Portræt af Eugène Boch, Digteren: Historien
I sensommeren 1888 boede Vincent van Gogh i Det Gule Hus i Arles og forsøgte at forvandle et lejet sæt værelser til en fungerende kunstnerkoloni. Kun få malere tog nogensinde imod hans invitation. Eugène Boch, en belgisk maler i starten af trediverne, som var rejst sydpå for at arbejde i nærheden af Fontvieille, var en af de få, der gjorde det, og van Gogh bad om at måtte male ham, før han rejste.
Boch arbejdede med maling, ikke med vers, men van Gogh betragtede hans lange ansigt og lyse farver og så noget, der var tættere på en digter end på en kollega i håndværket. Han gav det færdige lærred sit eget kælenavn, “Digteren”, og behandlede seancen som en tilladelse til at opfinde snarere end at gengive. Resultatet, malet i Arles i 1888, er et af de mere usædvanlige portrætter fra det år.
Et ansigt bygget af skarpe kanter
Bochs hoved er let vinklet, hans blik ført til den ene side i stedet for at møde beskueren direkte. Panden er høj og bleg, hårgrænsen allerede tilbagetrukket, og van Gogh har ladet bleg gul og hvid fange langs issen, hvor lyset er stærkest.
Omkring øjnene og kæben bliver huden grøn og okker, blandet direkte ind i hudtonerne i stedet for holdt som skygge. Det giver ansigtet et let feberagtigt præg, ravfarvede øjne dybt under mørke bryn, en lang lige næse, et tyndt rødguldt skæg tæt trimmet langs hagen.
Under kraven er et stribet slips, blåt og rustrødt mod en stivet hvid skjorte, et af de få partier malet med nogen tilbageholdenhed. Alt ovenover det, især huden, er bygget op af små farvejusteringer snarere end af linjer.
En nattehimmel uden rigtige stjerner i
Van Gogh satte det hoved mod en baggrund af næsten ren mørkeblå, udført i lange diagonale strøg, der på afstand læses som selve vejret, der bevæger sig bag den siddende. Spredt ud over den er små fnug af hvidt og blegt guld, ikke tegnet som genkendelige konstellationer, men placeret løst nok til at antyde dem.
Han skrev til sin bror Theo omkring dette tidspunkt om at ville male en drømmers portræt mod “den rigeste, mest intense blå”, han kunne finde, så et lyst hoved ville sidde der “som en stjerne i dybet af en azurblå himmel”. Dette lærred er den idé ført ud i maling snarere end i beskrivelse.
I øverste venstre hjørne afbryder en enkelt bleg blomst det blå felt, lille og let malplaceret, mere et privat mærke end en botanisk detalje. Den er let at overse og, når man først har bemærket den, svær at holde op med at lede efter.
Stof malet som vejr
Bochs frakke er en tung sennepsgul farve, lagt på i brede, synligt retningsbestemte strøg, der krummer om skulderen og falder i mere lige linjer ned over brystet. Van Gogh har ikke forsøgt at skjule penselarbejdet her, som han til en vis grad gjorde i ansigtet.
Malingen sidder tykt, furet, næsten vævet, i tydelig kontrast til den tyndere, mere bearbejdede overflade af huden over kraven. Mellem frakkens grove guld og hovedets blødere modellering trækkes øjet opad, tilbage til ansigtet, hver gang det vandrer.
Den kontrast mellem opbygget stof og nært behandlet hud er en af de ting, der forhindrer dette lille lærred, kun 45 gange 60 centimeter, i at læses som et konventionelt portræt. Det opfører sig mere som en idé udarbejdet på nært hold end som en registrering af en eftermiddags seance.
At leve med det gennem dagen
Hængt i et rum, der får noget dagslys overhovedet, opfører den blå baggrund sig forskelligt time for time. Morgenlys flader den ud mod sort; sidst på eftermiddagen, med solen lavere og varmere, kan samme parti løfte sig mod en ægte midnatblå, og de spredte fnug begynder igen at læses som noget nærmere stjerner.
Under lampelys om aftenen tager frakken over, den sennepsgule varmer yderligere og trækker hele billedet mod guld. Ansigtet, fanget mellem de to farvefelter, skifter med dem i stedet for at forblive fast, hvilket er en retfærdig beskrivelse af, hvordan van Gogh synes at have ønsket, at et portræt skulle fungere.
Originalen hænger i Musée d’Orsay i Paris, et lærred blandt mange fra en kort, intenst produktiv periode af van Goghs tid i syden. Så lille det er, bærer det mere af hans ambition for portrætkunsten, ønsket om ikke at male en lighed, men en sindstilstand, end dets størrelse antyder.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Musée d'Orsay samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.