Hvedemark med cypresser: Historie, betydning og penselføring
Sommer i Saint-Paul-de-Mausole
I maj 1889 lod Van Gogh sig indlægge på asylet Saint-Paul-de-Mausole, i udkanten af Saint-Rémy-de-Provence, efter det sammenbrud, der havde afsluttet hans tid i Arles. Institutionen holdt til i et tidligere kloster omkranset af mure, oliventerasser og hvedeland, og inden for få uger tillod personalet ham at komme ud, i begyndelsen under eskorte, for at male markerne omkring det.
I juni modnedes hveden neden for murene, stedvis skåret med le, og cypresserne, der stod langs markens kanter, var begyndt at optage ham fuldstændigt. Han skrev til sin bror Theo, at han ville gøre med cypresserne, hvad han allerede havde gjort med solsikkerne, finde en måde at male deres mørke, oprette masse på, som svarede til deres tilstedeværelse i landskabet.
En hvedemark med cypresser, malet i 1889, hører til den korte, intense arbejdsperiode. Det er et af flere lærreder fra de samme uger, hvor han vendte tilbage til den samme gruppe træer og den samme bølgende mark, og afprøvede motivet, indtil han mente, han havde ramt det.
Hvede, vind og en enkelt grøn flamme
Den nederste halvdel af lærredet er viet selve hvedemarken, et bredt strøg af guld og okker brudt af korte røde og hvide strejf, hvor valmuer og andre markblomster viser sig mellem stråene. Furerne løber diagonalt fra nederst til venstre og trækker blikket tilbage over marken mod træerne i stedet for at lade det falde til ro.
Til venstre krøller og spidser en bleg salviegrøn busk sig gennem mellemgrunden, og dens køligere farve fremhæver kornets varme. Bag den hæver jorden sig i lave, afrundede småbakker i mørkere grønt, derefter til Alpilles’ blågrå kam, malet blødt og fladt, så den læses som baggrund snarere end hændelse.
Cypresserne står til højre for midten, to stammer smeltet sammen til én tæt, flammeformet masse, der klatrer næsten op til lærredets øverste kant, højere end noget andet i scenen. Deres grønne er billedets mørkeste tone, og mod den blege mark og den blegere himmel holder den hele kompositionen sammen, det punkt øjet vender tilbage til, efter at det har rejst ud over hveden.
Over det hele optager himlen næsten halvdelen af lærredet, malet i krøllende bånd af hvidt, blegt blåt og en kølig mintgrøn, der genlyder skyernes former snarere end beskriver dem bogstaveligt. Intet på himlen er stille. Den samme bølgende, rastløse linje, der former hveden og cypressen, gentages ovenover, så mark, træ og himmel alle synes at bevæge sig i én fælles rytme.
Hvordan malingen blev lagt på
Van Gogh arbejdede dette lærred, der måler 90,9 gange 72,1 centimeter, udendørs og i højt tempo, på den måde han havde udviklet gennem den sommer med intens produktion. Der er intet tegn på undertegning, der skinner igennem, ingen tøven i strøgene: hvert mærke ser ud til at være lagt én gang, beslutsomt, og derefter ladt.
Hveden er bygget op af korte diagonale strøg, tykke nok til at fange et skråt lys og kaste deres egne små skygger hen over overfladen. Cypresserne er udført i tættere, næsten lodrette mærker, der vrider og flagrer opad, hvilket giver træerne en følelse af vækst snarere end blot masse, mens himlen er behandlet i længere, sløjfende strøg, der krøller tilbage om sig selv.
Det, der forener alt dette, er ikke farven alene, men gestens konsistens. Det samme krøllende, energiske strøg optræder i græsset, skyen og træet, så maleriet læses mindre som tre adskilte zoner af mark, bakke og himmel end som én kontinuerlig overflade i bevægelse.
Et maleri, der svarer på dagslys
Hængt i et rum med rigtigt dagslys skifter dette lærred gennem dagen på en måde, et fladere, mere jævnt oplyst billede aldrig gør. Morgenlyset fremhæver malingens rygge i hveden og langs cypressen og kaster bittesmå skygger, der skærper teksturen; sidst på eftermiddagen, når lyset er lavere og varmere, intensiveres markens guld, og cypressen læses mørkere, næsten sort mod den.
Det fortjener at blive set på to gange, først fra den anden ende af rummet, hvor markens og himlens strøg og træets mørke accent fremstår som én stærk form, og derefter tæt på, hvor de enkelte strøg skiller sig ud, og billedets tilblivelse bliver synlig. Få landskaber giver begge læsninger så rundhåndet.
Originalen findes på National Gallery, hvor den fortsat er et af de klareste udsagn om, hvad Van Gogh søgte i det sidste fulde arbejdsår: et landskab bygget udelukkende af bevægelse, hvor hvede, træ, bakke og sky alle svarer på den samme rastløse hånd.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos National Gallery samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.