Selvportræt med bandageret øre: historien & betydningen
Vincent van Gogh havde tilbragt en stor del af 1888 i Arles med at forsøge at bygge noget, han kaldte et sydens studio, et hus for kunstnere, der arbejdede side om side. Paul Gauguin ankom i oktober samme år, og i december var arrangementet gået i opløsning i skænderier, som ingen af de to kunne slippe. Natten til den 23. december 1888 brød belastningen Van Gogh, og han skar en del af sit eget øre af. Han blev indlagt på hospitalet i Arles inden for få timer, og i en tid var det ikke klart, om han overhovedet ville genvinde fodfæstet.
Arles, ved årsskiftet
Han blev udskrevet fra hospitalet i begyndelsen af januar 1889, stadig bandageret, stadig rystet, og gik direkte tilbage til sit lejede værelse. At male var ikke en afledning fra det, der var sket. Det var måden, hvorpå han testede, om han stadig kunne se klart og stadig holde en pensel roligt, og måden, hvorpå han fortalte sin bror Theo, uden at behøve at sige det i et brev, at han havde til hensigt at fortsætte.
Dette selvportræt er resultatet. Det bærer ingen selvmedlidenhed og intet teater. En mand ser ud på os fra sit eget staffeli, dage efter den værste nat i hans liv, og det billede, han skaber, er samlet, årvågent, fuldstændigt under hans egen kontrol.
Et ansigt, der ikke røber noget
Van Gogh sidder tæt på billedfladen i en tung grøn frakke knappet op til halsen, en mørk pelshat med en blågrøn skygge trukket ned over hovedet. En hvid bandage er viklet om den højre side af hans ansigt, dækker øret og kæben og bundet et sted under hatten, det ene enkle faktum i billedet, der ikke kræver nogen forklaring.
Hans øjne er lysegrønne og møder vores direkte, uden at vige og uden at bede om noget. Munden er stram, huden opbygget i strøg af okker, rose og sygeligt gult, der på nært hold læses som forslået snarere end blot malet. Der er ingen pibe, ingen rekvisit af nogen art. Han giver beskueren sit ansigt og intet mere.
Hvad der hænger på væggen bag ham
Bag hans skulder er et japansk træsnit, fastgjort fladt mod den gule væg: små figurer i et landskab, et blegt bjerg, pletter af rødt og blåt, der ringer ud mod trykkets cremefarvede grund. Van Gogh havde samlet tryk som dette i Paris og lænet sig konstant op ad dem for ideer om flad farve og ren kontur, og deres tilstedeværelse her, i et værelse, han knap havde forladt, siger noget om, hvor hans øje stadig ville hen, selv under bedring.
Til højre lukker en høj vindues- eller dørramme i kølig blågrå kompositionen og holder varmen i rummet i skak. Trykket og vinduet sidder ved modsatte temperaturer, det ene et glimt af farve bragt ind fra andre steder, det andet det almindelige grå lys fra en Arles-vinter, der presser mod glasset.
Hvordan malingen er lagt på
Frakken er bygget af korte, insisterende strøg af grønt lagt over en mørkere grøn grund, så stoffet synes at holde sin egen skygge. Pelshatten er endnu tykkere, udført i butte klatter af sort og blåt, der fanger virkeligt lys fra lærredets overflade. Mod alt dette er bandagen malet næsten fladt og meget hvid, det ene sted i billedet uden synlig kamp i sig.
Van Gogh satte den grønne frakke mod en væg af varm gulokker, en parring af næsten komplementære farver, som han brugte igen og igen for at få et billede til at summe uden at hæve stemmen. Effekten her er ikke fejrende. Den stabiliserer billedet, på samme måde som en tilbageholdt ånde stabiliserer en hånd.
På en væg, i virkeligt lys
Originalen måler beskedne 50 gange 60,5 centimeter og ejes af Courtauld Gallery i London, tæt nok på i skala til, at ansigtet læses i noget nær naturlig størrelse. Den størrelse betyder mere, end det lyder: dette er et billede bygget til et nært møde, ikke et storslået et.
Under varmt aftenlys bliver den gule væg bag ham dybere, og den grønne frakke synker ned i skygge, så bandagen og de blege øjne står tilbage som de to ting, der stadig fanger lys. Under morgenens fladere lys genvinder trykket sin farve, og hele overfladen læses mere jævnt, tættere på, hvordan Van Gogh selv ville have set det tørre i sit lejede værelse i januar 1889.
Det, der forbliver konstant, uanset lyset, er blikket. Uanset hvor billedet hænger, er det det ene element, der ikke forskubber sig med rummet omkring det.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Courtauld Gallery samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.