Fire visne solsikker: Historie & betydning
En maler gør status i Paris
I 1887 havde Vincent van Gogh været i Paris i næsten to år, boet sammen med sin bror Theo og arbejdet sig gennem alt, hvad byen kunne lære ham. Han var ankommet med Nuenens mudrede, kartoffelfarvede palet stadig i hånden, og han var hurtigt ved at lægge den bag sig, rystet over det, han så i studierne og salonerne omkring sig.
Han så intenst på impressionisterne, på Signacs og Seurats brudte farve, på de flade planer i japanske tryk, der var hængt op på caféernes vægge. Intet af det blev kopieret direkte. I stedet afprøvede han det, malede sig gennem ideerne i stedet for at læse om dem, og et stilleben med afskårne blomster på et bord var en lige så god prøvegrund som noget andet.
Det år malede han flere grupper af solsikker, ikke stolte og oprejste i vand, men skåret ved stænglen og lagt fladt ned, allerede ved at visne. Dette billede, senere kendt som Fire visne solsikker, hører til den serie studier, udført i Paris et helt år før han overhovedet nåede Sydfrankrig.
Fire hoveder, lagt ned
Fire solsikkehoveder ligger på siden hen over lærredet, ikke arrangeret oprejst i en vase. To tykke, træagtige stængler buer ud af billedets nederste halvdel mod beskueren, forvredne og skåret rent over i enden, og holder blomsterne nede som en hånd, der presser dem mod bordet.
Hovedet til venstre bevarer mest af sin form og farve, kronbladene vifter stadig ud i en ring af orange og rødt. Når man bevæger sig mod højre hen over lærredet, falder hovederne mere og mere sammen i sig selv, kronbladene ruller ind under, og det sidste er reduceret næsten til en frynset kam af blegt guld mod væggen bag det.
Omgivelserne røber næsten intet. En mørk bund af grønt, blåsort og pletter af mat rødt fylder lærredets øverste halvdel, mens højre kant varmes op mod en rusten okker, som om kunstneren undervejs skiftede mening om lyset i rummet.
Farven sluppet løs
Van Gogh opbygger hvert hoved af korte, direkte strøg, der følger den faktiske form på det, de beskriver, krummer rundt om frøskiven, stråler ud langs et kronblad. Malingen står flere steder frem fra lærredet, lagt på så tykt, at penselstrøgene læses som tekstur lige så meget som farve.
Blomsternes orange og brune toner står mod en bund gennemsyret af blå og violet skygge, især under stænglerne, hvor malingen mørknes næsten til sort. Den kontrast gør det meste af arbejdet: uden den ville hovederne flade ud i baggrunden i stedet for at skubbe sig frem fra den.
Ser man nøje på en enkelt frøskive, bliver mærkerne næsten besættende, hundredvis af små klatter står i stedet for de tætpakkede småblomster i et virkeligt solsikkehoved, der er gået i frø. Det er en måde at se på, som de fleste malere ikke ville gøre sig umage med ved et motiv, der allerede er ved at dø.
Et studie før Arles
Et år senere, i Arles, ville Van Gogh male de solsikkestilleben, der gjorde blomsten til hans egen, lyse hoveder oprejst i en vase mod flade gule vægge. Fire visne solsikker, malet i 100 x 60 centimeter, er stedet, hvor grundlaget for de billeder blev lagt, selv om stemningen her ikke ligner den senere triumf.
Disse blomster fejres ikke på deres højdepunkt. De vises efter det, hængende og tørrende, og billedet interesserer sig mere for struktur og forfald end for den dekorative glans, Arles-billederne senere ville jagte. Det læses som research: hvordan sidder et solsikkehoved egentlig, hvordan folder det sig og mister sin farve, når det er skåret af.
Det større lærred gav ham plads til at lade hvert hoved bære virkelig vægt, tæt på naturlig størrelse, så stillebenet læses mindre som et bordarrangement og mere som et studie af fire separate motiver, der tilfældigvis deler en flade.
På en væg, i skiftende lys
Originalen hænger i dag på Kröller-Müller Museum, dens mørke bund og tykke impasto belønner den slags nære, rolige blik, en museumsvæg tillader. Netop det samme mørke er det, der gør billedet så foranderligt med lyset omkring det.
I svagt eller aftendæmpet lys forsvinder baggrunden næsten, og de orange hoveder synes at svæve frit af alt andet. Under et stærkere, mere direkte lys træder penselarbejdet selv frem, hver ryg af maling fanger sin egen lille skygge, og billedet skifter fra at være et billede til at være en genstand, man kan se er lavet i hånden.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kröller-Müller Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.