Selvportræt med stråhat og pibe: Historie
I foråret 1887 havde Vincent van Gogh boet i Paris i over et år og delt en lejlighed med sin bror Theo på Rue Lepic i Montmartre. Han var ankommet fra Antwerpen og malede i den hollandske traditions mørke, jordnære palet; inden for få måneder arbejdede han side om side med kunstnere, der var opslugt af impressionismen og Georges Seurats og Paul Signacs pointillistiske eksperimenter. Selvportræt med stråhat og pibe, malet dette år og med målene beskedne 31,5 gange 41,5 centimeter, er et af de tydeligste vidnesbyrd om, at den forandring var ved at slå rod.
At male sig selv for at spare penge
Van Gogh havde ikke råd til at betale professionelle modeller med nogen regelmæssighed, så han gjorde spejlet til sit atelier mest pålidelige model. I løbet af sine to år i Paris malede han sig selv mere end tyve gange og brugte hvert lærred som et sted til at afprøve farve, penselføring og stemning uden udgiften eller besværet ved at hyre en fremmed til at sidde stille.
Stråhatten, han bærer her, var ikke en atelierrekvisit, men et stykke af hans egen garderobe, den slags hat en arbejder eller en mand fra landet kunne bære mod solen. Parret med en moderigtig blå frakke og en pibe klemt mellem tænderne fremstiller han sig selv et sted mellem den landlige maler, han havde været i Nuenen, og den urbane moderne kunstner, han var ved at blive i Paris.
Ansigtet under stråhatten
Hatten fylder meget af lærredets øverste halvdel, og skyggen er bygget op af korte, tørre strøg i bleg gul og cremefarve, der fanger det lidt lys, der er. Under den drejer van Goghs ansigt sig let til den ene side, mens hans blege blå øjne ser direkte ud mod beskueren og giver portrættet en direktehed, der grænser til konfrontation.
Hans skæg og moustache er lagt i okker og rust, gennemtrukket af strøg i lyserødt og hvidt, der følger hårets vækst i stedet for at glatte det ud til en flad masse. En pibe i bleg ler hviler mellem hans læber, dens stilk skærer en lys diagonal gennem den nederste halvdel af hans ansigt, og den lille mørke kuppel hænger lige under hans hage.
Hans skuldre er svøbt i en løs frakke, bygget op af lange, brudte strøg i kobolt og skifergrå, der mørkner til næsten sort ved kraven. Bag ham byder baggrunden hverken landskab eller møbler, kun et skiftende felt af mørkeblåbrunt og strejf af grønsort, der ikke giver ham plads at stå i ud over selve lærredet.
Farve trukket op fra en mørk bund
Det, der får billedet til at fungere, er den kontrast, van Gogh opbygger mellem den næsten sorte baggrund og hattens blege gule farve, en parring af modsætninger, han havde studeret i den farveteori, der cirkulerede blandt hans venner i Paris. I stedet for at blande malingen glat lægger han den ned i særskilte, synlige strøg og lader gult ligge ved siden af grønt og blåt ved siden af brunt, så overfladen aldrig helt falder til ro.
Det er ikke den tunge, skulpturelle maling fra hans senere arbejde i Arles, men noget mere undersøgende, et lærred, hvor man kan se ham afprøve, hvor langt han kan presse farven, før ligheden bryder sammen. Hans ansigts hud bærer strejf af grønt og violet i skyggerne, en iagttagelse lånt fra impressionisterne snarere end fra nogen hollandsk lærer.
Se nøje på lærredets vævning under malingen, og du kan se, hvor tyndt nogle partier er lagt, så bunden skinner igennem flere steder. Det er en arbejdsmetode, ikke en færdig præstation, vidnesbyrdet om en maler, der lærer sig selv et nyt sprog strøg for strøg.
Et lille lærred til et langt blik
Med sine blot 31,5 gange 41,5 centimeter er maleriet lille nok til at have stået på et staffeli i et trangt værelse i Montmartre, og den intimitet har det aldrig mistet. Ophængt i øjenhøjde i et arbejdsværelse eller en gang kræver det at blive læst på tæt hold, omtrent samme afstand, som van Gogh selv ville have tjekket sit spejlbillede på, mens han malede det.
I dagslys trækker hattens gule sig frem, og frakken falder tilbage i den mørke bund bag den, så ansigtet synes at svæve. I lampelys om aftenen blødes den kontrast op, baggrunden mister sine sidste blå toner, og hele billedet læses varmere, tættere på okkeren og det brune i hans tidligere hollandske arbejde.
Originalen hænger i dag på Van Gogh Museum i Amsterdam sammen med mange af de andre selvportrætter fra disse Paris-år, hvor det læses som en enkelt ramme i en meget længere sekvens af selvgranskning. Set alene, væk fra den sekvens, holder det stadig som et enkelt, skarpt stykke iagttagelse: én mands beretning om sit eget ansigt, tilvejebragt ét strøg ad gangen.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.