Grøn hvedemark med cypres: Historie, betydning og penselstrøg
En sommer på Saint-Paul-de-Mausole
I juni 1889 havde Vincent van Gogh indlagt sig selv på asylet Saint-Paul-de-Mausole, lige uden for Saint-Rémy-de-Provence, efter det sammenbrud, der afsluttede hans tid i Arles. Han fik et ekstra værelse at bruge som atelier, og så snart hans tilstand tillod det, blev han lukket ud, under opsyn, for at male i markerne og olivenlundene omkring murene.
Green Wheat Field with Cypress, malet i 1889 og i dag kendt under den originale titel, hører til denne periode med tæt overvågede, men intenst produktive måneder. Van Gogh arbejdede hurtigt i det fri den sommer og vendte igen og igen tilbage til den samme skråning af hvede neden for asylet, den samme række bakker, den samme mørke cypres, der stod over afgrøden.
Ifølge hans egen beretning i breve til sin bror Theo malede han for at holde sammen på sig selv lige så meget som for at lave billeder. Hvedemarken, der skæres ned og vokser op igen, bliver i disse lærreder en slags ur for hans egen bedring, målt i afgrødens farve snarere end i måneder.
Hvede, et gårdhustag og en rullende himmel
Lærredet, 92,5 gange 73,5 centimeter, er opbygget i tre bånd. Et bredt felt af ung hvede fylder de nederste to tredjedele, stadig grønt snarere end gyldent, og dets stængler og græsstrå er fremhævet et for et i korte, oprette strøg, der fortætter sig til mørke, ukrudtslignende blade i nederste venstre hjørne.
Bag marken ligger et lavt gårdhus lidt til højre for midten, dets tag i en bleg gulgrøn, en skorsten bryder taglinjen, halvt skjult af en klynge af rundere, blødere træer. Flere træer og en lav bakkeryg løber langs horisonten i blå og violette toner og lukker mellemdistancen uden nogensinde at flade den ud.
Til venstre for gårdhuset rejser cypressen sig gennem hele lærredets højde, mørk og uregelmæssig mod en himmel, der gør det meste af billedets arbejde. Store, rullende skyer, hvide med gråblå skygge, er sat ned i brede, krøllende strøg mod en mellemblå bund gennemtrukket af varmere, okkerfarvede partier.
Intet i maleriet står stille. Øjet lander først på cypressen, fordi den er det eneste lodrette i et lærred, der ellers er bygget på horisontaler og diagonaler, og trækkes derefter sidelæns langs marken og op i den drejende himmel.
Træet, Van Gogh ville eje
Cypresser var blevet noget nær en besættelse for Van Gogh den sommer. I et brev til Theo kaldte han træet lige så smukt i linje og proportion som en egyptisk obelisk og satte sig for at gøre med det, hvad han allerede havde gjort med solsikken, at gøre det til et motiv, ingen før ham havde malet på ganske denne måde.
Han beskrev andre steder cypressen som en klat sort i et solbelyst landskab, og det er den rolle, den spiller her, en enkelt mørk, opadgående form sat mod billedets blegeste, lyseste elementer, skyerne og den unge hvede.
Parret med en mark, der stadig er grøn snarere end moden, læses træet mindre som en dyster tone end som en modvægt, det ene faste, rodslåede i et sceneri, hvor alt andet, afgrøde, sky og lys, tydeligt bevæger sig.
Penselarbejde, der aldrig står stille
Van Gogh byggede dette landskab næsten udelukkende op af retningen i sine strøg. I hveden løber de lavt og tæt sammen, lagt ned i en let diagonal, så hele marken synes at hælde, som om en vind netop er passeret igennem den.
I cypressen drejer den samme fyldte pensel lodret og let spiralkrøllet, strøg over strøg, så træet synes at vride sig, mens det klatrer, snarere end blot at stå. I himlen krøller og ruller strøgene og beskriver skyerne som bevægende vejr snarere end faste hvide former.
Selve malingen er stedvis tyk, lagt på med synlige kamme, hvor penslen er blevet trukket og genopfyldt, og denne tekstur fanger virkeligt lys forskelligt alt efter, hvor en betragter står, så overfladen selv synes at skifte lige så meget som det sceneri, den skildrer.
Maleriet i dag
Originalen Green Wheat Field with Cypress ejes af National Gallery Prague, hvor den kan ses som et vidnesbyrd om, hvad Van Gogh fik ud af et enkelt vue, vendt tilbage til igen og igen, i et vanskeligt og produktivt år.
På en væg derhjemme gør de samme egenskaber, der gør lærredet uroligt i galleriet, det lydhørt over for rummet omkring det. Morgenlys fremhæver de kølige blå toner i himlen og bakkerne, mens varmere aftenlys lokker okker og guld frem i hveden og i skyerne, så maleriet aldrig helt falder til ro i én stemning.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos National Gallery Prague samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.