Selvportræt med glas: Historie, betydning og penselføring
I sommeren 1887 havde Vincent van Gogh boet i Paris i godt og vel et år, delt en lejlighed med sin bror Theo på Rue Lepic og tilbragt sine dage blandt malere, der talte om farve, som kemikere taler om kemiske forbindelser. Han var ankommet fra Antwerpen og arbejdede stadig i den mørke, jordnære palet fra det hollandske landskab. Paris gjorde hurtigt op med den vane.
Han faldt i med malere, der eksperimenterede med brudt farve, blandt dem Signac og, gennem trykhandleren Julien Tanguy, eksemplet Seurat. Van Gogh begyndte at lægge maling i små, adskilte strøg frem for blandede partier og afprøvede, hvordan rød mod grøn eller blå mod orange kunne få en overflade til at se ud, som om den vibrerede, frem for blot at beskrive et ansigt. Selvportræt med glas, malet i 1887, er et af resultaterne af det eksperiment.
En model, der ikke kostede noget
Modeller var en luksus, Van Gogh sjældent havde råd til i Paris. Et spejl og hans eget ansigt løste det problem, og han vendte tilbage til det igen og igen og producerede mere end tyve selvportrætter i løbet af sine to år i byen. Hvert af dem læses mindre som forfængelighed end som øvelse, en måde at presse en ny teknik på et motiv, han ikke behøvede at betale eller overtale til at sidde stille.
Netop dette lærred bærer hans signatur og årstallet i øverste venstre hjørne, skrevet ganske enkelt som Vincent 87. Med 50 gange 61 centimeter er det et beskedent, tæt beskåret billede, lavet til studium frem for udstilling, og det tilhører i dag Van Gogh Museum i Amsterdam.
Hvad lærredet viser
Van Gogh fremstiller sig selv i halv figur, let drejet, så hans blik møder beskueren i en vinkel frem for direkte. En pibe holdes fast i munden, dens stilk vinklet ned forbi skægget, og i nederste højre hjørne står et glas med en mørkerød væske på den usynlige kant af et bord eller en afsats.
Hans jakke er en dyb, næsten sort blågrøn, malet i korte, ribbede strøg, der fanger lyset ujævnt hen over skuldrene. En blød hvid krave åbner sig ved halsen, billedets ene parti uden farve, der kæmper om opmærksomheden. Nær venstre skulder bryder en lille plet løs blå, grøn og okker det mørke stof, som om en klud eller en smule våd maling havde strejfet det, mens han arbejdede.
Hans ansigt er der, hvor teknikken viser sig tydeligst. Lyserøde, grønne og blegt gule strøg ligger side om side hen over panden og kinderne, aldrig helt blandet, så huden synes at flimre frem for at stå stille. Hans hår og skæg, en rødlig ingefærblond, er bygget på samme måde, duppet frem for skyggeret, og hans blå øjne holder roligt under bryn tegnet med få mørke, beslutsomme linjer.
Farve bygget af små strøg
Baggrunden er der, hvor den nye metode er lettest at læse på afstand. Det er ikke en flad væg, men et felt af rust, okker og mat rød lagt i korte, retningsbestemte strejf, der løber i forskellige retninger omkring hovedet, nogle steder tættere på skravering end på en malet overflade. Intet i den beskriver et rum; den findes kun for at fremhæve figuren og lade én varm farve strides med en anden.
Over hele billedet er der et fint netværk af overfladerevner, den slags ældning, der er almindelig for oliemaling fra denne dato, og som under skrånende lys tilføjer en anden, uplanlagt tekstur til Van Goghs egen rastløse penselføring. Selve malingen er tyk på nogle steder, næsten trukket, og tynd på andre, hvor lærredets vævning stadig ses igennem.
Det, der får billedet til at hænge sammen, er en tilbageholdenhed af en slags, Van Gogh sjældent får æren for. Paletten er snæver, bygget mest af røde, grønne og en håndfuld varme neutrale farver, og hvert strøg hører til den begrænsede familie. Det er et kontrolleret eksperiment i, hvor langt brudt farve kan bære en lighed, før ligheden opløses i mønster, og her stopper det lige før det punkt.
I et rum, forandret med lyset
Set fra den anden ende af et rum læses billedet først som et ansigt mod en varm, urolig grund, hvor glasset og piben først registreres bagefter som små, præcise detaljer. Kommer man nærmere, bryder illusionen op i hundredvis af enkeltmærker, hvor ingen af dem beskriver noget i sig selv.
Dagslys og lampelys behandler overfladen forskelligt. I eftermiddagens flade lys ligger de røde og grønne tæt sammen, og ansigtet læses roligt; under en lavere, varmere pære om aftenen kaster malingens rygge deres egne små skygger, og billedet antager en grovere, mere ophidset karakter, tættere på, hvordan det må have set ud, da det netop var færdigt på staffeliet.
Det belønner den slags blik, de fleste malerier på en væg aldrig får, et første blik fra døråbningen og et andet få centimeter væk, hvor hvert af dem viser noget, det andet overså. Det er i sidste ende, hvad et selvportræt malet til øvelse frem for til en kunde stadig tilbyder et rum et århundrede og mere senere: et ansigt arbejdet frem strøg for strøg, stadig læseligt, stadig en smule uafklaret.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.