Morbærtræet: Historie, betydning & penselføring
I efteråret 1889 boede Vincent van Gogh bag murene på Saint-Paul-de-Mausole-asylet i Saint-Rémy-de-Provence og arbejdede sig gennem en af de mest krævende perioder i sin karriere. Han havde ladet sig indlægge der i maj, efter sammenbruddet i Arles, og i månedsvis var hans motiver, hvad grunden og udsigten bag muren tillod ham: olivenlunde, cypresser, hvedemarker skimtet gennem en jernport. Sent i oktober vendte han sig mod et morbærtræ, der voksede inden for rækkevidde af bygningen, og malede det i én sammenhængende kampagne, mens lyset og hans egen koncentration holdt.
Et træ inden for murene
Van Goghs udvalg den efterår var snævert. Han fik lov at male i asylets have og på bedre dage et kort stykke derfra, og morbærtræet stod tæt nok på til at nå uden en lang gåtur. Dets efterårsløv, allerede ved at skifte farve, gav ham præcis den slags motiv, han havde jagtet hele året: noget almindeligt, som kunne drives til intensitet gennem farven alene.
Han vides at have sat det færdige lærred særligt højt blandt de billeder, han lavede den sæson. Det ses i den opmærksomhed, der er viet det: dette er ikke en hurtig studie, men et billede opbygget med virkelig overvejelse, hele overfladen bearbejdet til samme højde fra stammen til den yderste gren.
Et træ, hele lærredet
Kompositionen er næsten trodsigt enkel. Et enkelt morbærtræ fylder næsten hele det 65 gange 54 centimeter store lærred, dets stamme rejser sig lidt uden for midten, og dets krone breder sig fra kant til kant, så himlen kun overlever som et bånd og et par åbninger skimtet gennem grenene. Der er ingen sti, der leder blikket andre steder hen, ingen begivenhed, der distraherer fra træet selv.
Ved foden står en bleg sten op ad stammen, og jorden omkring den er et felt af creme, halm og hvide strøg snarere end åben græsplæne. Til venstre hæver landskabet sig i en blegere, kridhvid skråning; til højre giver en lav mørkegrøn busk og en mindre klynge orange-rødt løv de eneste andre farveindslag i den nederste halvdel af maleriet, små nok til at fremstå som accenter snarere end konkurrence.
Selve stammen er bearbejdet lige så omhyggeligt som kronen. Den snor sig, mens den rejser sig, opbygget af overlappende bånd af brun, grå og hvid maling, der næsten læses som kornet i rigtig bark, og den forgrener sig lavt nede i det virvar af lemmer, der bærer løvet.
Guld mod en violet himmel
Farven gør arbejdet her mere end tegningen. Løvet er en koncentreret masse af gul, okker og rav, nogle blade næsten orange, andre skyggende mod en mere mat oliven, hvor malingen er tyndere, og dette guld er sat direkte op mod en himmel af dyb blå og violet, der mørkner mod lærredets øverste hjørner.
Det par, varmt guld mod kølig violet, er hele billedets motor. Van Gogh havde brugt komplementære kontraster før, men her er proportionerne ekstreme: træet optager så meget af rammen, at himlen læses som baggrundstryk snarere end åben rum, og blikket møder først kronen, dens hede og tæthed, før det overhovedet når stammen eller jorden.
Paletten forbliver disciplineret trods intensiteten. Ud over guldet og violetten er der lidt andet: det blege felt, de to små pletter grøn og rød-orange lavt til højre og strejf af grå i stammen og stenen. Intet er tilføjet blot for at fylde plads.
Hvordan malingen sidder på lærredet
Penselarbejdet er der, hvor træet bliver vejr snarere end botanik. Hver klynge blade er opbygget af korte, krøllende strøg, løkker og kommaer af tyk maling lagt op mod hinanden, så kronen synes at sno sig og løfte sig, selv om intet i scenen faktisk bevæger sig.
Van Gogh varierer behandlingen efter område snarere end at holde én teknik hele vejen igennem. Løvet er al krøl og spiral; himlen er lagt i længere, mere lige diagonale strøg, der giver den en raget, vinddrevet tekstur; jorden er igen løsere, streget snarere end løkket. Stammen sidder mellem de to, dens strøg snor sig, men er kontrollerede og holder billedet sammen i midten.
Malingen er stedvis påført så tykt, at enkelte strøg stadig står frem fra overfladen og fanger rigtigt lys ujævnt over lærredet. Den fysiske tekstur er en del af, hvad billedet er; det er ikke en glat illusion af et træ, men et opbygget et, samlet strøg for strøg og efterladt synligt sådan.
At leve med træet
Hængt i et rum er dette ikke et stille billede. Koncentrationen af guld trækker blikket til sig fra den anden ende af et rum, og fordi træet fylder så meget af sit eget lærred, holder det sin skala selv på afstand og læses som en enkelt tæt form, før nogen detalje fremtræder.
Lys forandrer det gennem dagen på en måde, der passer til en beboet stue snarere end en museumsvæg. Dagslys skærper kontrasten mellem den gyldne krone og den violette himmel; varmere aftenlys fremhæver okker og rav i bladene og lader de mørkere blå farver træde tilbage, så samme lærred føles anderledes ved morgenmaden og efter mørkets frembrud.
Det morbærtræ, der gav anledning til det, står ikke længere, så vidt optegnelser viser, men maleriet selv, nu i Norton Simon Museum, forbliver det eneste sted, hvor den særlige oktobereftermiddag i 1889 stadig eksisterer.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Norton Simon Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.