Portræt af Augustine Roulin: Historie, betydning og penselføring
I efteråret 1888 havde Vincent van Gogh været i Arles i det meste af et år, på jagt efter det lys, han troede, syden kunne give ham, og fundet mest af alt isolation i stedet. Paul Gauguins ankomst i oktober ændrede den daglige rytme i Det Gule Hus, men det var en ældre, mere stille tilknytning, der holdt van Gogh malende gennem den periode: familien til Joseph Roulin, den lokale postfunktionær, som var blevet noget nær kunstnerens eneste faste selskab i byen. Roulins kone, Augustine, sad model for ham mere end én gang det år, og dette portræt, malet i 1888 og med målene 65 gange 55 centimeter, er et vidnesbyrd om disse sessioner.
Intet ved billedet læses som en bestillingsopgave. Augustine Roulin var ikke en mæcen, og der skiftede ingen betaling hænder; hun var en kvinde, som van Gogh havde lært at kende gennem hendes mand, og som indvilligede i at sidde model, fordi familien i praksis havde taget ham ind. Den omstændighed former billedet lige så meget som noget formelt valg gør.
En husstand, der blev et motiv
Van Gogh havde få mennesker i Arles, han kunne kalde venner. Breve og senere beretninger er enige om, at Roulin-familien, almindelig og uglamourøs som den var, gav ham noget nær en erstatningsfamilie på et tidspunkt, hvor han havde hårdt brug for en.
Han malede hele husstanden gentagne gange gennem 1888 og ind i det følgende år: Joseph i sin postuniform, børnene og Augustine selv i mere end én session. Dette lærred hører til den sekvens, et arbejdsforhold bygget på tillid snarere end transaktion.
Den forskel har betydning for, hvordan den siddende behandles. Der er ingen smiger i billedet, intet forsøg på at bløde Augustine Roulin op til en idealiseret type. Hun er malet som en, han faktisk kendte, træt og stødig i lige mål.
Værelset bag hende
Hun sidder let drejet til den ene side, hænderne uden for rammen nedenfor, sin olivengrønne kjole knappet højt op til halsen. En mørk kam holder håret tilbage fra ansigtet, og en lille mørk ørering fanger det lidt separate lys, der er.
Bag hende er væggen flad, ubrudt gulorange, hvilket giver billedet ingen reel dybde og intet vindue ud til noget andet. Det er ikke så meget et hjemligt interiør som et farvefelt, der tilfældigvis har en kvinde siddende foran sig.
Øverst til venstre hænger et mindre billede på samme væg, dets egen firkant af grønt viser lave kurve med løg eller hvidløg og en snørklet, næsten landskabslignende grund ovenover dem. Det er et billede inde i billedet, en anden maleripassage, der udfører et helt andet arbejde end det portræt, den sidder ved siden af.
Stolen, hun sidder på, er rødbrun, træet opbygget i korte, skraverede strøg, der lader maleriets åre tegne træets åre. Hendes ansigt bærer en svag toning af den samme gule farve, der fylder væggen, som om rummets farve har sat sig på hendes hud i stedet for blot at omgive hende.
Farve, der erstatter skygge
Der er næsten ingen konventionel skyggevirkning nogetsteds i dette portræt. Van Gogh bygger form med farve sat op mod farve, kjolens grønne og væggens gule gør det arbejde, lys og mørke ville gøre i et mere traditionelt portræt.
Konturlinjer, mørkegrønne og næsten sorte, holder hver form sammen: kjolens krave, kæbelinjen, stolens kant. Inden for disse omrids bevæger penslen sig i korte, retningsbestemte strøg, aldrig udglattet, så overfladen bevarer et synligt vidnesbyrd om, hvor hurtigt malingen blev lagt på.
Hendes udtryk holdes meget stille mod al den aktivitet omkring hende. Tungetunge øjenlåg, en lukket mund, et ansigt, der læses som tålmodigt snarere end poserende, det er det rolige centrum, den omgivende farve har brug for for at fremstå som rolig snarere end blot højlydt.
Fra Arles til Winterthur og op på en væg
Originalen Portræt af Augustine Roulin er nu i Museum collection Am Römerholz’ varetægt. Dens beskedne størrelse, 65 gange 55 centimeter, er let at glemme, når først farven gør sit arbejde; dette er ikke et stort lærred, men det læses heller ikke som et lille.
Ophængt i et rum opfører det sig mindre som et fast billede og mere som en varmekilde. Morgenlys trækker de grønne toner mod gråt; en lampe om aftenen trækker det gule frem, indtil hele væggen bag hende synes at presse sig nærmere.
Det, der forbliver konstant, uanset timen, er ansigtet i midten af det: ubekymret, en smule slidt, helt specifikt for den kvinde, van Gogh faktisk sad over for i Arles.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Museum collection Am Römerholz samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.