Iriser: Historie, betydning & penselstrøg
I maj 1889 indlagde Vincent van Gogh sig på asylet Saint-Paul-de-Mausole i Saint-Rémy-de-Provence for at søge ly efter kriserne den foregående vinter i Arles. Han havde selv bedt om at blive indlagt. Maling var en af de få aktiviteter, lægerne tillod ham, og asylets omkringliggende, indelukkede område, der stedvis var gjort vild og ubeplantet, gav ham en have at arbejde ud fra næsten lige så snart, han ankom.
Blandt de første ting, han malede der, var en enkelt irisplante, tæt på jorden, fanget midt i blomstringen. Han gav den den enkle titel Iris. Den har intet af den store svungenhed ved et blomstrende bed; det er én plante, studeret på den måde, en portrætmaler studerer et ansigt.
Én plante udpeget fra græsset
Lærredet rummer en enkelt iris, der rejser sig fra en lav tue af bladformede blade, mens dens stængel løfter én åben blomst mod billedets øverste venstre hjørne. Blomsten er dyb blåviolet, dens fald vendt nedad, og de rynkede kronblade fanger det lys, der er. Omkring den, endnu lukkede, sidder en håndfuld slanke knopper i grågrønne skeder og venter på deres tur.
Van Gogh giver planten plads til at være sig selv. Bladene krummer og krydser hinanden i løse vifter, nogle blege og sølvskinnende, hvor lyset rammer overfladen, andre i en dyb, næsten sortgrøn skygge. Der er ingen vase, ingen afskåret stængel, intet interiør; irisen får lov at gro præcis der, hvor han fandt den.
Små gule blomster, sandsynligvis mælkebøtter, prikker græsset omkring plantens fod, ikke større end et pennestrøg. De holder blikket i bevægelse gennem lærredets nederste halvdel, før det igen falder til ro på den ene violette blomst foroven.
En grøn mark med én farvenote
Der er ingen himmel i dette billede og ingen horisont. Hele grunden er græs, gengivet i korte, stiplede strøg af grøn i et dusin forskellige valører, fra syrligt gulgrøn i lyset til en næsten sortgrøn i skyggen under bladene.
Mod den mark er irisens blåviolet den eneste kølige, mættede farve i maleriet, og den bærer hele kompositionen. Øjet finder den først, hvor tæt grønt der end er, for intet andet på lærredet har den vægt af farve.
Målene, 48,3 gange 62,2 centimeter, holder planten tæt på naturlig størrelse. At stå foran den er mindre som at se på et landskab og mere som at knæle ned ved kanten af et blomsterbed.
Tegning først, maling derefter
Van Gogh havde studeret japanske træsnit i flere år inden 1889, og deres præg er tydeligt i måden, denne iris er bygget op på. Hvert blad er tegnet med en fast, sammenhængende linje, før farven lægges ind i det, og konturen gør lige så meget arbejde som malingen.
Græsset bagved har ingen sådan kontur. Det er i stedet bygget op af korte, gentagne strøg, der læses som tekstur snarere end tegning, så irisen med sine rene omrids træder frem fra marken bagved næsten som en form, der er skåret ud og lagt over en vævet grund.
Denne kontrast mellem den tegnede plante og det stiplede græs giver maleriet dets struktur. Uden den kunne billedet opløses i én enkelt grøn masse; med den ved øjet altid, hvilke linjer der hører til blomsten, og hvilke der hører til engen omkring den.
Skabt i et vanskeligt år
1889 var et af de sværeste år i Van Goghs liv og også et af hans mest produktive. Indlæggelsen på Saint-Rémy fulgte det sammenbrud, der havde afsluttet hans tid i Arles, og i store dele af året arbejdede han mellem sygdomsperioder og malede, når han var rask nok til at få materialer.
Haven gav ham et motiv, han kunne vende tilbage til dag efter dag uden at forlade området. En enkelt iris, studeret nøje og gentagne gange, passede til de vilkår: afgrænset, lige ved hånden og krævende den slags koncentration, der ikke levnede plads til meget andet.
Maleriet, som nu findes på National Gallery of Canada, er et resultat af den nære opmærksomhed, skabt inden for hans første uger på Saint-Rémy, da asylets have endnu var ny for ham, og alt, hvad der voksede i den, var værd at fastholde.
På en væg, mens lyset skifter
Hængt i et rum med skiftende dagslys opfører maleriet sig forskelligt gennem dagen. Tidligt eller sent, når lyset er varmt, trækker det grønne mod gult, og irisen virker mørkere og mere indadvendt. I fladere, køligere lys træder blomstens blåviolet frem, og græsset falder til ro i et roligere, mere jævnt felt.
Det belønner at blive betragtet tæt på, på den måde Van Gogh betragtede planten selv: blad for blad, strøg for strøg, én blomst udpeget fra alt, hvad der vokser op omkring den.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos National Gallery of Canada samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.