Fiskerbåde på stranden ved Saintes-Maries: historie og betydning
Fem dage til havet
I februar 1888 forlod Van Gogh Paris til fordel for Arles, på jagt efter et lys, han mente kun syden kunne give ham. I juni havde han malet der i fire måneder, arbejdet gennem hvedemarkerne og frugthaverne omkring byen i et tempo, der foruroligede selv hans bror Theo. Han ville videre til Middelhavet, og i begyndelsen af juni tog han af sted med diligence til Saintes-Maries-de-la-Mer, en fiskerlandsby på Camargue-kysten, som han endnu ikke havde set.
Han blev i fem dage. Det var hans eneste syn af åbent hav i hans tid i syden, og han tilbragte den med at vandre i klitterne, skitsere det flade marskland og fiskerflåden og skrive til Theo om en kystlinje ulig noget, han havde malet før.
Farver som en makrel
Van Gogh blev mest betaget af selve havet, som han beskrev som skiftende farve på samme måde som en makrel, glidende mellem grøn, violet, pink og grå næsten, mens han betragtede det. Han lavede hurtige tegninger med blyant og rørpen på stranden og optegnede bådene trukket op på sandet frem for vandet, da flåden sejlede tidligt ud, og sandet holdt hans motiver stille.
Tilbage i sit lejede atelier på Place Lamartine i Arles omsatte han disse tegninger til maling og arbejdede hurtigt for at bevare friskheden af det, han havde set ved kysten. Fishing Boats on the Beach at Les Saintes-Maries-de-la-Mer, malet i juni 1888 og nu i Van Gogh Museum, er et resultat, et lærred på 81 gange 65 centimeter bygget op af hukommelse og en håndfuld skitser snarere end af lange sessioner foran motivet.
Både opkaldt efter venskab
Fire både ligger trukket op på sandet i forgrunden, deres skrog malet i kontant, ublandet farve: et rødt og sort skrog nærmest beskueren, et grønt bag det, andre i blå og okker. Høje skrå master og ræer krydser himlen i skæve vinkler, nogle bare, nogle stadig med rig, så bådene læses lige så meget som et krat af linjer som en gruppe fartøjer.
Et skrog bærer et navn langs siden, Amitié, fransk for venskab, den slags detalje Van Gogh kun kunne have hentet ved at se nøje på en virkelig båd på en virkelig strand. Han skrev, at bådenes former og farver mindede ham om blomster, og lærredet bekræfter det: skrogenes røde, grønne og blå farver står lysende og adskilte som kronblade mod det flade sand.
Længere ude, forbi brændingslinjen, sejler to både med hvidt sejl hejst, og to mere ses som små farvede mærker nær horisonten. Havet mellem dem og kysten er brudt op i korte streger af grøn, gråblå og hvid, mere kruset end roligt, med skum, der ruller ind langs vandkanten.
Himlen optager den øverste halvdel af lærredet og bærer intet af den høje blå farve i Van Goghs senere provencalske himle. Den er bleg, grønliggrå og skyet, lagt ind med lange fejende strøg, der buer over bådene som vejr, der bevæger sig igennem, tættere på en himmel over Den Engelske Kanal end på Middelhavsklichéen.
Linje, farve og Arles-sommeren
Bådene er tegnet med en fast, næsten kalligrafisk kontur, hvert skrog og hver mast fastlagt af en mørk omrids, før farven blev lagt inden i den. Den kombination af tegnet linje og flad, mættet udfyldning var noget, Van Gogh havde udviklet hele den Arles-sommer, delvis lært af de japanske tryk, han samlede, og her tilpasset franske arbejdsbåde.
Komplementærfarve gør resten af arbejdet: det orange-røde skrog er sat mod blågrønt hav, det okkergule sand mod violetgrå skygge under bådene. Van Gogh læste og tænkte intenst over farveteori det år, og dette lærred sætter teorien på en enkel, praktisk prøve på en strand fuld af almindelige arbejdsfartøjer.
Selve sandet er bygget op af korte, trukne strøg af lysebrun, grå og bleg gul, med to små træklodser, kiler brugt til at stabilisere skrogene, sat ind nær den nederste kant næsten som signaturdetaljer. Intet i malerens håndtering er anstrengt; hele lærredet har direkteheden af noget færdigt, før lyset, eller erindringen om det, kunne falme.
På en væg, i skiftende lys
Ophængt i et rum, der får noget dagslys overhovedet, skifter billedet med det gennem dagen. Morgenlyset fremhæver den gule mast og de blege skrog; om aftenen holder bådenes røde og grønne farver stadig stand mod et svagere rum, fordi Van Gogh byggede dem af farve stærk nok til at overleve svagt lys.
Det belønner et andet og tredje blik. Øjet går først til det nærmeste røde skrog, følger derefter masterne op i den grå himmel, og videre ud langs brændingslinjen til de små sejl ved horisonten, en vej gennem lærredet, som et blik aldrig helt fuldfører i ét gennemløb.
Bliv siddende med det et stykke tid, og det læses mindre som et billede af provencalsk sol end som et billede af en arbejdende kystlinje på en almindelig dag, fanget af en maler, der havde fem dage ved havet og brugte hver eneste af dem.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.