Selvportræt med pibe: Historie, betydning og penselføring
Ankomst til Paris
Vincent van Gogh nåede Paris i marts 1886 og flyttede ind i sin bror Theos lejlighed næsten uden varsel. Han var treogtredive, stort set autodidakt og havde tilbragt de foregående år med at male vævere og kartoffelspisere i det flade brune lys i Nuenen. Paris var et helt andet klima, tæt på diskussioner mellem impressionistiske og neoimpressionistiske malere, som han kun havde læst om i breve.
Han ankom ikke med flydende kendskab til det nye visuelle sprog omkring sig. Dette selvportræt, malet i 1886, hører til hans første måneder i byen, før den brudte farve og det hurtigere penselarbejde i hans senere Paris-lærreder slog igennem. Paletten er stadig stort set den, han bragte med sig fra Nederlandene.
Et ansigt halvt i skygge
Maleriet er lille, kun 38 gange 46 centimeter, og det skal ses på tæt hold. Van Gogh fremstiller sig selv fra brystet og op, iført en mørk frakke med en lys krave og et halstørklæde lige synligt under skægget. En lerpibe er klemt mellem tænderne på ham, stænglen vinklet nedad, en tråd af farve stiger op fra pibeheadet.
Lyset falder fra øverste venstre side, rammer issen og venstre side af ansigtet, mens højre side synker ned i en varm, rødlig skygge. Hans hår og skæg er en kobberfarvet rødlig blomme, malet i korte, tørre strøg, der fanger lyset anderledes end den glattere modellering af huden. Hans øjne møder ikke beskueren direkte; de er rettet lidt til siden, årvågne snarere end konfronterende.
Bag ham er baggrunden en mørk, spættet rødbrun, skrabet og bearbejdet med synlige penselstrøg snarere end lagt fladt. Det giver ingen fornemmelse af et rum eller et vindue, kun en flad, tæt atmosfære, der presser sig ind omkring den siddende. Mod den mørke baggrund bliver den lyse pande den eneste klareste tone i maleriet, det sted, øjet vender tilbage til først.
At sidde model for sig selv
Van Gogh havde ikke råd til professionelle modeller med nogen regelmæssighed, og i Paris vendte han sig mod det ene ansigt, der ikke kostede ham noget: sit eget. I løbet af sine to år i byen malede han sig selv op mod tyve gange ved hjælp af et lille spejl, der var stillet op i hans værelse.
Hvert forsøg lod ham afprøve noget uden at skulle forhandle om en siddende models betaling eller en fremmeds tålmodighed. Et selvportræt kunne påbegyndes og opgives på en eftermiddag og derefter tages op igen næste dag, mens malingen stadig var til at arbejde med. Den gentagelse blev i praksis hans private undervisning i den nye malerkunst, han mødte på udstillinger og i kunstneres atelierer omkring Montmartre.
Ses det i forhold til de selvportrætter, han malede blot et eller to år senere, med deres brudte streger af farve og næsten chokerende lysstyrke, virker dette tilbageholdende. Piben og det jævne blik tilhører en mand, der stadig fremstiller sig selv i noget nær sin gamle hollandske manér, selv om byen omkring ham trak hans blik et andet sted hen.
En hånd stadig loyal over for Nuenen
Penselarbejdet her er fast og opbygget i pletter snarere end de hurtige, retningsbestemte strøg, der snart skulle definere hans modne stil. På panden og kinden er malingen blandet med en vis omhu, der modellerer knoglen under huden i grå, okker og strejf af grønt. Skægget og håret er behandlet mere frit, med korte, spændstige mærker, der antyder tekstur uden at beskrive hver enkelt tråd.
Frakken og baggrunden er malet endnu løsere, næsten som en kontrast til den strammere behandling af ansigtet. Van Gogh ønskede tydeligvis, at opmærksomheden skulle hvile på hovedet, og han brugte både lys og penselarbejde til at sikre, at den gør det. Der er lidt af det impasto, han senere ville lægge på lærredet; overfladen forbliver forholdsvis tilbageholdende hele vejen igennem.
Det, der gør billedet værd at standse ved, er netop denne spænding mellem en gammel, omhyggelig hånd og et nyt sæt ideer, der presser på ved dens kanter. Intet her er prangende, men valget om at male sit eget ubeskyttede, trætte ansigt snarere end et smigrende eller komponeret et bærer allerede den ærlighed, der skulle præge hans senere selvportrætter.
Hvor det hører til nu
Maleriet ejes af Van Gogh Museum i Amsterdam, en del af en samling, der følger hans udvikling år for år. Placeret blandt hans andre Paris-lærreder fra 1886 der læses det klart som et vendepunkt, øjeblikket før hans farve åbnede sig.
På en væg i et hjem, væk fra den rækkefølge, opfører det sig anderledes. I svagt lys trækker frakkens og baggrundens brune og næsten sorte sig næsten helt tilbage og efterlader den belyste side af ansigtet svævende alene. Under en stærkere lampe eller dagslys træder de rødlige undertoner i skyggen og skæggets rødlige blomme frem, og billedet varmes betydeligt op.
Det belønner den slags blik, Van Gogh selv havde ved spejlet: langsomt, tæt på og gentaget. Et så stille portræt annoncerer sig ikke på tværs af et rum, men det holder opmærksomheden, når det først er fundet, på den måde et ansigt, der pludselig ses i en dunkel gang, holder opmærksomheden.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.