Selvportræt med grå filthat: Historie & betydning
Da Vincent van Gogh vinteren 1887 nærmede sig, havde han boet i Paris i næsten to år og delt en trang lejlighed på Rue Lepic med sin bror Theo. Pengene var små, og professionelle modeller kostede mere, end han havde råd til, så han gjorde det, han allerede var begyndt på det år: han satte et lille lærred op, stillede et spejl ved siden af og malede sit eget ansigt.
Han var ankommet til byen og arbejdede stadig i de hollandske års mørke, jordnære palet. Inden for få måneder havde han gennem Theos kontakter og Montmartres studier og caféer mødt Signac, Bernard og Toulouse-Lautrec, set Seurats prikkede lærreder og begyndt at afprøve de nye farveteorier på egen hånd, på den ene model, der aldrig sendte en regning.
Et hoved omkranset af blåt og orange
Baggrunden på dette lille lærred står ikke stille. Den drejer i tætte koncentriske buer af kobolt- og turkisblåt, spættet med strejf af brændt orange, der synes at snurre udad fra bag sitterens hoved som en glorie fanget midt i en rotation.
Van Gogh opbyggede det felt af korte, kommaformede strøg lagt side om side frem for udjævnet, så det orange og blå bliver ved med at arbejde mod hinanden, selv på afstand. Blå og orange står over for hinanden på farvehjulet, og når de placeres kant mod kant på denne måde, vil de ikke falde til ro: effekten er en baggrund, der summer frem for at trække sig tilbage.
Ansigtet bærer samme rastløshed. Oker, bleg gul, salviegrøn og rust er skraveret i korte diagonale strøg, der følger strukturen i kindben, bryn og kæbe, så malingen selv synes at modellere knoglen under den. Intet på denne overflade er udjævnet; hvert plan i ansigtet er bygget af synlige, retningsbestemte mærker.
Grå uld mod kobolt
Over det rastløse ansigt sidder den grå filthat, der giver billedet dets navn, dens skygge malet i strøg af bleg salvie, lavendel og mat hvid, der fanger et koldere lys end de varme farver nedenfor. Det er en almindelig hat, den slags en arbejdende pariser måske ville bære uden at tænke over det, sat lidt tilbage, så hele ansigtet står åbent for beskueren.
Under kraven lukker en blå jakke med mørkere striber over en hvid skjorte og et løst knyttet halstørklæde, malet i de samme hurtige, parallelle strøg, der fylder baggrunden, så figur og omgivelse deler én kontinuerlig rytme af mærker. Tøjet fremstår beskedent og respektabelt frem for moderigtigt, klædedragten for en mand med lidt money, der stadig holdt sig præsentabel.
Det, der først møder øjet, er dog blikket. Øjnene er køligt grågrønne, placeret under tunge bryn, og de ser lige ud af lærredet med en ligefrem, urokkelig direkthet, som den omkringliggende farve intet gør for at mildne.
Et ansigt som stedfortræder for en model
Van Gogh malede mere end tyve selvportrætter i løbet af sine to år i Paris, og praktisk nødvendighed var en del af grunden: et spejl og et lærred kostede intet ud over hans egen tålmodighed, på et tidspunkt, hvor det at hyre en model selv for en eftermiddag var en luksus. Men sessionerne blev også et laboratorium, en måde at afprøve neoimpressionisternes brudte, adskilte penselarbejde på et motiv, han kendte bedre end nogen anden.
Seurat og Signac arbejdede med bittesmå, jævne prikker påført med en næsten videnskabelig distance og opbyggede form gennem optisk blanding i en omhyggelig afstand fra motivet. Van Gogh lånte ordforrådet, de adskilte berøringer af komplementærfarve, men drev mærket selv videre: længere, mere presserende, følgende ansigtets følelse frem for et fast system. Resultatet fremstår personligt, hvor de neoimpressionistiske malerier, der inspirerede det, fremstår kalkulerede.
På dette tidspunkt af sit ophold malede han hurtigt og konstant og opsugede en ny måde at se farve på næsten i realtid. Dette portræt ligger nær slutningen af det parisiske læreår, lige før han forlod byen til Arles i begyndelsen af 1888 på jagt efter stærkere lys og billigere leveomkostninger.
Opbevaret på Van Gogh-museet, Amsterdam
Originalen måler 37,5 gange 44 centimeter, lille nok til at være malet i en enkelt sammenhængende session foran et spejl i den lejlighed på Montmartre. Det tilhører nu Van Gogh-museet i Amsterdam som en del af institutionens dybe samling af hans selvportrætter fra disse parisiske år.
Den beskedne størrelse betyder noget foran lærredet. Der er ingen afstand at træde tilbage i; ansigtet fylder rammen i næsten naturlig størrelse, og den omkransede baggrund presser sig ind omkring det, så mødet føles umiddelbart frem for iscenesat.
Hængt på en væg derhjemme beholder maleriet samme rastløshed. Morgenlys fremhæver baggrundens og hattenes kølige blå toner; varmere lampe lys om aftenen trækker ansigtets orange og okker frem, så det samme lærred synes at skifte temperatur gennem dagen. Øjnene møder, uanset hvor lyset falder, rummet direkte.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.