Et skeletkranie med brændende cigaret: Historie
I 1884 boede Vincent van Gogh i sine forældres præstegård i Nuenen og arbejdede sig gennem den menneskelige figur med en disciplin, han havde pålagt sig selv uden nogen lærer til at håndhæve den. Han havde for alvor kastet sig over maleriet kun få år tidligere, og billederne fra denne del af hans hollandske periode deler et fælles grundlag: tunge, jordnære farver, vævere og bønder fanget i svagt lys og en rastløs vane med at tegne knogler, hænder og kranier for at forstå, hvad der lå under huden, han forsøgte at male.
Blandt disse studier er dette lille, hurtige olieskits af et kranium med en tændt cigaret klemt mellem tænderne. Det er ikke en stor erklæring. Det læses mere som noget, der er kradset ned på en aften, halvt øvelse og halvt spøg, og det er netop det, der giver det dets bid.
Et kranium fanget midt i en drejning
Kraniet sidder tæt på billedfladen, drejet i trekvart profil og let fremadbøjet, så øjet møder de dybe hulheder i øjenhulerne før alt andet. Under dem falder kæben åben netop nok til, at cigaretten kan hvile mellem tænderne, og de første par hvirvler og et stykke kraveben dukker op ved den nederste kant, løst blokeret op snarere end fuldt udarbejdet.
Lyset falder fra øverste venstre side, fanger kraniets isse og pandens kam i varm benhvid og glider derefter hurtigt væk over kinden og kæben ned i skygge. Resten af hovedet og hele baggrunden forsvinder i en næsten sort grund, så kraniet synes at dukke op af mørket snarere end at sidde foran det.
En tændt cigaret i en død mands tænder
Selve cigaretten er malet med nogle få sparsommelige strøg, et blegt skaft, der skråner ned og ud fra kæben, spidsen berørt af et lille fny af orange og en hvisken af grå røg. Det er den ene lyse, varme tone i et ellers koldt, benet billede, og det er umuligt at se på kraniet i længere tid, uden at øjet trækkes tilbage til den.
Kranier i europæisk maleri havde båret en moralsk vægt i århundreder, påmindelser om, at kødet er forgængeligt, og forfængelighed er tåbeligt. Van Goghs kranium moraliserer ikke. At give et kæbeløst, øjenløst hoved en cigaret at ryge forvandler det gamle memento mori til noget nærmere en privat spøg, døden der fortsætter med sine dårlige vaner uanset hvad.
Ben, skygge og nogle få mættede farver
Paletten er snæver og med vilje: benhvide og varme okkerfarver til kraniet, grønlige grå nuancer hvor skyggen samler sig i hulerne og langs kæben, og en sort grund, der opsluger næsten halvdelen af lærredet. Det er den samme mørke, jordbundne farvesans, der løber gennem Van Goghs øvrige Nuenen-arbejde, anvendt her på et fremmedartet motiv.
Malingens behandling er hurtig snarere end glat. Individuelle penselstrøg forbliver synlige hen over kraniets hvælving, malingens kamme fanger lyset, hvor penslen skiftede retning, og kravebenet og hvirvlerne ved basis er lidt mere end nogle få selvsikre, usammenblandede mærker, der står i stedet for anatomi, som kunstneren tydeligvis allerede forstod.
Intet her er gennemarbejdet. Billedet har tempoet fra en, der hurtigt afprøver en idé, i olie, før den kunne slippe væk fra ham.
Et lille lærred, 24,5 gange 32 centimeter
Originalen måler blot 24,5 gange 32 centimeter, tæt på skalaen af et stykke skrivepapir. I den størrelse fylder kraniet næsten hele rammen, beskåret tæt nok til, at der ikke er noget sted for øjet at hvile ud over på benet og cigarettens lille brændende punkt.
Den stramme indramning gør en reel forskel. Et større lærred ville have givet skelettet plads til at blive en figur i en omgivelse; dette nægter det og presser motivet helt op mod betragteren, så både spøgen og mørket lander på tæt hold.
Hvad det gør på en væg
Ophængt i et rum med svagt eller skiftende lys opfører den sorte grund sig næsten som et tomrum, og kraniet synes at hænge der alene snarere end at sidde inde i et malet rektangel. Under stærkere, mere direkte lys bliver de enkelte penselstrøg hen over benet læselige, og billedet skifter fra en silhuet til et studie i, hvordan malingen faktisk blev lagt ned.
Det er ikke et billede, der beder om at blive set på én gang og arkiveret. Den tørre humor i et rygende kranium har en tendens til at overraske førstegangsbetragtere, og det belønner et andet, nærmere blik på, hvor økonomisk Van Gogh byggede et helt hoved ud af en håndfuld toner.
Originalen ejes af Van Gogh Museum i Amsterdam, et af de mere uventede billeder fra en kunstner, der stadig fandt sin egen hånd, og som brugte et gammelt motiv til at lave en spøg, som ingen rigtig havde fortalt på den måde før.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.