Selvportræt med pibe og stråhat: Historie
I foråret 1887 havde Vincent van Gogh boet i Paris i over et år, og han var ved at løbe tør for modeller, han havde råd til. Hans bror Theo holdt husstanden kørende på en kunsthandlers beskedne indkomst, og siddere kostede penge, Vincent ikke havde at undvære. Så han vendte spejlet mod sig selv, igen og igen, og brugte sit eget ansigt til at arbejde sig igennem alt, hvad han lærte af malerne omkring sig. Dette lille lærred, tredive gange toogfyrre centimeter, er et resultat af dette selvpålagte lærlingeforløb.
Et ansigt brugt som laboratorium
Van Gogh var ankommet til Paris og malede stadig i den mørke, jordfarvede stil fra Nuenen og Antwerpen. I løbet af få måneder studerede han impressionismen indgående, den brudte farve hos Pissarro og Signac, de flade flader og dristige konturer fra de japanske tryk, der blev handlet og samlet overalt i byen.
Han havde ikke råd til at hyre de modeller, han havde brug for til rigtigt at afprøve disse idéer, så i stedet sad han model for sig selv. I løbet af omkring to år i Paris malede han mere end tyve selvportrætter, hvert et forskelligt forsøg med farve, penselføring eller stemning, og dette er blandt de mest direkte i gruppen.
Stråhatten er ikke en studierekvisit valgt for effektens skyld. Det var almindeligt landmandshovedtøj, den slags han havde båret og malet på bønder tilbage i Brabant, og her sidder den besynderligt, næsten trodsigt, over et ansigt, der ellers er helt Paris: årvågent, vagtsomt, udført i farve frem for skygge.
Hvad lærredet faktisk rummer
Hatten fylder næsten hele den øverste halvdel af billedet, dens brede skygge er vippet ned i en vinkel, så halvdelen af ansigtet falder ind i dens skygge. Van Gogh har bygget den op af lange, udstrålende strøg af gult og okker, med koldere gråblåt lagt ind i vævningen, hvor strået fanger skygge, så hatten fremstår som vævet og rumlig frem for flad.
Nedenunder vender ansigtet sig let væk fra betragteren, mens øjnene forbliver fæstnet på dem, en lille spænding, der giver portrættet dets årvågenhed. Huden er ikke malet, som hud plejer at være: grønt løber langs kindbenet og omkring øjenhulen, pink blusser på næsen, og okker og hvidt står side om side i korte, adskilte berøringer frem for blandede toner.
En rødlig pibe er klemt fast i skægget, dens stilk rækker ud mod højre i lærredet og bryder kompositionens symmetri. Selve skægget er et krat af hurtige strøg, rødligt og brunt gennemtrængt af hvidt og sort, opbygget med samme økonomi i midlerne som hatten ovenover.
Skuldrene falder bort i løse, kradsende strøg af blågrønt, en jakke eller bluse gengivet næsten som et felt af skravering frem for et beskrevet klædningsstykke. Bag figuren er baggrunden holdt tynd og bleg, en varm off-white bearbejdet med svage diagonale strøg, der lader lærredets vævning trænge igennem, mere skitse end færdig ramme.
Farve, der gør lysets arbejde
Intet her er modelleret med traditionelt lys og skygge. I stedet sætter Van Gogh farve op mod farve: gulfarven i hatten mod den blege baggrund, det grønne i den skyggede kind mod den varme okker på den belyste side, det blågrønne i jakken mod det orange i skægget.
Dette er den lektie, han havde optaget fra neoimpressionisterne den forår, at et ansigt kunne bygges op af komplementære berøringer placeret side om side frem for udglattet til en enkelt hudtone. Han antog aldrig deres strenge pointillistiske metode helt og holdent, men vanen med at lade små strøg af kontrasterende farve klare modelleringen forlod ham aldrig resten af livet.
Resultatet er et ansigt, der synes at vibrere let selv i stilhed, holdt sammen mindre af anatomi end af balancen mellem varme og kolde partier hen over det. Det er et billede, der ser ufærdigt ud på steder, og den ruhed er en del af det, der gør, at det føles som et arbejdsdokument frem for et formelt portræt.
Et lille lærred, der står fast
Med sine tredive gange toogfyrre centimeter er dette et beskedent objekt, tættere på en studie end et stort portræt, og den skala passer til, hvad det er: en privat øvelse, malet hurtigt, ikke en bestilt erklæring. Set på tæt hold, i den slags lys et studieværelse eller en gang giver det, skiller de enkelte strøg sig ud, guld ved siden af gråt, grønt ved siden af pink, og billedet bliver næsten abstrakt.
Træd et skridt tilbage, eller lad lyset i et rum skifte mod aften, og de samme strøg samler sig igen til et ansigt, et der møder dit blik fra under skyggen af en hat med en direktehed, som få formelle portrætter formår. Originalen hænger i dag på Stedelijk Museum Amsterdam, hvor den står som et af de mere enkle, mere søgende indslag i Van Goghs lange række af Paris-selvportrætter, mindre om forfængelighed end om en maler, der lærer sig selv at se i farve.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Stedelijk Museum Amsterdam samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.