Kirken i Auvers: Historie, betydning & penselføring
Auvers-sur-Oise, juni 1890
I maj 1890 flyttede Vincent van Gogh til landsbyen Auvers-sur-Oise, en kort togtur nord for Paris, for at være tæt på dr. Paul Gachet, som havde indvilliget i at holde øje med hans helbred. Han lejede et værelse oven over Ravoux-kroen og begyndte at male næsten dagligt, tiltrukket af stråtagshusene, hvedemarkerne på plateauet over landsbyen og den romanske kirke fra det tolvte århundrede, som lå på forhøjet grund midt i landsbyen.
Kirken i Auvers hører til den sidste eksplosion af arbejde. Malet i 1890 på et lærred, der måler 74 gange 94 centimeter, viser den bygningen nedefra og lidt fra siden, så tårnet rager op i stedet for blot at stå der. Maleriet ejes i dag af Musée d’Orsay i Paris. Van Gogh arbejdede hurtigt den sommer, nogle gange færdiggjorde han et lærred i én arbejdsgang, og dette billede bærer den hast i hvert eneste strøg.
Han beskrev motivet i et brev til sin søster Wilhelmina i juni samme år, hvor han fortalte hende, at han havde malet landsbykirken i større målestok, og at stenen fremstod violet mod en himmel af enkel, dyb blå. Kun uger efter at have færdiggjort det var han død, og maleriet er siden blevet læst som et af de klareste udsagn om hans sindstilstand i de sidste dage.
En kirke bygget af kobolt og skygge
Kirken fylder det meste af lærredet, og dens gotiske tårn rejser sig mod en himmel i færgen lige før det bliver helt mørkt. To små rosetvinduer sidder højt oppe i tårnet, og spidsbuede vinduer løber langs skibet nedenunder, men ikke ét af dem viser noget lys. Glasset fremstår fladt, mættet blåt og sort, så en bygning, der skulle rumme levende lys og en menighed, i stedet virker forseglet og tom.
Pletter af orange og rust bryder taglinjen, hvor teglstenene fanger det lys, der er, den ene varme passage i et ellers koldt billede. Væggene er bygget af grå, grønne og lilla strøg lagt side om side i stedet for at blive blandet, så stenen synes at skifte, når øjet bevæger sig hen over den.
Van Gogh tog sig friheder med arkitekturen. Den rigtige kirke i Auvers har en dør på denne side; her er der ingen, og væggene hælder og svulmer, som om bygningen var lavet af noget blødere end sten. Forvrængningen er bevidst: han malede, hvordan kirken føltes at stå foran, ikke en registrering for en arkitekt.
To stier og en enkelt skikkelse
Neden for kirken rejser en græsbevokset skråning sig op mod bygningen, spredt med korte klatter af gult, der læses som vilde blomster i det grønne. Et spor deler sig ved foden af denne skråning, den ene arm buer sig bleg og kølig væk mod venstre, den anden er lagt i strøg af pink, okker og grå, som antyder en mere ujævn, solbelyst vej til højre.
Denne deling var Van Goghs opfindelse, lige så meget som den manglende dør. Et sådant vejkryds findes ikke på det rigtige sted, men det giver den nederste halvdel af lærredet en struktur, der svarer på kirkens masse ovenover, og trækker øjet ned og ud mod beskueren.
En enkelt kvinde i en blå kjole går langs stien til venstre, set bagfra, lille mod bygningen, hun passerer. Hun er den eneste skikkelse i billedet, og hun er allerede halvvejs ude af det, hvilket efterlader kirken til at dominere scenen helt på sine egne betingelser.
Malingen selv
Tæt på er overfladen bygget af tyk, ublandet farve trukket direkte fra tuben og bearbejdet, mens den stadig var våd. Mørkeblå konturlinjer løber omkring kanterne af tårnet og vinduesrammerne og holder hver form sammen, omtrent som blylinjer holder et stykke glasmosaik.
Himlen er ikke én blå, men mange, lagt i korte, krøllede strøg, der aldrig helt falder til ro, så mørket omkring tårnet virker uroligt, selv om intet i det bevæger sig. Mod det felt står kirken i forholdsvis rolige, opretstående strøg, hvilket er en del af grunden til, at den læses som solid på trods af sine underlige, bøjede vægge.
Farven gør det arbejde, som skygge ville gøre i et mere konventionelt billede. Det orange tag sidder mod den blå himmel som dens næsten modsatte farve på farvecirklen, og samme parring gentages i miniature over hele lærredet, i de gule blomster mod det grønne græs og den varme sti mod den kølige ved siden af.
På væggen
Hængt i et rum med skiftende dagslys opfører maleriet sig forskelligt time for time. I svagt lys smelter de blå farver sammen til noget nær sort, og kirken læses først som en silhuet; stærkere lys fremdrager violerne og grøntonerne i stenen og adskiller tårnet fra himlen bag det.
Det belønner den slags blik, som de fleste billeder på en væg aldrig får, et andet og tredje gennemløb, når øjet har hvilet forbi bygningens oplagte form. Det, der bliver tilbage, er fornemmelsen af et sted set ved randen af udmattelse, malet af en mand i de sidste uger af et liv, der på det tidspunkt var ved at løbe ud af vej.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Musée d'Orsay samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.