Hus med solsikker: Historie, betydning & penselføring
Vincent van Gogh nåede Auvers-sur-Oise den 20. maj 1890, endelig løsladt fra asylet i Saint-Remy og installeret i et værelse over Ravoux-kroen. Han havde måske ti uger tilbage at leve, selvom ingen omkring ham vidste det endnu. Det, han vidste, var, at han ville arbejde, og han gik i gang med landsbyen og dens haver i et tempo, der stadig forbløffer folk, der studerer hans produktion.
Under det løse opsyn af Dr. Gachet, som boede i nærheden og selv malede lidt, gik Van Gogh ud de fleste morgener med sit staffeli og kom tilbage med et færdigt lærred om aftenen. Stråtag, køkkenhaver, hvedemarker og landsbyens lave stenhuse blev næsten dagligt hans motiv. Han søgte ikke store motiver. Han ønskede det almindelige stof i et sted, han var blevet glad for.
Hus med solsikker, malet i 1890 og med målene beskedne 41 gange 31,5 centimeter, hører til denne sidste arbejdsperiode. Dens lille størrelse passer til det tempo, hvori den blev skabt: en enkelt session, eller tæt på, foran et hus, han må have passeret ofte på sine gåture omkring Auvers.
Et hus bag solsikkerne
Maleriet sætter et landsbyhus i centrum for sin opmærksomhed, dets gavle og kvistvinduer bryder taglinjen til en uregelmæssig, hjemlig silhuet. En skorsten rejser sig i den ene ende. Væggene er enkle og lyse, den slags bygning Van Gogh fotograferede ingen steder og malede overalt i sine sidste uger, fordi Auvers var fuld af dem.
Et lavt hegn løber langs ejendommens forside, og en sti leder øjet fra forgrunden mod døren, hvilket giver huset en beboet, imødekommende følelse snarere end en monumental en. Dette er ikke et vartegn. Det er nogens hjem, set fra gaden, som en nabo ville se det.
Foran muren står solsikker høje og løse blandt tæt haVevækst, ikke skåret og arrangeret i en vase, men efterladt hvor de voksede. Tæt løv fylder lærredets nederste halvdel, buske og blade presser sig tæt på beskueren, så huset selv ser ud til at ligge lidt tilbage, skimtet gennem en brugshaver snarere end udstillet for sin egen skyld.
Maling lagt på i en fart
Van Goghs penselføring skifter mærkbart mellem de to halvdele af scenen. Arkitekturen er bygget op af kortere, mere stabile strøg, nok til at fastlægge tagets vinkler og væggenes flade planer uden at overbeskrive dem. Haven derimod er bearbejdet i hurtige, rytmiske passager af guld og grøn, der næsten ikke stopper for at definere et enkelt blad eller blomst.
Denne kontrast er ikke tilfældig. Den lader øjet læse huset som en stabil, fast form, mens beplantningen omkring det føles levende og lidt uregerlig, tættere på, hvordan en have faktisk opfører sig i højsommeren, end på en ordentlig botanisk registrering af den.
Malingen sidder tykt i visse områder, med riller hvor penslen er blevet trukket og drejet snarere end glattet ud. Tæt på adskiller enkelte strøg sig i tydelige farvemærker; træd tilbage, og de opløses i solsikkeblomster, blade og det tætte grønne i et velplejet jordstykke. Det er hurtig, fysisk maling, lavet af en, der arbejder mod lyset og mod sæsonen.
Et motiv han ikke kunne lade være
Van Gogh var vendt tilbage til solsikker igen og igen siden sine år i Arles, hvor blomsten var blevet næsten som en personlig signatur. Disse tidligere malerier viser afskårne blomster arrangeret indendørs, omhyggeligt komponerede stilleben lavet som dekoration til et værelse, han delte med Gauguin.
Her optræder blomsten anderledes: rodet, udendørs, voksende op ad en husvæg blandt andre planter snarere end isoleret i en vase. Den læses mindre som et emblem poseret for beskueren og mere som noget, han simpelthen fandt foran sig på en gåtur gennem landsbyen, værd at stoppe for uanset dens tidligere betydning for ham.
Huset bærer også sin egen stille vægt i billedet. Van Gogh malede Auvers’ huse gentagne gange den sommer, tiltrukket af deres stråtag, deres lappede vægge, deres små haver. Parret med solsikkerne bringer motivet to ting sammen, som han blev ved med at vende tilbage til i sine sidste måneder: beskedne landlige boliger og en blomst, han havde gjort umiskendeligt til sin egen.
At leve med maleriet
I denne størrelse belønner maleriet et sted, hvor man faktisk kan stå tæt på det, tæt nok til at se malingens riller på solsikkeblomsterne og den løsere vævning af strøg i løvet. Fra den anden ende af et rum læses guld- og grøn tonerne som en enkelt varm masse; tættere på skilles de igen i de hurtige, individuelle mærker, Van Gogh lagde ned.
Dagslys fremhæver kontrasten mellem de fladere arkitektoniske passager og havens tykke, bearbejdede overflade, mens lampelys om aftenen har tendens til at trække guldtone frem og lade de mørkere grønne træde tilbage. Begge læsninger passer komfortabelt i et rum, der får en blanding af naturligt og kunstigt lys gennem dagen.
Det er et billede bygget af en kort gåtur og en almindelig have, ikke af store ambitioner, og det bærer den direktehed ind på en væg. Intet i det beder om at blive beundret fra afstand. Det beder om at blive betragtet, som Van Gogh betragtede huset selv, tæt på, i forbifarten, på en almindelig dag i en landsby, han var kommet til at kende godt.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.