Et par sko (1887): Historien, betydningen og penselføringen
Paris og et skift af motiv
I 1887 havde Vincent van Gogh boet i Paris i omkring et år, delt en lejlighed med sin bror Theo og arbejdet sig gennem de idéer, han fandt blandt impressionisterne og de yngre malere, han mødte i Fernand Cormons atelier. Hans palet blev lysere, og hans pensel blev kortere og mere brudt, og han afprøvede det, han havde lært, på hvad der end stod foran ham.
Sko var et af disse motiver. Han vendte tilbage til slidte støvler og træsko flere gange i denne periode, satte dem på et bord eller på ateliergulvet og malede dem, som om de var siddende modeller snarere end rekvisitter. A Pair of Shoes, dateret 1887 og signeret nederst til højre, hører til den lille gruppe.
Der er intet iscenesat ved opstillingen. Støvlerne ser ud til at være sat ned snarere end komponeret, den ene hvilende på siden, den anden oprejst med løse snørebånd, som om nogen lige var trådt ud af dem.
Én støvle oprejst, én lagt åben
Den oprejste støvle vender næsten direkte mod beskueren, dens læder slidt til en mat glans ved tåen og hårdt krøllet over vristen. Snørebåndene hænger ubundne, med løse ender af snor, der falder ned mod lærredets nederste kant.
Ved siden af den ligger den anden støvle på siden, sålen vendt udad, så en række jernstifter hamret ind i læderet fanger lyset i små, adskilte klatter af hvidt og okker. Det blottede for viser sig i varm rust og tan, en kontrast til overdelens sortbrune.
Bag dem begge rejser tungen på en tredje åbning sig stift, en trekant af blegt skind, der næsten læses som et lille flag mod det mørkere læder omkring det. Van Gogh giver denne detalje lige så meget opmærksomhed som støvlerne selv og maler dens frynsete kant med de samme søgende, korte strøg, han bruger overalt.
Omgivelserne er bevidst sparsomme. En mørk, spættet overflade, et sted mellem væg og gulv, lukker af for lærredets øverste halvdel, mens støvlerne står på et parti dybblåt, der kunne være gulvbrædder eller skygge.
Læder i blåt og rust
Billedet arbejder ud fra en snæver, sober vifte: blåsort, umbra og en varm rust, der blusser op i den blottede sål og det iturevne for. Mod et så tilbageholdent farveskema læses selv en lille plet orange som en begivenhed.
Van Gogh byggede læderet op i korte, trukne strøg, der følger støvlernes folder snarere end glatter dem ud, så malingen selv synes at revne og folde sig, som gammelt skind gør. Stifterne på den løftede sål er sat ned som separate berøringer af pigment, næsten tællelige, hver med et andet lysfang end naboen.
Baggrunden er behandlet løsere, i en skrubbet, skraveret påføring, der forhindrer den i at konkurrere med støvlerne, mens den stadig giver lærredet en rastløs overflade. Intet i billedet er glat; selv den blå grund bærer synlige malingrygge.
Med sine 41,5 gange 34 centimeter er lærredet lille nok til, at denne behandling læses som en nærstudie udført på nært hold, ikke en stor udtalelse.
Et lille billede med et langt efterliv
Van Gogh forklarede aldrig, hvad disse støvler betød for ham, og der findes intet brev, der nævner netop dette lærred. Sikkert er det, at han blev ved med at vende tilbage til motivet, og at senere forfattere, filosoffer iblandt dem, ville behandle hans skomalerier som et casestudie i, hvor meget følelse en simpel genstand kan bære.
Hvad støvlerne engang bar, gang eller arbejde, overlades til beskueren at fylde ind. Van Gogh giver kun genstanden, nøje iagttaget, og stoler på, at det er nok.
The Baltimore Museum of Art har i dag maleriet, katalogiseret der under sin oprindelige titel, Pair of Shoes, A, en omvendt formulering, typisk for museumsindeksering snarere end nogen ændring af den enkle, slidte genstand, den navngiver.
På en væg
Ophængt i øjenhøjde belønner maleriet den slags blik, det blev skabt med: langsomt og nært, villigt til at følge en enkelt fold eller en række stifter snarere end at tage hele støvlen ind på én gang. Morgenlys fremhæver malingryggene på den blå grund; i lampelys flader den samme overflade ud, og det rustfarvede for gløder i stedet.
Det passer let ind blandt andre køkken- og spisestuestilleben, men det forlanger noget andet af et rum, end en frugtskål gør. Det er et billede om arbejde og slid, og det holder den stemning stille, uden at insistere på den.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Baltimore Museum of Art samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.