Portræt af Camille Roulin: Historie & betydning
En postbuds familie i Arles, 1888
I de sidste måneder af 1888 boede Vincent van Gogh i Det Gule Hus i Arles, midt i det mest produktive og mest turbulente år af sin karriere. Paul Gauguin var kommet og gået, deres fælles ateliereksperiment endte i en krise i december, og van Goghs vennekreds i byen var indskrænket til næsten ingen ud over en enkelt familie.
Den familie var Roulin-familien. Joseph Roulin, en postansat, og hans kone Augustine blev villige modeller for en maler, der hungrede efter selskab, og med tiden gjorde hver af deres tre børn det samme. Van Gogh arbejdede sig gennem husstanden et ansigt ad gangen, på den måde en anden kunstner måske ville arbejde sig gennem en serie studier, men med ægte hengivenhed for hver model.
Camille, den mellemste søn, sad model for ham i 1888, omkring elleve år gammel. Resultatet, Portræt af Camille Roulin, er et lille lærred på 32,5 gange 40,5 centimeter, nu i Van Gogh-museets eje, beskåret tæt, så drengens hoved og skuldre fylder næsten hele rammen.
En dreng under en furet blå kasket
Blikket går først til kasketten, en blød blå skoledrengekasket sat lidt på skrå, dens overflade opbygget af korte strøg af blåt og næsten-hvidt, der fanger lyset langs hver en fure i stoffet. Under den vender Camilles ansigt næsten direkte mod beskueren, hans blå øjne rolige og en smule på vagt, blikket hos et barn, der er blevet bedt om at sidde stille længere, end det har lyst til.
Hans hud er malet i strøg af okker, laksefarvet og blegt grønt lagt side om side i stedet for at blive blandet, så ansigtet fremstår varmt og levende, selv tæt på, hvor det opløses i et net af adskilte farver. En rødmen ligger over den ene kind, og hans mund, lukket og let sammenpresset, er tegnet i en enkelt sikker rød linje.
Han har en grøn jakke på, knappet til halsen, fastgjort med én rød knap, der giver øjet et lille, skarpt punkt af kontrast mod alt det grønne. Jakken er udført i de samme korte, retningsbestemte strøg som kasketten, med blege lysglimt, der løber ned ad skuldrene som årer i træ.
Bag ham er baggrunden et felt af okkergul, malet i løse diagonale strøg, der fortætter sig til grønne striber mod lærredets højre kant, som om væggen eller marken bag drengen fangede det samme lys som hans kasket. Der er ingen møbler, intet vindue, intet der placerer ham noget bestemt sted. Van Gogh giver os kun drengen, oplyst og farvelagt, og intet andet at se på.
Maling lagt på uden at blive blandet
Van Gogh arbejdede i disse sidste Arles-måneder på en måde, han havde finpudset siden sin ankomst til syden to år tidligere: farve påført direkte, strøg ved siden af strøg, med næsten ingen blanding på selve lærredet. I Camilles portræt er den metode tydelig i kasketten og jakken, hvor enkelte linjer pigment sidder ved siden af hinanden i stedet for at smelte sammen til en glat overflade.
Tegningen i sig selv er sparsommelig. En mørk kontur holder kasketens kant, kæbelinjen, jakkens krave, og gør det arbejde, som skygge ellers kunne gøre, og overlader resten til farven. Det er en hurtig, sikker form for portrætkunst, tættere på et studie taget fra livet end på en formel session.
Dette er også umiskendeligt et portræt lavet af en, der kunne lide personen foran sig. Der er ingen af den smiger, et bestillingsportræt har, og ingen af den kølighed, et akademisk studie har. Camille ligner en rigtig dreng fanget midt i en tanke, hurtigt fastholdt, før han mistede tålmodigheden med det hele.
En familie, seks portrætter
Van Goghs breve fra denne periode vender ofte tilbage til Roulin-familien, og især til Joseph Roulin, som han beskrev som et af de eneste mennesker i Arles, han kunne tale med som ligemand. At male børnene var dels en måde at gengælde det venskab, dels en fortsættelse af en idé, han havde forfulgt hele året: et moderne portræt bygget på stærk, flad farve snarere end omhyggelig modellering.
Set sammen med portrætterne af Camilles forældre og søskende læses dette lærred mindre som et isoleret portræt og mere som et panel i et sæt, hvor hvert medlem af husstanden får samme tætte, direkte behandling. Forskellene mellem dem, i farve, i positur, i penselarbejdets temperament, fortæller næsten lige så meget om modellerne som deres ansigter gør.
I et rum, gennem dagen
Hængt på en væg holder dette portræt sig selv på tværs af et rum, den blå kasket og grønne jakke læses som to stærke former mod den gule baggrund, før nogen detalje i ansigtet træder frem. Tæt på viger den enkelhed til fordel for den granulerede, håndlavede overflade af enkelte strøg, og drengens udtryk træder frem.
Morgenlys og aftenlys ændrer det mærkbart, da så meget af lærredet afhænger af, hvordan den okkergule baggrund og kasketens blå står mod hinanden. I varmt, lavt lys bliver det gule dybere, og det blå trækker sig tilbage. I køligere dagslys skærpes kontrasten, og drengens blik bliver mere direkte. Det er et lille maleri, der kræver at blive set på mere end én gang, og belønner hver tilbagevenden med noget en smule anderledes.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.