Selvportræt med stråhat: Historie & betydning
I 1887 havde Vincent van Gogh været i Paris i lidt over et år, hvor han delte en lejlighed med sin bror Theo på Rue Lepic, og penge til lejede modeller rakte sjældent længere end til et brød. Han løste det problem, som han ofte gjorde: han stillede et spejl op og malede sig selv. Selvportræt med stråhat, dateret til 1887, er et resultat af den vane, et lille lærred der fanger ham midt i et eksperiment snarere end poserende for eftertiden.
Paris-årene betød noget, fordi de udsatte ham, nærmest fra den ene dag til den anden, for malere, han næsten ikke havde kendt i Nederlandene, fra Pissarro til kredsen omkring Seurat. Dette billede, nu i Van Gogh Museums samling, viser en maler, der stadig arbejder med, hvad deres eksempel betød for hans egen hånd.
Et ansigt drejet til siden, ikke mod beskueren
Hovedet fylder det meste af det lille lærred, 31 gange 41 centimeter, og det drejer sig lidt ud af midten, så øjnene møder beskueren i en vinkel snarere end direkte. Den svage drejning forhindrer, at billedet læses som et ligetil spejltjek.
En bredskygget stråhat sidder lavt på hans hoved, dens krone og skygge er bygget af korte, buede strøg af gul, okker og en blegere cremefarve, hvor lyset rammer fletningen. Skyggen kaster en blød skygge over den øverste halvdel af ansigtet, så panden sidder i køligere farve, mens kinderne og næsen bærer varmen fra det direkte lys.
Under hatten rammer et rødgyldent skæg og overskæg, lagt ned i løse opadgående strøg, en mund holdt i en flad, lukket linje. Øjnene, en bleg blågrå, er det eneste område med virkelig stilhed på lærredet, fæstnet på noget lige forbi beskuerens skulder snarere end på beskueren.
Blå svarer på gul
Van Gogh byggede hele billedet på en enkelt farvekontrast: den varme gule farve i hatten mod en baggrund udelukkende i blå toner, lagt i korte diagonale strøg, der nærmest løber som kamlinjer hen over lærredet. Mørkere teal og grønne strejf bryder det blå felt, så det aldrig falder til ro som en flad vask.
Hans jakke sidder i samme blå familie som baggrunden, så frakken næsten opløses i den, og kun et blegt grønligt halstørklæde ved halsen og en smule hvid krave adskiller figur fra grund. Den tætte farvetone virker bevidst, den slags gul-mod-blå-parring, som de parisiske malere, han lærte af, brugte til at få et lærred til at synes at summe snarere end at stå stille.
Ingen steder på overfladen er farven blandet glat. Hvert strøg forbliver synligt sig selv, sat ved siden af sin nabo snarere end smeltet sammen med det, så malingen bevarer en svag flimren, selv når billedet ses fra den anden ende af et rum.
Maling som et vidnesbyrd om hastighed
Penselarbejdet er kort og gentaget snarere end langt og beskrivende, og van Gogh gør ingen indsats for at skjule det. Strøg i hatten løber den ene vej, strøg i baggrunden den anden, strøg i skægget en tredje, så billedet næsten læses som et diagram over den hånd, der lavede det.
Den direktehed kom af nødvendighed lige så meget som ambition. At arbejde ud fra sit eget spejlbillede betød at arbejde hurtigt, før stillingen eller lyset skiftede, og de hurtige, adskilte malingmærker er delvist et vidnesbyrd om den trang.
I 1887 var det også en fast metode snarere end et tilfælde. Gennem hans række af Paris-selvportrætter, hvoraf dette er et af mange, brugte van Gogh sit eget ansigt igen og igen til at teste, hvor langt brudt farve og korte, retningsbestemte strøg kunne gå, før ligheden gav plads til malingen selv.
Et lille lærred, der rummer et rum
Med 31 gange 41 centimeter er originalen tæt på størrelsen af en stor bog, lavet til at blive mødt på tæt hold snarere end læst fra den anden ende af en sal. Gengivet i den størrelse eller større holder den samme nærhed: hatten og øjnene forbliver det første, et rum lægger mærke til.
Morgenlys har tendens til at flade blåtonerne ud til et enkelt stille felt, så den gule hat næsten læses alene mod væggen bag den. Aften- eller lampelys varmer de samme blå toner mod violet og trækker det grønne ud af halstørklædet, så billedet skifter stemning uden at et enkelt strøg ændrer sig.
Det, der forbliver konstant, er blikkets vinkel. Uanset hvor maleriet hænger, fortsætter det skrå blik med at møde enhver, der kommer ind i rummet, i en vinkel, aldrig helt direkte, hvilket er en del af grunden til, at det belønner et andet og tredje blik snarere end at falde til ro efter det første.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.