Portræt af Joseph Roulin: Historie, betydning og penselstrøg
Tidligt i 1889 gennemlevede Vincent van Gogh den hårdeste periode af sin tid i Arles. Han havde tilbragt årsskiftet ind og ud af byens hospital, og atelieret i Det Gule Hus stod stort set tomt for det selskab, han havde håbet at fylde det med. Joseph Roulins husstand forblev en af de få stabile tilstedeværelser, han havde tilbage.
En husstand, der holdt ham oppe
Roulin arbejdede som overordnet postembedsmand ved Arles banegård, en stor, meningfyldt, varmhjertet mand snarere end et brevbud, og hans tunge kropsbygning og kløftede skæg havde allerede gjort ham til en af Van Goghs yndlingsmodeller gennem den foregående vinter. Van Gogh malede ham, hans kone Augustine og deres tre børn igen og igen og vendte tilbage til Roulins ansigt oftere end til næsten nogen anden, han mødte i syden.
Dette lærred er dateret 1889, malet i samme periode, hvor Roulin selv allerede havde forladt Arles for en ny postering længere fremme langs linjen. Van Gogh udarbejdede det ud fra hukommelsen og ud fra de studier, han allerede havde lavet af sin ven, snarere end ud fra en session.
Maleriet måler 55,2 gange 64,4 centimeter og tilhører nu Museum of Modern Art i New York. Det er et af flere tæt beslægtede portrætter af Roulin fra disse måneder, som hver afprøver en anden balance mellem den samme blå uniform og en mønstret baggrund.
Ansigtet over skægget
Billedet er beskåret tæt, så Roulin fylder næsten hele lærredet og møder beskuerens blik direkte. Han bærer sin blå postuniformskasket med POSTES skrevet med guldbogstaver hen over skyggen, let vippet tilbage fra en bred, vejrbidt pande. Hans hud er opbygget af strøg i lysegrøn, okker og pink sat side om side snarere end blandet sammen.
Skægget er maleriets egentlige begivenhed. Det falder i lange, kløftede krøller fra under kindbenene ned til brystet, udført i reb af ingefær, grå, violet og mørkebrun, der snor og krydser sig som separate linjer håndskrift. Van Gogh tegner det med den samme kalligrafiske frihed, han gav cypresser og modnende hvede, så hår bliver en slags vejr.
Roulins øjne er rødkantede og svagt trætte, fæstnet et sted lige forbi beskueren. Der er intet smil og ingen teater i positur, kun en jævn, tålmodig opmærksomhed, som Van Gogh yder lige så meget mod en ven, en stol eller en solsikke.
En have, der aldrig har eksisteret
Bag Roulins hoved opløses væggen i et tæt felt af grønt, mønstret med sløjfede orange og røde ranker og en stivning af små hvide streger, der på tværs af et rum læses som løv fanget midt i bevægelse. To rosetblomster i creme og rust sidder i de øverste hjørner og genlyder formen af et hjul. Til højre åbner en klynge pink og hvide blomster sig, større og mere løst malet end det gentagne mønster omkring dem.
Intet af dette beskriver et tapet, Van Gogh ejede, eller en have, han sad foran. Det er en opfundet dekorativ baggrund, bygget af det samme vokabular af prikker, krøller og flad farve, som han brugte i andre portrætter fra disse måneder, en måde at give en model en ramme uden at ty til et virkeligt rum. Mønsteret presser sig fremad snarere end at trække sig tilbage, så Roulins hoved sidder op ad det snarere end inde i et troværdigt rum.
Selve det grønne er ikke én farve, men fire eller fem tydelige valører, fra næsten sort i skyggerne omkring ørerne til en klar, syrlig tone ved de øverste kanter. Den variation er det, der forhindrer baggrunden i at flade ud til almindeligt tapet.
Blå uld mod grønne blade
Uniformsfrakken er i dyb preussisk og koboltblå, dobbeltradet, med to rækker okkergule knapper, der slår lyse, hårde toner mod al den blå. Van Gogh maler ulden i lange, flade, retningsbestemte strøg, der følger stoffets fald over skuldrene snarere end modellerer det med lys og skygge. En smule orange krave viser sig ved halsen, den ene varme tone mellem skæg og frakke.
Blå og orange, grøn og rød: hele maleriet er bygget på par af farver, der står over for hinanden på hjulet, skubbet tæt på fuld styrke. Det er denne kontrast, mere end nogen enkelt tegning, der giver Roulin hans fysiske vægt og forhindrer ham i at blive opslugt af mønsteret omkring ham.
På en væg, gennem dagen
Ophængt i et rum læses portrættet først som en masse af blåt og grønt, hvor Roulins blege ansigt og kasket er den ene lyse afbrydelse i feltet. Kom tættere på, og de flade former bryder op i hundreder af individuelle strøg, skægget frem for alt, der først på tæt hold opløses fra en enkelt mørk form til snesevis af krøllede linjer.
Dagslys fremhæver det syrlige i de grønne nuancer og guldet i kasketbogstaverne. Lampelys om aftenen trækker det blå ned mod sort og lader de okkergule knapper og kraven lyse næsten alene. Uanset hvad fortsætter Roulin med at se lige ud af lærredet, upåvirket af hvilket rum der end er bygget omkring ham.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Museum of Modern Art samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.