Selvportræt med filthat: Historie, betydning og penselføring
Vincent van Gogh nåede Paris i marts 1886, dukkede uanmeldt op ved sin bror Theos dør på Rue Laval, en hollandsk maler af mørke, jordbundne interiører, der var ved at blive kastet ind i midten af fransk moderne kunst. Han havde forladt Antwerpen i al hast, hans helbred var dårligt, og hans studenterpenge på akademiet var næsten ikke brugt. Theo, en kunsthandler med udsigt til den nye malerkunst, der kom ud af Montmartres studier, tog ham ind og genopbyggede reelt sin brors blik i løbet af de følgende to år.
Penge til modeller var en mangelvare, som de altid var for Van Gogh, så han vendte spejlet mod sig selv. Selvportrættet blev en arbejdsmetode lige så meget som et motiv, en måde at øve et ansigt under forskelligt lys og male uden at betale en model i timen. Dette hører til den første del af Paris-månederne, malet i 1886, da vanen kun lige var begyndt.
Billedet er beskedent i format, 32,5 gange 41,5 centimeter, tæt nok på faktisk hoved- og skulderstørrelse til, at mødet føles umiddelbart snarere end iscenesat. Det er ikke en stor erklæring om ankomst. Det læses mere som en privat øvelse, en mand, der finder ud af, hvordan han så ud i denne nye by og dette nye lys.
Et ansigt holdt mellem hattebrem og krave
Hatten dominerer den øverste halvdel af lærredet, en mørk filtform med en bred, blødt afrundet brem, der dykker lavt ned over panden. Dens farve ligger et sted mellem flaskegrøn og næsten sort, malet uden den fine finish, der er givet til ansigtet under den, mere en masse end en beskrevet genstand.
Under den brem er ansigtet oplyst forfra, blegt og let voksagtigt mod det omgivende mørke. Panden bærer synlige furer, korte bekymrede strøg, der skærer tværs over huden, og de dybtliggende øjne, gråblå og let tildækkede, møder beskueren direkte uden at bløde op.
Et tæt, rødligt skæg og overskæg dækker den nederste del af ansigtet, den rødgule tone er det eneste varme accent mod så meget brunt og grønt. Nedenunder ses et glimt af et stribet tørklæde, blåt mod hvidt, der bryder kravelinjen, før den mørke frakke lukker sig igen over skuldrene.
Maling, der stadig bærer sin hollandske vægt
Se på, hvor ujævnt opmærksomheden falder over lærredet. Ansigtet er bearbejdet i korte, kontrollerede strøg, der følger strukturen i kindben og pande, mens hatten, frakken og baggrunden er lagt ind med bredere, løsere strøg, der næsten ikke gør sig besvær med at beskrive noget ud over masse og skygge.
Den ubalance er billedets egentlige motiv. Van Gogh havde brugt sine hollandske år på at blande grå, umbra og flaskegrøn til bondeinteriører, og den palet er endnu ikke løsnet her. Baggrunden er en skrabet, stribet maronrød, tættere på gammel møbellak end på den impressionistiske farve, han var ved at møde i Cormons studio og i gallerierne omkring sig.
Det, der har ændret sig, er behandlingen af selve ansigtet, strammere og mere søgende end hans portrætter fra Nuenen, som om han nu malede for at forstå snarere end blot for at registrere. Frakken og hatten hører stadig til Holland. Øjnene tilhører en mand, der allerede stiller sig selv nye spørgsmål.
Et blik, der ikke slipper
Det, der først slår en beskuer, før hatten eller frakken overhovedet registreres, er blikkets direktehed. Van Gogh vender sig ikke væk fra sig selv, og han smigrer ikke for det, han ser, munden stram, øjnene let på vagt under den tunge brem.
Der er lidt forfængelighed i det og lidt optræden heller. Dette er tættere på en arbejdsnote end en færdig erklæring, et ansigt tjekket mod et spejl og nedfældet, mens malingen stadig var brugbar, hvilket giver det en ubevogtet kvalitet, som hans senere, mere berømte selvportrætter nogle gange bytter væk for farve og drama.
På en væg, i skiftende lys
Hængt i et rum med skiftende dagslys opfører et portræt bygget på så meget mørk bund sig forskelligt gennem dagen. I svagt lys synker hatten og frakken næsten til sort, og det blege ansigt ser ud til at hænge frem af sig selv, fanget midt i en tanke. Under stærkere lys åbner den maronrøde baggrund sig, og penselarbejdet i frakken bliver læseligt igen, al den skrabede, rastløse maling pludselig synlig.
Det belønner at blive set fra den anden ende af et rum og derefter på nært hold, de to synspunkter viser næsten forskellige billeder, det ene en silhuet mod mørkerødt, det andet en undersøgelse i korte, bevidste strøg omkring et par årvågne øjne.
Originalen hænger på Van Gogh Museum i Amsterdam, en post blandt de mange selvportrætter, Van Gogh lavede i disse Paris-år, men et tidligt og forholdsvis ædrueligt et, malet før både farven og penselarbejdet brød løs.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.