Postbuddet Joseph Roulin: Historie, betydning og penselføring
Da Vincent van Gogh i sommeren 1888 havde været i Arles i blot nogle få måneder, og byen havde givet ham næsten intet af det kunstnerfællesskab, han havde håbet at opbygge der. Paul Gauguin var endnu ikke ankommet, Det Gule Hus stod halvt møbleret, og van Gogh arbejdede for det meste alene, malede hurtigt og skrev hjem om lyset. Ind i den isolation trådte Joseph Roulin, en postansat på stationen i Arles, som blev en af de meget få lokale, der var villige til at sidde model for ham, drikke med ham og forblive en ven, da byen vendte sig mod ham.
Roulin var i fyrrerne, gift med tre børn og havde en beskeden løn, som han efter eget udsagn supplerede med vin og lange samtaler. Van Gogh malede ham gentagne gange i løbet af 1888, og dette lærred, Postbud Joseph Roulin, er et af resultaterne af den vedvarende opmærksomhed. Det er dateret til 1888 og måler 65,4 gange 81,3 centimeter, en skala tæt nok på naturlig størrelse til, at den portrætterede næsten møder beskueren øje til øje.
En postarbejder, der ikke ville sidde stille for at blive smigret
Roulin var ikke en mæcen og havde ingen grund til at optræde for lærredet. Van Gogh malede ham i hans eget erhverv snarere end klædt op til lejligheden, og billedet læses mindre som et bestilt portræt end som en aften tilbragt med en, han stolede på.
Den tillid viser sig i positurens direkte karakter. Roulin sidder retvendt mod beskueren, den ene hånd hvilende løst på knæet og den anden draperet over armen på en grøn stol, kroppen let vinklet, men ansigtet vendt fremad, uden forsvar.
Venskabet havde også en praktisk vægt. Roulin var blandt de få i Arles, der stod ved van Gogh gennem den krise, der snart skulle overvælde ham, og varmen i dette portræt er ikke sentimental opfindelse, men vidnesbyrdet om en mand, der maler en, der havde fortjent det.
Postbuddet, som van Gogh faktisk så ham
Uniformen forkynder manden, før ansigtet gør. Roulin bærer en mørk marineblå postfrakke med to rækker forgyldte knapper ned ad fronten, ærmerne kantet med en løkkende guldsnor, og en stiv skyggekasket med bogstaverne POSTES sidder ret på hans hoved.
Hans skæg er det andet dominerende faktum i billedet, en stor kløftet udbredning af okker, grå og rust, der fylder den nederste halvdel af hans ansigt og vælder ned over hans krave. Van Gogh giver det lige så meget opmærksomhed som uniformen og arbejder det i korte, overlappende strøg, så det ser ud til at bevæge sig selv i stilhed.
Bag ham er omgivelserne skrællet ind til næsten intet, et fladt felt af lyseblågrøn, brudt kun af løse lodrette strøg, så intet rum, intet vindue og ingen møbler konkurrerer med manden selv. Kun den grønne stol med stigeryg ved hans side overlever som en solid genstand, der forankrer ham i et virkeligt rum uden at beskrive et.
Hans hænder er malet med samme ærlighed som hans ansigt, vejrbidte og let rødmende, den ene let sammenkrøllet og den anden fladt udbredt mod stolens arm. Det er en arbejdende mands hænder, og van Gogh bløder dem ikke op.
Blåt mod blåt, og et ansigt bygget af farve
Billedet er bygget på en enkelt dristig beslutning: at sætte en dyb, næsten sort marineblå uniform mod en baggrund i næsten samme farvetone, blot blegere og grønnere. Hvor en mere forsigtig maler ville have grebet efter kontrast, lod van Gogh de to blå nuancer diskutere stille med hinanden, så knapperne i varm okker og guld bliver den højeste tone på hele lærredet.
Hudtonen bærer den anden halvdel af farveskemaet. Roulins ansigt og hænder er skubbet mod pink, rust og guld, varme nok til at læses som solbrændte og levende mod al den kølige blå, og det er dette par af varmt og køligt, gentaget fra ansigt til knapper til skæg, der holder kompositionen sammen.
Tæt på er malingen alt andet end glat. Van Gogh tegnede skægget, frakkens kantbånd og kasketens bogstaver i hurtige, næsten kalligrafiske mærker, lagt på med synlig hastighed snarere end blandet eller rettet, så hele figuren ser ud til at være fanget midt i en sætning.
Baggrunden er behandlet lige så åbent, i løse diagonale og lodrette strøg, der aldrig helt opløses til et beskrevet rum. Den fungerer mere som et tilbageholdt åndedrag end som en omgivelse og giver øjet intet sted at hvile ud over på Roulin selv.
Hvad portrættet gør i et rum, morgen og aften
Hængt hvor dagslyset når det, skifter billedet karakter gennem dagen. Morgenlys har tendens til at gøre det blå endnu køligere, så uniformen trækker sig tilbage og guldkapperne og den varme hud træder frem; om aftenen under lampelys varmes hele lærredet op, og skægget og ansigtet ser ud til at nærme sig beskueren.
Det, der forbliver konstant, er direkteheden i Roulins blik og enkelheden i hans positur, hvoraf ingen af dem beder om at blive beundret på afstand. Dette er et portræt bygget til nært kig, og det belønner en væg, hvor nogen faktisk vil stå tæt på det.
Originalen hænger i dag på Museum of Fine Arts, Boston, en del af den offentlige registrering af et venskab, der ellers næsten ikke efterlod sig spor ud over breve og malerierne selv. Det, der er tilbage på lærredet, er ikke et idealiseret postbud, men en specifik, træt, generøs mand, gengivet af en, der havde meget få mennesker tilbage i Arles, som var villige til at sidde stille for ham.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Museum of Fine Arts Boston samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.