Høstakke under en regnfuld himmel
I slutningen af foråret 1890 havde Vincent van Gogh forladt asylet i Saint-Remy og bosat sig i Auvers-sur-Oise, en landsby ved floden Oise inden for rækkevidde af Paris og hans bror Theo. Han arbejdede under løst opsyn af Dr Paul Gachet, i værelser over en café, og han malede i et tempo, der stadig forbløffer folk, der forsøger at tælle lærrederne: næsten et om dagen, mange af dem brede udsigter over det hvedeland, der omgav landsbyen. Haystacks under a Rainy Sky hører til den sidste, hektiske periode, malet i 1890, i ugerne før hans død i juli samme år.
En landsby omkranset af hvede
Auvers lå i åbent landbrugsland, og ved midsommer var markerne omkring det fyldt med stående korn, skårne neg og de store kuplede stakke, der opbevarede en sæsons høst mod vejret. Van Gogh havde malet den slags motiv før, i Arles og i Saint-Remy, men i Auvers vendte han tilbage til det med en ny intensitet og arbejdede med det samme stykke slette i forskelligt lys og forskellige himmel tilstande.
Han illustrerede ikke landbrugets liv så meget som han testede, hvor langt et landskab kunne bære følelse. En høstak, en vej, en række bakker: disse var enkle nok motiver til, at billedets kraft udelukkende måtte komme fra farve og penselens bevægelse.
En stor stak, og himlen bag den
Billedet er bygget op omkring en enkelt dominerende høstak, hvis afrundede gyldne masse fylder mellemgrunden og fanger næsten alt det varme lys i kompositionen. En anden, mindre stak sidder lige bagved og til højre for den, halvt vendt væk, med en gruppe mørke træer og hjørnet af en lav bygning bagved.
Foran høstakken åbner jorden sig til en bred fordybning, hvis overflade er gengivet i kølige blåviolette strøg, der læses som stående vand eller dyb skygge, der skærer gennem markens blege stubbe. Løse græsser og lav grøn krat skubber sig op gennem forgrunden i hurtige, spredte mærker af grøn og rust, hvilket bringer øjet helt op til billedfladen, før det rejser tilbage til stakken.
Over det hele optager himlen mere end halvdelen af lærredet, en masse af krøllet gråhvid sky, der bevæger sig i lange bånd fra venstre mod højre. Små mørke fugle skærer gennem den himmel i et løst spredt mønster, deres vinger er et par økonomiske strøg af næsten-sort mod den blege baggrund, hvilket giver de eneste hårde, skarpe mærker i et ellers blødt og rullende billede.
Hvordan malingen sidder på lærredet
Van Gogh arbejdede dette lærred, som måler 52,5 gange 64 centimeter, med det samme rastløse, retningsbestemte penselarbejde, der kendetegner hans sidste Auvers-billeder. Skyerne er ikke blandet, men bygget af separate buede strøg, hvert især følger himlens drejning, så hele den øverste halvdel af maleriet synes at være i bevægelse, selvom intet i det falder eller blæser.
Selve høstakken er lagt ind med kortere, tættere strøg af okker, guld og brændt orange, tyk nok til at fange rigtigt lys hen over maleriets overflade og give stakken en vægt, som den omkringliggende mark ikke har. Strejf af grøn og brun definerer bunden, hvor halm møder jord, og et par mørkere accenter markerer de fugle, der har slået sig ned eller er ved at lande på dens flanke.
Den blå fordybning i forgrunden er håndteret næsten lige så frit som himlen, med de samme lange buede strøg vendt på siden, så vand, sky og mark deler en enkelt rastløs rytme af maling, selvom de er tre forskellige stoffer. Den gentagelse er en del af det, der holder kompositionen sammen: intet i den står stille.
Farven holder sig hele vejen inden for et snævert, overvejet område: okker og guld i stakken, blåviolet i den skyggede grund, ædru grå og hvid i himlen, med grøn mest i den nære forgrund. Det er en dæmpet palet efter van Goghs egne standarder, tættere på den tempererede farve i hans sidste uger end på de højstemte gule farver i Arles.
Hvor maleriet har boet
Maleriet ejes i dag af Kröller-Müller Museum i Holland, en del af en samling bygget op omkring netop denne slags sene van Gogh-landskab. Dets tilstedeværelse der placerer Haystacks under a Rainy Sky side om side med andre værker fra de samme Auvers-måneder, billeder skabt inden for syns- og hørevidde af hinanden i en enkelt kort sæson.
Hvad billedet giver et rum
Hængt hvor dagslyset når det, skifter maleriet fra time til time på en måde, fladere, mere jævnt oplyste landskaber ikke gør. Morgenlyset fremhæver stakkens guld og lader den blå fordybning læses næsten som kølig skygge; om aftenen har hele overfladen tendens til at gråne, og himlens krøllede strøg bliver den dominerende begivenhed i rummet.
Det belønner et nært blik lige så meget som et flygtigt. Fra den anden ende af et rum læses det simpelthen som en høstak under en tung himmel; tæt på opløses billedet i hundredvis af individuelle, bevidste mærker, hvert især stadig bærer retningen og trykket fra den hånd, der lavede det i 1890.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kröller-Müller Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.