, hvor de enkelte strøg i himlen og de grønlige skygger i ansigterne stadig er læsbare.
Fordi så meget af lærredet er himmel, reagerer maleriet på skiftende lys i et rum gennem dagen. Under varmere aftenlys får skyerne et gulligt skær, der bløder billedet op; under køligere dagslys skærpes de blå og grønne toner, og de fire figurer, stille og drikkende, synes at holde stand mod al den bevægelse ovenover.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Art Institute of Chicago samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.