Selvportræt med japansk træsnit: Historie & betydning
En maler, der genopbygger sig selv i Montmartre
I 1887 havde Vincent van Gogh været i Paris i det meste af to år, hvor han boede hos sin bror Theo i Montmartre og forsøgte at afkaste den mørke, jordbundne palet fra sine hollandske år. Han var trådt ind i en by midt i en diskussion om farve, hvor impressionisterne brød formen op i lys, og en yngre generation pressede endnu længere mod rent, ubrudt pigment.
Han var også faldet for noget længere væk fra hjemmet. Japanske træsnit, solgt billigt i parisiske trykkeributikker og af forhandlere som Siegfried Bing, tilbød ham en helt anden logik for billedskabelse: flad farve, beslutsom kontur, mønster brugt som struktur snarere end dekoration.
Van Gogh beundrede ikke disse tryk på afstand. Han købte hundredvis af dem, hængte dem op på sine vægge, og i 1887 var han med til at organisere en offentlig visning af sin samling på en cafe i Montmartre. At male sig selv med et af dem ved sin skulder var en måde at erklære, hvor hans nye arbejde var på vej hen.
Et ansigt samlet af små, bevidste strøg
Selvportrættet viser Van Gogh fra brystet og op, hovedet let drejet, øjnene møder beskueren uden varme eller præstation. Han er ved at blive skaldet, hans kortklippede hår og fulde skæg gengivet ikke som en sammenhængende masse, men som snesevis af korte, adskilte strøg lagt side om side.
Huden i hans ansigt er opbygget på samme måde. I stedet for blandede hudtoner sætter Van Gogh strøg af gul, bleg grøn og blød orange direkte ved siden af hinanden og lader øjet gøre blandingen på afstand. På nært hold opløses ansigtet næsten i rent mønster; træd et skridt tilbage, og det samler sig igen til en træt, vagtsom mand.
Hans skæg bærer den mest mættede farve i maleriet, okker og rustorange kæmmet på plads med hurtige, udstrålende penselberøringer. Mod det er øjnene fremhævet i kølig grøn, små og dybtliggende, hvilket giver ansigtet dets ro, selv når alt omkring det ser ud til at vibrere.
Baggrunden som en anden slags portræt
Bag ham er væggen ikke en væg i nogen traditionel forstand. Van Gogh dækker den med tætte bånd af retningsbestemt farve, bleg blågrøn og varm halmgul trukket i vertikale og diagonale strøg, der genlyder mønstringen i det tryk, han ejede og hængte op nær sit staffeli.
Der er ingen forsøg på dybde her. Baggrunden fremstår flad, næsten vævet, tættere på tekstil eller skærm end på et hjemligt interiør, og den fladhed er pointen. Den låner den japanske grafiknings afvisning af illusionistisk rum og forvandler Van Goghs egen atelier-væg til noget nærmere en trykt overflade.
Effekten er, at den siddende og hans omgivelser er malet med samme ordforråd. Intet i billedet er gengivet som solid, sammenhængende form. Ansigt, skæg, jakke og væg er alle bygget af de samme korte, insisterende mærker, så hele lærredet ser ud til at summe på én tonehøjde.
Et lille lærred, der bærer en hel del
Selvportræt med japansk tryk måler blot 35 gange 44 centimeter, lille nok til at være blevet arbejdet på tæt på, i den tid Van Gogh kunne snuppe til sig selv mellem bestillinger og kravene fra Theos galleriarbejde. Dens beskedne størrelse er en del af, hvordan den blev lavet: hurtigt, direkte, uden luksusen af en stor atelierkomposition.
Han malede sig selv ofte i disse Paris-år, fordi modeller kostede penge, han ikke havde, og et spejl kostede ingenting. Hvert selvportræt blev et sted at afprøve en idé, en farvekombination eller en måde at bygge et hoved op af mærker snarere end skygge, før han førte lektionen videre til andre værker.
Dette særlige lærred, malet i 1887, tilhører nu Emile Dreyfus-samlingen. Dets optegnelse findes blandt de dokumenterede værker fra et år, hvor Van Goghs palet blev markant lysere, og hans penselføring blev synligt mere presserende, et skift der inden for få måneder ville føre ham sydpå til Arles.
Hvad maleriet gør i et rum
Hængt hvor dagslyset kan nå det, skifter dette portræt karakter gennem dagen. I fladt, jævnt lys falder de små strøg til ro i en sammenhængende, let streng lighed. Under et lavere eller mere skråt lys fanger maleriets rygge skygge, og hele overfladen ser ud til at løsne sig, idet både ansigtet og baggrunden bryder tilbage i deres enkeltdele.
Den ustabilitet er ikke en fejl, der skal rettes med god belysning. Det er maleriet, der gør, hvad Van Gogh byggede det til at gøre: aldrig helt stille, aldrig fuldt ud opløst i en enkelt læsning, et lille lærred, der bliver ved med at bede om at blive set på igen.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Emile Dreyfus collection samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.