Marguerite Gachet ved klaveret: Historien bag maleriet
I maj 1890 forlod Vincent van Gogh asylet i Saint-Remy og slog sig ned i Auvers-sur-Oise, en landsby nord for Paris, valgt dels for dens ro og dels for tilstedeværelsen af Dr Paul Gachet, en læge med interesse for kunst og for urolige kunstnere. Van Gogh havde omkring ti uger tilbage at leve, selvom ingen omkring ham vidste det. Han malede i et tempo, der stadig forbløffer katalogisatorer, ofte et lærred om dagen, og forvandlede markerne, kirken, de stråtagte huse og folkene i Auvers til motiver.
Blandt disse mennesker var lægens egen husstand. Van Gogh malede Marguerite Gachet to gange i løbet af sin sidste måned der, og dette lærred, dateret til juni 1890, er det mere private af de to. Det viser hende ved klaveret, opslugt af at spille, uvidende om at blive betragtet. Der er ingen fornemmelse af en aftalt og fastholdt session; billedet læses som et øjeblik fanget midt i en tone.
En datter ved klaviaturet
Marguerite sidder i profil ved et opretstående klaver, hele hendes opmærksomhed rettet mod tangenterne. Hendes hænder er løftet over instrumentet, fingrene finder en akkord, og et nodeark står åbent på holderen foran hende. En lille lysestage rejser sig fra klaverets kasse ved siden af hende, utændt, en del af en almindelig aftens inventar.
Hun bærer en bleg, rosenfarvet kjole, mere hvid end lyserød på afstand, snøret i taljen af et koralbælte, der er den enkeltstående stærkeste farvenote på hendes skikkelse. Hendes hår er sat løst op, et par strenge løsnet ved halsen, den slags detalje der kommer fra at male en virkelig person frem for at opfinde en type.
Bag hende er væggen et grønt felt overalt stipling med små røde prikker, og under hendes fødder er gulvet lagt i varmt rødt tegl, selv spættet med grønt. Rummet snævrer ind i disse to farvefelter, væg og gulv, med Marguerite og klaverets mørke bulk sat mellem dem som et hængsel.
Et portræt ment til at hænge som et par
Marguerite Gachet var nitten den sommer, lægens eneste datter, og Van Gogh ser ud til at have planlagt dette lærred med en partner i tankerne: et portræt af hendes mor, i stil med de parrede hjemlige portrætter af tidligere mestre, som han havde studeret og beundret. Det usædvanligt høje, smalle format, 50 gange 102,5 centimeter, er i sig selv et fingerpeg om den ambition, en form velegnet til at hænge ved siden af et andet af samme proportioner.
Hvorvidt det ledsagende stykke nogensinde blev påbegyndt, er ikke noget, billedet selv kan fortælle os. Det, der overlever, er dette ene lærred, komplet i sin egen ret, et portræt af en ung kvinde optaget af musik i sin families hus.
Det ligger inden for en lille gruppe værker, Van Gogh lavede af Gachet-husstanden den sommer, bevis på hvor hurtigt han var blevet trukket ind i familielivet i den ene husstand i Auvers, der tog ham ind.
Farve håndteret som lyd
Malingen over væggen er lagt på i korte, adskilte strøg, grønt over grønt med de røde prikker faldet ind næsten som toner slået med mellemrum, en rytme der har mere til fælles med klaveret, der spilles, end med noget konventionelt tapetmønster. Det er en teknik, Van Gogh brugte andre steder den sommer, men her gør den virkeligt arbejde og fylder rummet med en slags visuel lyd.
Mod det aktive felt er Marguerites kjole bygget af længere, blødere strøg, bleg og let kridtet, så hun læses som stille, selv mens hendes hænder er i bevægelse. Koralbæltet og det varme røde gulv svarer hinanden hen over lærredet og holder kompositionen sammen i top og bund.
Selve klaveret er malet mørkere og mere løst, brune og sorte nuancer arbejdet hurtigt, en solid form, mod hvilken både den blege skikkelse og den grønne væg vinder deres lysstyrke. Intet i håndteringen er anstrengt; hele billedet har direkteheden af arbejde udført i en enkelt vedholdende session.
I et rum, og som lyset skifter
Hængt i et rum i dag bevarer maleriet den samme kvalitet af et overhørt øjeblik frem for et poseret portræt. Marguerite vender sig ikke mod beskueren, optræder ikke for nogen; øjet inviteres til at betragte hende, som man måske ville kigge ind til en, der øver alene i rummet ved siden af.
Dens farver skifter med lyset omkring det. I køligt dagslys læses den grønne væg som det dominerende felt, de røde prikker dæmpes til tekstur; under varmere aftenlys kommer kjolens lyserøde og gulvets røde frem, og maleriet føles mindre som en undersøgelse i grønt og mere som en undersøgelse i varme.
Originalen hænger på Kunstmuseum Basel, et af værkerne fra Van Goghs sidste uger i Auvers-sur-Oise, der viser ham arbejde ikke mod krise, men mod rolig, fokuseret observation, en ung kvinde, et klaver, en almindelig juniaften forvandlet til maling.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kunstmuseum Basel samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.