Olivenhøst: Historie, betydning og penselføring
I foråret 1889 lod Vincent van Gogh sig indlægge på asylet Saint-Paul-de-Mausole, lige uden for Saint-Rémy-de-Provence. Han havde et værelse og med tiden også tilladelse til at arbejde i et andet værelse, der var indrettet som atelier, og på roligere dage gik en medhjælper ham ud i landskabet uden for asylets mure. Det var der, blandt de olivenlunde, der dækkede de omkringliggende bakker, at han fandt et af de motiver, der skulle optage ham mest vedholdende det år.
Olivenplukning, malet i 1889 og 92 gange 73 centimeter, hører til en gruppe lærreder, han lavede af disse plantager over flere måneder. Han vendte tilbage til de samme rækker af træer igen og igen, i forskelligt lys og forskelligt vejr, som om intet enkelt billede kunne rumme det, han så i dem.
En bakkeskråning bearbejdet i efteråret
Billedet viser en lund på skrånende grund, oliventræerne sat i løse, uregelmæssige rækker, der klatrer op mod den blege horisont. To figurer arbejder blandt dem: en står på en stige, der er lænet op mod grenene, og rækker op i løvet, mens en anden figur i blegt tøj venter i nærheden, måske med en kurv eller et stof, der er bredt ud for at fange den nedfaldne frugt.
Træerne dominerer scenen langt mere, end menneskene gør. Deres stammer er mørke, lave og stærkt snoede, tykkere ved foden i knuder og buler, før de deler sig i grene, der krummer tilbage mod sig selv. Van Gogh giver den nærmeste stamme, til højre i lærredet, et helt ordforråd af løkker og kroge, så den næsten læses som en figur i sig selv, bøjet og gestikulerende.
Over stammerne åbner kronerne sig i bløde, afrundede masser af blade, malet i korte, tætte strøg, der aldrig helt opløses i enkelte blade. Løvet bærer den grågrønne farve, der er særlig for oliventræer, køligere og blegere end almindeligt sommergrønt, og det fanger nok lys til at synes at skimre i stedet for at stå stille.
Jord, himmel og trækket mellem dem
Jorden under træerne optager den nederste halvdel af lærredet og er bearbejdet i tæt, retningsbestemt skravering, okker og askebrun brudt igennem med strøg af gult og strejf af rødbrunt. Den har teksturen af pløjet eller revet jord, furet af penslens rytme snarere end af nogen tegnet fure.
Mod den varme, travle jord er himlen næsten opsigtsvækkende i sin enkelhed. Den er malet bleg, en diset off-white, der hælder mod gulgrøn, lagt på i de samme korte, parallelle strøg som jorden, men uden noget af dens farvespil. Der er ingen blå i den, og ingen skyform; den læses som hede og skær snarere end som vejr.
Det par, en levende jord og en tømt himmel, trækker blikket ned i selve lunden snarere end ud mod nogen afstand. Træerne står mellem de to zoner, mørke nok til at holde kompositionen sammen, og det er langs deres snoede stammer, at blikket til sidst falder til ro.
Hvorfor oliventræerne holdt ham fast
Van Gogh var ankommet til Provence med forventninger om cypresser og hvede og fandt oliventræet vente ved siden af dem, en art han næsten ikke havde malet før. Han skrev til sin bror Theo om vanskeligheden ved at få det rigtigt, om hvordan træet skiftede karakter med hver time og hver årstid, sølvfarvet ved middag, næsten violet frem mod aften.
Olivenskovmalerierne fra Saint-Rémy står side om side med hans hvedemarkslærreder fra samme år og samme stykke landskab, to høst iagttaget inden for synsvidde af hinanden. Hvor hvedemarkerne gav ham vandrette fejninger af guld, gav olivenlundene ham noget mere sammenfiltret og indesluttet, et motiv han måtte arbejde sig ind i træ for træ.
Tilstedeværelsen af plukkere i dette lærred, snarere end tomme træer, knytter det mere direkte til den høst end mange af de andre olivenbilleder i serien. Det registrerer arbejde lige så meget som landskab, det sæsonarbejde, der bragte folk ud blandt træerne på netop det tidspunkt, hvor han var der for at se det.
Behandling og mærke
Hver del af lærredet er bygget af den samme familie af korte, krumme, gentagne strøg, hvad enten Van Gogh beskrev bark, blad, jord eller himmel. Konsistensen i det greb er det, der forener et billede med så meget begivenhed i sig, så lund, jord og luft føles som variationer over én bevægelse snarere end som separate passager syet sammen.
Malingen er ikke lagt fladt. Rygger af pigment fanger virkeligt lys hen over stammerne og den tillede jord og giver overfladen en tekstur, der skifter, når en beskuer bevæger sig forbi den, en virkning intet fotografi fuldt ud gengiver.
Originalen til Olivenplukning ejes i dag af Basil and Elise Goulandris Foundation, en del af en værkgruppe fra Van Goghs år i Saint-Rémy, der fortsat studeres og vises som en gruppe.
På en væg
Hængt i et rum med skiftende dagslys opfører et billede bygget så tæt af retningsbestemte strøg sig anderledes gennem dagen. Morgenlys langs lærredet vil fange ryggene af maling hen over træstammerne og den tillede jord og kaste bittesmå skygger, der atter blødgøres om aftenen.
Dens palet, olivenløvets grågrønne mod varm okkerjord, sidder godt sammen med de dæmpede grønne toner, der ofte vælges til et soveværelse eller en stue, uden at afhænge af nogen bestemt vægfarve for at fungere. Den belønner at blive set på tæt på, for penselarbejdet, og fra den anden side af et rum, for trækket fra de mørke træer mod den bare, blege himmel.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Basil and Elise Goulandris Foundation samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.