Portræt af Armand Roulin: Historie, betydning og penselføring
I løbet af den fjerde uge af et ophold i Arles var Vincent van Gogh stort set holdt op med at hyre modeller. Professionelle siddende modeller kostede penge, han ikke havde, og sad for stift for det, han ønskede af et ansigt. I stedet vendte han sig mod de mennesker omkring sig: postbudet, der drak med ham, kroejerens datter og samme år en hel familie, der tilfældigvis boede nede ad gaden fra Det Gule Hus.
Portrætter af mennesker, han kendte
Familien tilhørte Joseph Roulin, en postansat i Arles, som van Gogh havde gjort sig til ven med ikke længe efter ankomsten til syden. Roulin sad model for ham gentagne gange gennem 1888, og med tiden gjorde hans kone og hver af deres børn det samme.
Armand var den ældste af Roulin-børnene, på kanten af voksenlivet og allerede adskilt fra sine yngre søskendes huslige rutiner. Han var gammel nok til at blive malet mindre som et barn og mere som en ung mand, der besluttede, hvem han ville være.
Van Gogh malede ham to gange det år. Dette billede, der viser Armand i en lys gul frakke mod en ensartet grøn baggrund, er et af de to, og det bærer en rolig, direkte kvalitet, der antyder en model og en maler, der allerede kendte hinanden godt.
Gul mod et felt af grøn
Frakken optager det meste af lærredet. Den er en umoduleret, næsten lakeret gul, brudt kun af en mørk knap, en trekant af hvid skjorte og et sort slips, der er løst knyttet ved halsen.
Bag ham er væggen grøn, blegere og køligere nær hovedet, og bliver lidt dybere mod lærredets kanter. Van Gogh havde brugt netop denne slags parring før, hvor en varm farve stilles mod sin modsætning, så hver af dem presser den anden til fuld styrke.
Mellem de to felter sidder Armands ansigt, malet i blødere, varmere toner: rosenrødt i kinderne og spidsen af øret, okker og pink hen over panden og kæben. Effekten er af et hoved, der lyser indefra et meget stærkere farvefelt, snarere end oplyst af nogen åbenlys dagslysquelle.
En mørk, bredskygget hat sidder lavt over hans pande og kaster øjnene i skygge. Under den er hans blik roligt og lidt forbeholdent, det møder betragteren uden helt at give noget væk.
Hånden, der byggede malingen
Se nøje på hatten, og penselarbejdet skifter fuldstændigt karakter fra frakken under den. Korte diagonale strøg af blågrøn og næsten sort opbygger kronen og skyggen, lagt op mod hinanden, så filten synes at have en fnug og sin egen vægt.
Den grønne baggrund er håndteret endnu løsere, i synlige strøg, der efterlader lærredets vævning synlig flere steder. Intet af det er udtværet glat; van Gogh arbejdede hurtigt, i tyk, våd maling, og efterlod mærkerne af den hastighed på overfladen.
En mørk kontur, næsten som en wire, løber rundt om frakkens skuldre og krave og holder den flade gule form mod det grønne bagved. Den slags kontur, lånt løst fra den grafik og cloisonné-maleri, han beundrede, giver hele figuren en let grafisk, plakatagtig klarhed.
Ansigtet er det ene område, der er malet med mere omhu og flere små justeringer, hvor penslen bevæger sig i kortere, mere beskrivende strøg omkring øjnene, næsen og moustachen. Det er her, van Gogh sænkede farten, og det kan ses.
To sessioner, en søn
At van Gogh vendte tilbage til Armand for et andet portræt siger noget om, hvordan han arbejdede sig gennem Roulin-familien det år. Han var ikke blot i gang med at samle portrætter; han studerede de samme mennesker gentagne gange og justerede positur, kostume og farveskema hver gang.
1888 var et intenst arbejdsår for ham, fyldt med selvpålagte projekter, og Roulin-familien gav ham modeller, som han ikke behøvede at betale, overtale eller forklare sig over for. At male Armand i hans egen frakke og hat, snarere end i et kostume valgt til billedet, holdt portrættet bundet til en faktisk person snarere end en type.
Maleriet er dateret til det år og måler 54,1 gange 65 centimeter, en størrelse tæt på naturlig størrelse for et hoved og skuldre, tæt nok til at den siddendes blik når betragteren med noget i retning af sin oprindelige intensitet.
I et rum, gennem skiftende lys
Museum Folkwang i Essen har maleriet i dag, hvor det gule og grønne sidder under galleribelysning valgt for at holde begge farver ærlige. I et hjemligt rum opfører det samme lærred sig anderledes gennem dagen, den grønne væg bag Armand skifter fra syrlig til en mere dæmpet oliven, efterhånden som lyset falder, mens den gule frakke holder sin ladning længere end næsten alt andet i rummet.
Ophængt i øjenhøjde bliver portrættet ved med at gøre det, det blev bygget til i 1888: en ung mand i en hat, fanget mellem farver, der ikke helt vil falde til ro omkring ham, der ser tilbage på den, der tilfældigvis ser på ham.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Museum Folkwang samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.