Langlois-broen i Arles: Historie, betydning og penselstrøg
Vincent van Gogh nåede Arles i februar 1888, trådte ud af et tog i sne, efter at have forladt Paris og byens overfyldte atelierer og trættekære caféer bag sig. Han ønskede enklere motiver og et lys, han havde hørt beskrevet, men endnu ikke set. Inden for få uger efter ankomsten fandt han begge dele en kort gåtur fra byen, ved en lille løftebro på vejen sydpå mod Port-de-Bouc.
En bro, der mindede om hjemmet
Broen var en beskeden, praktisk konstruktion, en træklapbro, der blev betjent med kæder og modvægte, så både kunne passere langs kanalen nedenunder. Det var den slags, en byingeniør næppe ville bemærke, men Van Gogh genkendte den straks. Han skrev til sin bror Theo, at den mindede ham om klapbroerne i hans hjemland Holland og om hollandsk maleri mere generelt.
Han vendte tilbage til motivet flere gange i løbet af foråret 1888 og arbejdede med den samme bro fra forskellige afstande og vinkler, efterhånden som lyset og hans egen tænkning om farve ændrede sig. Dette særlige lærred, malet i 1888 og oprindeligt betitlet The Langlois Bridge at Arles with Women Washing, føjer et andet motiv til broen selv: kvinderne, der vaskede tøj på bredden nedenfor den.
Billedet er ikke stort, kun 65 gange 54 centimeter, og det beskedne format passer til motivet. Det er en undersøgelse af et ubemærkeligt arbejdshjørne i en lille by, ikke en stor udtalelse, og det kommer bedst til sin ret i noget tæt på sin egen størrelse.
Hvad lærredet faktisk viser
Klapbroen krydser lærredet nogenlunde gennem midten, hvor dens to skrå træbukke rejser sig mod en flad, skyfri blå himmel. En hest trækker en lille vogn over broen, en detalje, der er let at overse ved første blik, men som giver overgangen en grund til at eksistere ud over det dekorative.
Under tømmeret er stensøjlerne opbygget i cremefarver og grå, afbrudt af pletter af varm okker og orange mursten, der fanger solen på deres øverste skifter. Selve kanalen fylder den nederste halvdel af kompositionen i blågrønne og skifergrå blå toner, brudt op i korte, krøllende strøg, hvor overfladen fanger lys og spejler søjlerne ovenover.
På den nære bred, i nederste venstre hjørne, knæler en gruppe kvinder over vandet og vasker tøj, deres kjoler fremhævet i røde, hvide og mørkeblå farver blandt høje gulgrønne græsser. En lille båd er trukket op på den skrånende bred ved siden af dem, og yderst til højre står en række slanke træer mod himlen, deres tynde stammer en bevidst kontrast til broens tunge geometri.
Van Gogh signerede lærredet enkelt med Vincent i nederste venstre hjørne, blandt græsset, på den måde han signerede det meste af sit modne værk.
Farve lagt ned uden undskyldning
Tegningen er hele vejen igennem fast og økonomisk, hver planke og hvert reb på broen er sat ned med en ren, sikker linje, før farven blev tilføjet, en vane der skyldtes noget fra de japanske træsnit, han havde samlet på og studeret i Paris. Farve, når den først er påført, er sjældent blandet til en mellemtone. Blå himmel står direkte mod gult tømmer, og orange mursten står direkte mod blågrønt vand, så billedet bevarer sin klarhed selv fra den anden ende af et rum.
Vandet er der, hvor penselarbejdet arbejder hårdest. I stedet for én jævn farve byggede Van Gogh kanalen op af snesevis af korte, buede strøg, blå og grønne og det ene hvide strøg ind imellem, så overfladen synes at bevæge sig, selvom intet i scenen er i bevægelse. Græsset i forgrunden er behandlet på samme måde, lagt ind med hurtige, retningsbestemte strøg, der følger den måde, stråene faktisk vokser på.
Intet i billedet er udjævnet eller sammenblandet for bekvemmelighedens skyld. Resultatet er en scene, der føles oplyst af en meget særlig, meget stærk sydlandsk sol, ganske anderledes end det grå hollandske og parisiske lys, Van Gogh havde malet under før, og anderledes end noget, han havde malet, før han ankom til Provence.
At leve med broen
Hængt i et rum, der får noget naturligt lys i løbet af dagen, er dette et maleri, der bliver ved med at ændre sig uden nogensinde at ændre sig. Morgenlyset fremhæver de kølige blå toner i vandet og himlen; lampelys om aftenen trækker okker og orange fra broen og bredden frem, så det samme lærred kan føles skarpt ved morgenmaden og varmt ved nattens frembrud.
Det belønner at blive set på to gange. På afstand går øjet direkte til de gule træbukke mod blå himmel. Tættere på begynder vaskekonerne, båden og spillet af strøg hen over vandet at betyde lige så meget, og billedet holder op med at være en bro og bliver en hel arbejdsmorgen ved en kanal.
Originalen hænger i dag på Kröller-Müller Museum, et af de klareste og mest tilgængelige billeder fra Van Goghs første, håbefulde måneder i syden, malet før sommerheden og hvedemarkerne pressede hans farve og hans pensel i retning af noget mere hastende.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kröller-Müller Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.