La Berceuse (Vuggesang): Historie, betydning og penselføring
Et portræt malet efter en krise
I december 1888 faldt Van Goghs plan om at bygge et kunstnersamfund omkring sig i Det Gule Hus i Arles fra hinanden. Paul Gauguin rejste efter et bittert skænderi mellem de to mænd, og i dagene derefter skar Van Gogh sit eget øre og blev indlagt på hospitalet i Arles. Malingen genoptog langsomt, i ryk, da han var blevet rask nok til at arbejde hjemme igen.
Blandt de få mennesker, der holdt sig tæt på ham i den periode, var Joseph Roulin, en postembedsmand i byen, og det er Roulins kone, Augustine, som Van Gogh malede siddende i en stol, hendes hænder viklet om snoren til en vugge, der holdes lige uden for synsfeltet. Han kaldte billedet Lullaby: Madame Augustine Roulin Rocking a Cradle, La Berceuse, og vendte tilbage til den samme model og positur på flere lærreder ind i foråret 1889.
Dette bestemte lærred, malet i 1889 og med målene 72,7 gange 92,7 centimeter, er en af disse versioner. Det opbevares i dag af Museum of Fine Arts, Boston.
Augustine Roulin, holdt i gult og sort
Hun sidder frontalt vendt mod beskueren i en træarmstol, underarmene hvilende langs dens armlæn, hænderne løst foldet om et stykke reb, der falder ud af billedets nederste kant ned mod den vugge, det er bundet til. Hendes ansigt og hænder er malet i den samme varme, ubrudte gule farve, som om hud og lampelys var lavet af det samme stof.
Over en enkel hvid krave bærer hun et sort livstykke, udført i korte, tørre strøg, der får ulden til at virke grov og tung mod glatheden i hendes hud. Nedenunder er hendes grønne nederdel bygget op af lange lodrette strøg, penslen følger stoffets fald i hendes skød, ligesom en hånd ville glatte det ud.
Hendes udtryk afslører meget lidt. Hun kigger forbi beskueren snarere end på dem, tålmodig og lidt træt, med den særlige stilhed hos en, der er vant til at sidde stille i lange stræk, mens en husstand passerer uden hende.
Rødt gulv, grønne blade og et reb i mørket
Bag hende er væggen dækket af et tapetlignende mønster af blege blomster spredt over et grønt felt, tusindfryd med gule centre og sløjfede stilke, der fylder næsten hele den øverste halvdel af lærredet. Van Gogh malede dem løst, tættere på et gentaget tegn end på nogen bestemt blomst, indtil hele overfladen læses som et mønster snarere end som et værelse.
Et rødt bånd løber langs billedets nederste kant i gulvhøjde og møder den grønne væg i en hård linje bag stolen. Rød mod grøn var en parring, Van Gogh vendte tilbage til igen og igen i sine år i Arles, og her holder den kompositionen sammen og trækker blikket mellem modellens mørke form og det dekorative felt, der omgiver hende.
Rebet i hendes hænder udgør ikke mere end et par mørke farvestrøg, men det er den detalje, der forklarer alt andet i billedet. Det binder maleriet til en vugge, vi aldrig får at se, og forvandler det, der kunne have været et almindeligt siddende portræt, til et billede af en handling, vuggen, gentaget uden ende.
Et billede ment som trøst
Van Gogh skrev om at ville have La Berceuse til at virke, som et stykke folkeligt religiøst billedsprog virker, et billede, som et ensomt menneske kunne se på og føle sig mindre alene. Han forestillede sig det hængende i kahytten på en fiskebåd eller sat mellem to af hans solsikkelærreder, lysende på hver sin side af hende som fløjene på et altertavle.
Den ambition forklarer maleriets fladhed og dets selvsikkerhed med mønsteret. Van Gogh forsøgte ikke så meget at fremstille et naturalistisk portræt af Augustine Roulin som at bygge et billede med direkteheden af et andagtsbillede, noget der stadig ville stå klart fra den anden ende af et værelse eller en kahyt i dårligt lys.
På væggen
Set fra afstand opløses maleriet i tre enkle former: det mørke livstykke, det blege ansigt og hænder og det grønne felt bag dem, før blomsterne og rebet melder sig igen på nært hold. I svagt lys ser det sorte i livstykket ud til at opsluge rummet omkring det, mens det gule i ansigtet holder fast i det lys, der er tilbage.
I stærkere lys skiller det grønne tapet og det røde bånd ved foden sig ud og begynder at konkurrere om opmærksomheden, og billedet bliver travlere, mere insisterende, mindre stille, end det først så ud. Det skift, fra en enkelt stille skikkelse til et rastløst felt af mønster og farve, er en del af det, der forhindrer maleriet i at falde ind i baggrunden gennem år med det på væggen.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Museum of Fine Arts Boston samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.