Såmanden (efter Millet): Historie, betydning og penselstrøg
I foråret 1889 havde Vincent van Gogh indlagt sig på asylet Saint-Paul-de-Mausole i Saint-Rémy-de-Provence, og i lange perioder fik han ikke lov til at komme uden for dets mure for at male efter levende model. Uden marker eller bønder foran sig vendte han sig mod den ene maler, han aldrig var holdt op med at beundre: Jean-François Millet. Van Gogh gemte sort-hvide tryk af Millets bondeemner og gik i gang med at omarbejde dem i olie, idet han behandlede den ældre kunstners kompositioner som en slags lånt stillads, hvorpå han kunne bygge sin egen farve.
Sædemanden (efter Millet), malet i 1889 og nu i Kröller-Müller Museets samling, er et resultat af dette arbejde. Det måler beskedne 55 gange 64 centimeter, tæt på størrelsen af en studie snarere end en stor udtalelse, og det viser, hvor fuldstændigt Van Gogh kunne genskabe en anden kunstners design, mens han næsten intet ændrede af dets struktur.
At arbejde fra Millet, ikke kopiere ham
Van Gogh betragtede ikke disse billeder som kopier. Han kaldte dem oversættelser og sammenlignede sin rolle med en musikers, der spiller en anden komponists partitur i sin egen toneart. Tegningen, stillingen, faldet i figurens skridt kommer alle fra Millet.
Alt andet er Van Goghs. Hvor Millets tryk kun tilbød tone og linje, leverede Van Gogh farve, tekstur og en nervøs, urolig pensel, som ingen gravering kunne have antydet.
Dette var ikke en forbigående øvelse. Millet havde været hans forbillede i årevis, den kunstner han pegede på, når han ville forklare, hvad han mente med at male bondeliv med værdighed snarere end sentimentalitet. At omarbejde ham i Saint-Rémy lod Van Gogh holde fast ved dette emne i et øjeblik, hvor sygdom havde afskåret ham fra at arbejde udendørs.
Figuren på marken
En ung mand skrider ned ad en skrånende mark, placeret lavt i billedet og fylder det meste af det. Hans højre arm svinger tilbage over kroppen, fingrene let krøllede om det sidste sædekorn, mens hans venstre ben driver frem i næste skridt.
Han bærer en bred, rundskygget hat, en mørk jakke over en lys skjorte med et strejf af grønt ved kraven og en lærredssæk til sædekornet hængt over hoften, dens folder fremhævet i okker og rust. Tunge bukser og kraftige, riflede støvler fæstner ham i furerne, han går i.
Bag ham løber marken tilbage mod en lav horisont. En lille bygning eller høvogn gløder i orange-rødt, og en enkelt fjern figur står nær den, lille nok til at måle, hvor meget jord sædemanden endnu har tilbage at dække.
En mark bygget af strøg, ikke farvefelter
Det, der først fanger øjet, er ikke så meget farve som tekstur. Van Gogh har lagt hele overfladen, himmel, mark og figur, i korte, retningsbestemte strøg, der løber som kæmmede fibre, så malingen selv synes at beskrive furerne og vejret.
Paletten er køligere og mere tilbageholdende end den solbelyste, safran-og-violette Sædemand, han havde malet året før. Her ligger jord og himmel i tætte grå, blågrønne og skifergrå toner, brudt af det varmere oliven og brune i sædemandens tøj og det ene hede parti af orange i det fjerne.
Intet i billedet er fladt. Selv himlen er skraveret i korte diagonale mærker, så lys og sky læses som bevægelse snarere end en jævn vask ovenover. Effekten er tættere på vævet stof end på traditionelt landskabsmaleri.
Arbejde gentaget hvert år
Millets oprindelige sædemand havde allerede båret en vægt af betydning: bonden som en skikkelse af udholdenhed, der sår i samme bevægelse, som hans far og bedstefar havde brugt, ligeglad med, hvem der så på. Van Gogh holdt den læsning intakt.
For Van Gogh bar emnet også en privat ladning. Han skrev ofte om sædemanden og mejeren som skikkelser, der arbejdede inden for årstidernes skiften, og om at ønske, at hans eget arbejde kunne rumme noget af den samme jævne gentagelse, udført i Saint-Rémy i et år, hvor netop jævnhed var det, hans helbred nægtede ham.
Det køligere lys i denne version, så forskelligt fra den blændende sol i hans andre sædemænd, giver scenen en roligere, mere overskyet stemning, mindre en hymne til høsten end en registrering af arbejde, der blot fortsætter.
At leve med maleriet
Ophængt hvor dagslys når det, ændrer billedet sig mere end de fleste. I fladt lys læses de skraverede strøg som tekstur, og figuren holder øjet; i skråt lys, morgen- eller lampelys fra siden, fanger malingens rygge og kaster små skygger over hele overfladen, og marken synes at skride under fødderne.
Fra den anden ende af et rum er det sædemandens skridt og det ene varme felt af orange i det fjerne, der bærer. Tæt på bryder billedet op i tusindvis af korte, adskilte mærker, og det er først et skridt eller to tilbage, at de igen samler sig til mark, himmel og figur.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kröller-Müller Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.