Kartoffelspiserne: historien, betydningen & penselarbejdet
I foråret 1885 boede Vincent van Gogh stadig i sine forældres præstegård i Nuenen, en lille landsby i den hollandske provins Nordbrabant. Hans far, den lokale præst, var død i marts samme år, og Van Gogh arbejdede med en intensitet, der grænsede til besættelse, hvor han næsten dagligt tegnede og malede distriktets vævere og bondefamilier. Han ønskede endelig at bevise for sig selv og for sin bror Theo, at han kunne gennemføre en egentlig figurkomposition, ikke blot en studie.
I månederne forinden havde han fyldt skitsebøger og lærreder med studier af enkelte hoveder og hænder og vendt tilbage igen og igen til de samme husejere, indtil deres træk føltes lige så fortrolige for ham som hans egne. Disse studier var forberedelse til et enkelt ambitiøst maleri: en bondefamilie ved deres aftensmåltid, samlet i det ene rum i deres hytte, der betød mest.
Det maleri er The Potato Eaters, færdiggjort i Nuenen i 1885 og nu det billede, som Van Gogh selv kaldte det vigtigste figurmaleri, han endnu havde forsøgt sig med. Det måler 114 gange 82 centimeter og tilhører Van Gogh Museum i Amsterdam, hvor det fortsat er et af de definerende værker fra hans hollandske periode.
Fem figurer under en lampe
Scenen er en trang hytteinteriør om natten. Fem personer sidder eller står omkring et groft træbord, og over dem hænger en enkelt olielampe fra det lave loft, dens flamme er det lyseste punkt på hele lærredet.
Til venstre læner en mand i en kasket med skygge sig mod kvinden ved siden af sig, som bærer en hvid kyse og er fanget i færd med at tage mad med gaflen fra en fælles tallerken med kartofler. Vendt mod beskueren fra den anden side af bordet hælder en ældre kvinde i en anden hvid kyse fra en lille gryde ned i kopper, mens en mand over for hende løfter sin kop for at modtage det. I forgrunden, set helt bagfra, sidder en femte figur med bøjet hoved, en mørk silhuet, der forankrer kompositionen og trækker blikket forbi hende mod det oplyste bord bagved.
Bag gruppen opløses rummet i næsten mørke: den svage kontur af et ur på væggen, et lille indrammet billede, en tallerkenrække og et vindue og en dør, der knap nok kan skelnes i mørket. Intet i den baggrund konkurrerer med lampen og hænderne under den.
Jordfarvede maling
Van Gogh byggede billedet næsten udelukkende op af brune, matte grønne og næsten sorte farver, en palet han beskrev som farven på en støvet, uskrællet kartoffel. Der er næsten ingen passager med ren farve nogen steder på lærredet uden for den lille varme halo, som lampen kaster.
Selve malingen er behandlet tykt og uden nogen form for polering. Ansigter er modelleret i korte, knudrede strøg, der lader hudens og knoglernes grovhed være synlig, og hænderne, der griber gafler, kopper og selve tallerkenen, er opbygget med samme rå insisteren, så de læses som arbejdshænder, før de læses som anatomi.
Den bevidste råhed var pointen. Van Gogh var ikke interesseret i at forfine disse mennesker til noget pænere eller mere sentimentalt, end det liv de faktisk levede.
Et bevidst manifest
I et brev til Theo forklarede Van Gogh præcis, hvad han ønskede, at maleriet skulle sige: at disse mennesker, der spiste deres kartofler i lampelyset, havde gravet i jorden med netop de hænder, de stak ned i fadet, og ærligt havde fortjent deres mad. Maleriet var tænkt som et argument lige så meget som et billede, en erklæring om, at bondelivet fortjente at blive malet i sin egen grove sandhed i stedet for at blive glattet ud til noget mere behageligt for et galleripublikum.
Det blev ikke modtaget varmt på det tidspunkt. Kritikere og andre malere fandt det klodset og dets figurer grimme, og selv nogle i Van Goghs egen kreds satte spørgsmålstegn ved tegningen. Han holdt fast ved det alligevel, overbevist om, at det var det stærkeste, han havde lavet.
Ved udgangen af samme år var han rejst fra Nuenen til Antwerpen, og inden for måneder var han i Paris, hvor hans palet ville åbne sig mod den farve, han senere blev kendt for. The Potato Eaters står ved vendepunktet for den forandring, den sidste og største erklæring i det mørke, socialt engagerede maleri, han havde forfulgt gennem sine hollandske år.
På en væg
Hængt i et rum er dette ikke et maleri, der annoncerer sig selv fra den anden ende af lokalet. Dets mørke beder øjet om at komme nærmere, og først da skiller lampen, tallerkenen med kartofler og de enkelte ansigter sig ud fra skyggen omkring dem.
Under lavt eller varmt aftenlys trækker billedet sig ind i sig selv, de brune og grønne farver smelter næsten sammen til sort bortset fra den ene oplyste cirkel over bordet. I stærkere dagslys bliver malingens tekstur læsbar igen, de rygge og knuder af pigment, som hver hånd og hvert ansigt består af. Maleriet skifter karakter med lyset i rummet på nogenlunde samme måde, som dets egen lampe styrer det rum, det skildrer.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.