Portræt af en bonde, Patience Escalier: Historie
Sommeren 1888 havde Vincent van Gogh været i Arles i flere måneder og jagtede et lys, han aldrig havde fundet i Paris, og et motiv, han endnu ikke havde fundet nogetsteds. Han skrev til sin bror Theo om at ville male almindelige arbejdsmennesker, sådan som tidligere malere engang havde malet helgener, ikke idealiserede, men løftet op af farve og af kunstnerens direkte opmærksomhed. Patience Escalier, en gammel mand fra landet nær Arles, sad model for ham den sommer, og Van Gogh malede ham to gange.
Dette er den anden af de to, den version, der nu findes på Norton Simon Museum, og det er den dristigere af de to. Hvor den første holder sig tæt på de okker- og røde toner i den provençalske jord, driver denne billedet mod violet og blåt, så hele lærredet læses som en enkelt bevidst kontrast: et brændt, rødmosset ansigt sat mod en kølig, urolig grund.
Et ansigt kunstneren valgte at finde
Van Gogh gengav ikke blot Escaliers træk. Han var ude efter en type, bonden som en skikkelse af udholdenhed, en mand, hvis ansigt var skabt af årtier udendørs snarere end af en enkelt seance i et atelier. Den ambition former hvert valg i maleriet, fra stillingen til paletten.
Den siddende fylder lærredet tæt på billedfladen, skuldrene brede, hovedet let sænket, øjnene møder beskueren uden at bløde op. Der er intet landskab, intet redskab, ingen antydning af et fag ud over mandens eget forvejrede ansigt. Van Gogh fjerner al fortællende detalje, så karakteren bærer hele billedet.
Stråhatten er det første, øjet møder, dens skygge krummer ned i brede, solbelyste strøg af gult og okker. Den sidder som en anden horisont over et ansigt, der er dens modsætning på alle måder: dybt rødt ved kindbenene, grønligt i hulningerne, et gråhvidt skæg, der fanger det lille lys, der er tilbage.
Violet grund, orange ansigt
Baggrunden er udført i korte, hakkende strøg af blåt og violet, lagt på i en krydsskraveret vævning, der aldrig falder til ro i en flad farve. På afstand læses den som skyggefuld tusmørke, men tæt på er den bygget af snesevis af enkeltstående mærker, hvert synligt og intet udvisket.
Mod det kølige felt bærer ansigtet og halsen billedets hede: orange, vermilion, strejf af grønt i skyggerne under øjnene. Van Gogh arbejdede med komplementærfarver her i den mest bogstavelige forstand, satte blåt mod orange, så hver farve forstærker den anden i stedet for at ophæve den.
Jakken fuldender farvespillet i et tredje register, en slidt turkisgrøn farve gennemtrængt af lysere og mørkere strøg, der følger stoffets fald over skuldrene. Et løst knyttet halstørklæde, stribet i violet, okker og hvidt, bryder linjen mellem krave og hage og giver den nederste halvdel af maleriet et sted at hvile.
Maling lagt på som vejr
Intet i dette lærred er glattet ud. Penselføringen i hatten løber i lange parallelle strøg, der følger stråets kurve. I jakken drejer strøgene diagonalt, næsten som regn, og giver stoffet en følelse af vægt og bevægelse, som en fladere teknik aldrig ville kunne frembringe.
Ansigtet er bygget langsommere op, i kortere overlappende berøringer, der lader én farve skinne igennem en anden. Det er denne lagdeling, rødt under grønt under okker, der giver huden dens solbrændte, næsten betændte kvalitet, som om malingen selv var blevet efterladt for længe i solen.
Van Gogh signerede lærredet ganske enkelt “Vincent” i orange øverst til venstre, en vane fra disse måneder i Arles, hvor han malede i et tempo, der efterlod lidt tid til noget mere formelt. Signaturen sidder let på den violette grund, næsten tabt i penselføringen omkring den.
At leve med det
Med sine 54,6 gange 64,1 centimeter er dette et billede, der er ment til at blive mødt på tæt hold, ikke set fra den anden ende af et stort rum. Skalaen holder ansigtet i naturlig størrelse og nær, så den siddendes blik forbliver direkte, uanset hvor lærredet hænger.
Dagslys forandrer det betydeligt. Under et blødt, indirekte lys bliver den violette baggrund dybere, og ansigtets orange synes at løfte sig frem, de to farver trækker mod hinanden, præcis som Van Gogh ønskede. Under en varmere lampe om aftenen blødes kontrasten op, og hele billedet læses tættere på en enkelt glødende tone.
Det belønner en væg, hvor nogen faktisk vil stå tæt på det, en gang, et arbejdsværelse, et læsehjørne, et sted, hvor et ansigt så direkte kan mødes snarere end skimtes fra den anden ende af et rum. Maleriet blødes ikke op med fortrolighed. Escaliers stirren har samme vægt ved hundrede betragtning som ved den første, hvilket netop er den virkning, Van Gogh søgte, da han valgte at male en bonde, som var han en helgen.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Norton Simon Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.