Selvportræt som maler: Historie, betydning og penselføring
En maler nyligt ankommet til Paris
I de tidlige måneder af 1886 stod Vincent van Gogh af toget fra Antwerpen og flyttede ind hos sin bror Theo i Paris. Han havde opgivet sine studier på Antwerpen Akademi efter få uger, uvillig til at lade sig rette af lærere, der ville have ham til at tegne som alle andre. Paris skulle være en frisk start, tæt på kunsthandleren, der holdt ham med mad, og gallerierne, der var ved at skrive om, hvordan maleri kunne se ud.
Han ankom med års arbejde udført i det flade brune lys fra det hollandske landskab, billeder af vævere og kartoffelgravere bygget op af jordpigmenter og skygge. Omkring ham nu var lærreder af Monet, Pissarro og de yngre impressionister, fulde af brudt farve og frisk luft. Han havde endnu ikke selv rørt ved den palet. Dette portræt, malet i 1886 og med målene beskedne 38,5 gange 46,5 centimeter, blev skabt i mellemrummet mellem de to.
Et ansigt tæt på lærredet
Van Gogh maler sig selv trykket tæt på sit staffeli, tæt nok til at dets træstiver skærer gennem nederste højre del af billedet. Han bærer en mørk filthat trukket lavt ned over panden, hvis skygge kaster en blød skygge over hans øjne. Under den er hans ansigt den eneste blege, varme tone i hele kompositionen, opbygget i okker og rosa mod det omgivende mørke.
Hans blik møder beskueren direkte, hverken poserende eller opførende. Der er intet af den teatralske intensitet fra hans senere selvportrætter fra Saint-Remy her. Dette er en arbejdende maler fanget midt i en tanke, skægget rødligt og ustelt, kraven slået op mod en kulde, der synes at høre til rummet lige så meget som årstiden.
En grønlig-sort frakke dækker hans skuldre, dens folder fremhævet i lange, løse strøg snarere end omhyggelig modellering. Et tørklæde eller en krave i dybere grønt falder ved hans hals og genlyder den mudrede oliven fra væggen bag ham. Intet i tøjet eller omgivelserne beder om at blive set på. Alt leder øjet tilbage til ansigtet og, lige under det, til hans hænder.
Den eneste farve i rummet
Se ned, og billedet skifter fuldstændigt register. I nederste venstre hjørne, på et bord overfyldt med værktøj, har Van Gogh lagt en lille bunke maling: klatter af rødt, grønt, okker og kridhvidt, presset direkte fra tuben eller skrabet frisk op på træet. Det er det eneste parti af ubeskyttet farve på et ellers dystert lærred.
Den kontrast er hele billedets stille argument. Alt omkring maleren, hans frakke, hans hat, væggen, staffeliet, er malet i de tonale, tæt sammensatte brune og grønne farver, han havde lært i Holland. Kun paletten selv indrømmer, hvad der var på vej: rent pigment, lagt ned næsten skødesløst, klar til at blive taget op.
Det læses mindre som dekoration end som bevis. Her er det materiale, en maler faktisk arbejder med, sat op mod den dæmpede verden, han på det tidspunkt stadig valgte at male i. Klatterne af rødt og grønt er små, men de er det mest højlydte i billedet.
Penselarbejde stadig forankret i Nuenen
Malingens behandling er gennemgående tyk og søgende snarere end glat. Van Gogh opbygger frakken og baggrunden med synlige, trukne strøg, så pigmentrygge fanger lyset ujævnt hen over overfladen. Væggen bag ham er ikke et fladt felt, men en bearbejdet, skrabet grøn, strøget på i overlappende gennemgange, der holder overfladen urolig, selv hvor farven næsten ikke ændrer sig.
Dette er stadig genkendeligt teknikken fra hans Nuenen-år, hvor han modellerede form gennem tone snarere end gennem separate strøg af kontrasterende farvetone. Ansigtet er undtagelsen, bygget med lidt mere omhu og en varmere tone, som om han tillod sig selv mere opmærksomhed der end noget andet sted på lærredet. Alligevel ligner intet i billedet endnu det brudte, prismatiske touch, han ville tilegne sig inden for måneder efter at have slået sig ned i byen.
Det gab mellem metode og omgivelser er det, der gør portrættet værd at dvæle ved. Det er ikke et maleri om impressionismen, og det er heller ikke et maleri, der stadig er fuldt ud inde i den hollandske tradition. Det sidder præcis på den dato, det bærer, et enkelt år, 1886, fanget mellem to måder at se på.
Hvad det gør på en væg
Hængt i et rum er dette ikke et billede, der annoncerer sig selv fra den anden side af en døråbning. Dets farver ligger lavt og tæt sammen, grønne glider ind i sorte, brune ind i dybere brune, så det på afstand næsten kan læses som en enkelt mørk form med et blegt ansigt svævende i det. Først når man nærmer sig, opløses rummet: staffeliet, de sammenkrummede skuldre, det lille klare farvesår på paletten.
Morgenlys fremdrager varmen i ansigtet og det svage røde i skægget og blødgør det omgivende mørke til noget nærmere grønt end sort. Ved lampelys om aftenen kollapser tonalværdierne endnu mere, og malerens øjne bliver det ene sted, hvor billedet holder fast i én. Det belønner at blive levet med snarere end skimtet, et lærred, der holder lidt af sig selv tilbage ved første blik.
Originalen hænger i dag på Van Gogh Museum i Amsterdam, hvor den er katalogiseret blandt kunstnerens tidligste Paris-arbejder. Set der eller reproduceret derhjemme forbliver det et lille, bevidst uglamourøst billede af en mand, der i realtid og foran sit eget staffeli beslutter, hvilken slags maler han var ved at blive.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.