Lyserøde roser
En sidste uge før afrejsen fra Provence
I maj 1890 forberedte Vincent van Gogh sig på at forlade asylet Saint-Paul-de-Mausole nær Saint-Rémy-de-Provence efter et år, der havde bragt både hans fineste malerier og hans værste sygdomsanfald. Han ventede på, at hans bror Theo arrangerede næste træk, nordpå til Auvers-sur-Oise, hvor han håbede at kunne arbejde under opsyn af Dr Paul Gachet.
I den sidste uge lagde han de hvirvlende himle og cypresser, der havde optaget ham i månedsvis, til side og vendte sig i stedet mod det, der var lige ved hånden: afskårne blomster, arrangeret i en skål og malet, før de visnede. Han arbejdede på to bundter roser og to bundter iriser, roligere motiver for en urolig periode.
Pink Roses, malet i 1890 og nu i samlingen på Ny Carlsberg Glyptotek, hører til den korte række lærreder. Det bærer ingen af den agitation, der præger hans himle fra samme år; i stedet er det bevidst, næsten stædigt, stille.
En skål roser, der vælder ud i grønt
Lærredet, på 40,5 gange 32 centimeter, holder et enkelt motiv tæt på: et fyldigt, løst bundt roser sat lavt i en lav vase, hvis kant knap er synlig under løvet. Blomsterne breder sig vidt i stedet for at stå oprejst, nogle blomster hælder næsten vandret, som om bundtet var gledet snarere end arrangeret.
Roserne selv spænder fra næsten hvid over bleg lyserød til en varmere rosa i midten af et par åbne blomster, hvor farverne er arbejdet vådt i vådt, så de bløder blødt ind i hinanden. Flere knopper forbliver tætte og grønligt tonede i kanterne og holder det lyserøde tilbage, indtil de åbner sig.
Bag og omkring blomsterne er hele feltet grønt: en lys, let syrlig grøn, der fylder både baggrunden og jorden under vasen, kun brudt af mørkere strøg, der markerer stængler og bladskygger. Der er intet bord, ingen væg, intet vindue i syne; roserne sidder ganske enkelt i farven.
Lyset i maleriet kommer fra alle steder og ingen bestemt steder. Van Gogh giver ingen enkelt kilde, ingen kastet skygge, der fastlægger et tidspunkt på dagen; de blege blomster holder de lyseste partier maling, og øjet går først til dem, før det følger de mørke stængellinjer ud mod bladene.
Hurtige strøg, tegnede kanter
Van Gogh arbejdede kronbladene i korte, mættede strøg af hvid, lyserød og creme, sat side om side i stedet for blandet, så malingen bevarer sin egen tekstur, selv hvor farverne ligger tæt sammen. Tæt på læses roserne som separate penselberøringer; på normal betragtningsafstand lukker de sig til fyldige, bløde blomster.
Bladene og stænglerne er bygget op på en anden måde igen, tegnet lige så meget som malet. Mørkegrønne og næsten sorte linjer sporer omridset af hvert blad og hver stængels vandrende vej, en vane, der skylder noget til de japanske tryk, som Van Gogh havde studeret siden sine Paris-år og blev ved med at vende tilbage til.
Den kontrast, tyk farve holdt inden for en tegnet kontur, giver hele lærredet dets struktur. Uden de mørke omrids ville roserne opløse sig i den grønne grund; med dem læses et løst og let kaotisk bundt blomster tydeligt som et bundt blomster, holdt sammen af linje lige så meget som af maling.
Blomster som en måde at stabilisere sig selv på
Van Gogh havde malet blomster for at samle sindet før, mest berømt solsikkerne i Arles, men roserne fra denne sidste uge i Saint-Rémy føles anderledes i temperament. Der er mindre bravado i farven og mere opmærksomhed på blot at se, på at få et bundt afskårne blomster ned på lærredet, før de falmede.
Han forsøgte, efter hans egen beretning i breve fra denne periode, at arbejde roligt og stabilt forud for en vanskelig rejse. En skål roser kræver ikke meget af en maler ud over nøje iagttagelse, og det var måske netop, hvad han havde brug for efter et år med vanskeligere motiver.
Resultatet er et maleri med meget lidt begivenhed og en stor portion omhu. Intet i Pink Roses kræver opmærksomhed på samme måde som hans stormfuldere landskaber; det holder blot stille og beder om at blive betragtet nøje, blomst for blomst.
På en væg, gennem dagen
Hængt hvor dagslyset når det, ændrer Pink Roses sig mere, end dets lille format antyder. Morgenlyset fremhæver de næsten hvide højdepunkter på de åbne blomster; om aftenen, under lampelys, bliver den grønne grund dybere og de lyserøde varmere, så maleriet læses mindre som et bundt blomster og mere som et farvefelt med roser fanget inde i det.
Det er et tæt, stille maleri, og det belønner den slags rum, hvor nogen faktisk stopper foran det ofte: et soveværelse, en trappeafsats, et læsehjørne, et sted, hvor øjet vender tilbage nok gange til at blive ved med at finde nye strøg i det grønne.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Ny Carlsberg Glyptotek samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.