Japansk vase med roser og anemoner: Historie
I begyndelsen af sommeren 1890 havde Vincent van Gogh slået sig ned i den lille landsby Auvers-sur-Oise nord for Paris under uformelt tilsyn af Dr. Paul Gachet. Han havde forladt asylet i Saint-Remy kun uger før, og han malede i et tempo, der stadig forbløffer: et lærred næsten hver dag, nogle gange to. Blandt markerne og stråtagene, der dominerer denne sidste produktive periode, vendte han sig også, mere end én gang, mod noget nærmere og langt mere beskedent: afskårne blomster sat i en vase på et bord indendørs.
Stilleben: Japansk vase med roser og anemoner, malet den sommer og nu i Musée d’Orsays samling, er et af disse interiørbilleder. Det måler kun 52 x 51,7 centimeter, næsten kvadratisk, lille nok til at være færdiggjort i én langvarig arbejdsgang.
En sidste sommer tæt på hjemmet
Van Goghs breve fra Auvers beskriver lange arbejdsdage og en rastløshed, der aldrig helt gav slip, selv om han fandt landsbyen og dens omgivelser virkelig fængslende. Blomster gav ham noget, hvedemarkerne ikke kunne: fuldstændig kontrol over arrangementet, lyset og farveforholdene inden for en enkelt eftermiddag.
Han havde malet blomster før, i Paris og i Arles, altid som en måde at teste farve mod farve uden komplikationerne ved et bredere motiv. I Auvers dukker denne vane op igen i en håndfuld billeder, hvoraf dette er et af de mest gennemarbejdede.
Der er ingen tegn på en særlig anledning bag denne særlige buket. Den fremstår snarere som en arbejdsseance: roser og anemoner købt eller skåret, arrangeret hurtigt og malet, før de visnede.
En vase båret fra en anden tradition
Selve beholderen er ikke tilfældig. Den er høj, facetteret og lysegrøn, dens kantede sider markeret med et mørkt, snørklet mønster, der minder om det dekorerede keramik, Van Gogh havde samlet og kopieret siden sine år i Paris, hvor han studerede japanske træsnit i dybden.
Han rejste aldrig til Japan, men han beskrev det lys og den klarhed, han forbandt med japansk kunst, som noget, han jagtede i Sydfrankrig. Her dukker denne gæld op direkte, i en genstand snarere end et landskab: en europæisk buket i et kar formet af en tradition, han beundrede på afstand.
Vasen sidder lavt i kompositionen, dens mørkegrønne er et fast anker under en masse af lysere farve ovenover. Alt, hvad øjet gør derefter, styres af det, der rejser sig ud af den.
Farve samlet og farve sluppet løs
Selve buketten er tæt: lyseblå og hvide anemoner med næsten sorte centre trænger sig mod dybe maronroser, smørgule blomster og roser i elfenbens- og støvet pinkfarve. Van Gogh har pakket blomsterne tæt sammen, så farve møder farve med næsten intet grønt løv til at adskille den ene blomst fra den næste.
Mod dette holdes væggen bagved næsten neutral, en bleg gråhvid arbejdet i korte, rastløse strøg, der læses som tekstur snarere end som en flad baggrund. Bordet nedenunder er en varm, ubrudt orange, og det er denne enkelte stærke farve, mere end blomsterne selv, der trækker hele billedet i balance.
Til højre for vasen ligger en enkelt løs blomst adskilt fra resten, en bleg rose lagt fladt på bordpladen med et par grønne blade spredt nær den. Det er et lille, bevidst brud i et ellers stramt samlet arrangement, og det giver øjet et sted at hvile, når det har rejst gennem farvemylderet ovenover.
Hvordan malingen selv blev håndteret
Van Gogh arbejdede dette lærred i korte, mættede strøg, hvert kronblad bygget af to eller tre beslutsomme penselstrøg snarere end blandede skygger. På nært hold opløses især anemonerne i tydelige mærker af blåt, hvidt og sort, lagt side om side og overladt til at blande sig i øjet snarere end på paletten.
Baggrunden er heller ikke en hvilende overflade. Dens diagonale skraveringer holder hele den øverste halvdel af lærredet i stille bevægelse, så selv den tomeste del af maleriet har en puls.
Intet her ser anstrengt eller rettet ud. Billedet har direkteheden af noget malet hurtigt, i de timer en afskåret blomst stadig holder faconen, og denne hast er synlig i hvert strøg.
Hvad maleriet giver et rum
Ophængt i øjenhøjde er dette et billede, der belønner både afstand og nærhed. Fra den anden ende af et rum læses det orange bord og den tætpakkede buket som en enkelt varm masse; gå tættere på, og samme parti bryder fra hinanden i snesevis af individuelle, ublandede farvestrøg.
Morgenlyset fremhæver varmen i bordet og de gule roser; i aftenens svage lys træder blå og næsten sorte centre i anemonerne i stedet frem, og hele kompositionens balance skifter. Få stillebener ændrer sig så synligt med timen.
Det kræver at blive set på mere end én gang, og det ser sjældent helt ens ud to gange.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Musée d'Orsay samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.