Seinens bredder med både
Paris løsner sin palet
I foråret 1887 havde Vincent van Gogh boet i Paris i over et år og delte en lejlighed med sin bror Theo i Montmartre. Han var ankommet fra Antwerpen og malede stadig i de grumset brune og grå toner fra sine hollandske år, men Paris forandrede ham hurtigt. Gennem Theos kontakter i kunsthandelen mødte han Camille Pissarro, Paul Signac og Georges Seurat, malere som brød farven ned i små, adskilte strøg i stedet for at blande den på paletten.
Det år begyndte Van Gogh at bære sit staffeli ud af byen, langs Seinen til Asnières og Clichy, hvor pramme lå fortøjet under poppeltræer, og floden fangede den skiftende himmel. Han arbejdede ofte der sammen med Signac, og de to malede de samme strækninger af bredden fra forskellige vinkler og udvekslede ideer om farve undervejs. Banks of the Seine with Boats, malet i 1887, er et af en gruppe små lærreder ved floden, som udsprang af disse sessioner.
Billederne fra Asnières og Clichy markerer et vendepunkt, som kun varede en sæson eller to, før Van Gogh drev sin farve videre og rejste til Arles, men det var her, han første gang afprøvede, hvor langt brudt farve kunne bære et billede på egen hånd. Dette lærred er et beskedent, tætfokuseret eksempel på den afprøvning, en enkelt pram snarere end et vidtstrakt panorama.
En pram trukket op på bredden
Maleriet, 55 gange 48 centimeter, anbringer en enkelt fortøjet pram på tværs af lærredets bredde, med skroget i støvet rosa og violetrosa mod en bleg blågrå kahyt. En skikkelse i gult sidder lavt i agterstavnen, så lille at øjet finder båden, før det finder ham. Bag prammen ligger et andet fartøj halvt skjult, beskåret af rammen i højre kant.
Bredden hæver sig bag bådene i en stribe okkergul sand, spættet med et rødt taget hus og blegere bygninger trukket tilbage mellem træerne. Over det lukker en række poppel- og kastanjetræer i brudte grønne toner horisonten, deres stammer står som nøgne, tynde vertikaler mod en blød, skyfri blå himmel. Intet i den øverste halvdel af lærredet kræver opmærksomheden to gange; begivenheden holder sig lavt, ved vandlinjen.
Vand fylder næsten halvdelen af billedet, og det er her, Van Gogh lagde sin indsats. Prammens rosa og blå gentages i spejlingen under den, brudt i korte farvestrøg, som aldrig helt opløses til et spejlbillede. Strejf af guld, mauve og mørkegrøn krusninger løber over overfladen, så floden læses mindre som stille vand og mere som et sted i vedvarende, rolig bevægelse.
At male i adskilte strøg
Van Gogh lagde dette lærred i de brudte, kommaagtige strøg, han optog fra Signac og Seurat den forår, små klatter ren farve sat side om side i stedet for blandet på paletten. Det er en metode bygget på kontrast: et strøg orange ved siden af et blåt, rosa mod grøn, hver farve overladt til at skærpe sin nabo i stedet for at blande sig med den.
Han antog aldrig fuldt ud Seurats prik-for-prik-disciplin i pointillismen, og dette lærred viser hvorfor. Strøgene på prammen er længere og mere varierede i retning, end en streng divisionist ville tillade, de følger skrogets kurve snarere end et fast system, og vandet er der, hvor han lader metoden løsne sig endnu mere, penslen bevæger sig i korte vandrette strejf, som opbygger tekstur lige så meget som farve.
Selve paletten markerer den afstand, der er tilbagelagt siden Antwerpen. Hvor hans hollandske billeder arbejdede i umbra og bitumen, er den mørkeste passage i hele lærredet her en flaskegrøn skygge under skroget. Alt andet ligger i det øvre register af farvecirklen: rosa, himmelblå, strågul, den blege okker på trækstien.
Morgenrosa, aftenblå
Ophængt hvor dagslyset når det, skifter lærredet med timen på en måde, et mørkere billede aldrig kunne. Morgenlyset fremhæver skrogets rosa og guldfnuggene på vandet; om aftenen bliver blåtonerne i spejlingen dybere, og hele scenen læses køligere, tættere på skumring på den virkelige flod.
Tæt på bryder overfladen i hundreder af individuelle strøg, hvert et særskilt valg om farve. På afstand opløses disse strøg til en pram, en bred, en gruppe træer, det trick, impressionistisk og neoimpressionistisk maleri deler, og som belønner de ekstra skridt tilbage, et opholdsrum tillader.
Det er et stille billede snarere end et dramatisk, skabt til langsomt blik snarere end et enkelt blik. Det passer til en væg, hvor det ses hver dag, i morgenlyset og i aftenlyset, snarere end en væg, der skal passeres én gang og glemmes.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.